Læsetid: 2 min.

Islam er mange ting

4. april 2000

Som det så ofte ses i den hjemlige debat om islam, kan et par spredte og tilfældige bemærkninger åbenbart gøre det ud for en argumentation

Religion
Et indlæg som Helle Merete Brix' 'Den ny Koran?' (den 28. marts) bør ikke stå ubesvaret. Som det så ofte ses i den hjemlige debat om islam, kan et par spredte og tilfældige bemærkninger åbenbart gøre det ud for en argumentation. Jeg påpegede i et indlæg (den 20. marts), at islamisk nytænkning er i overensstemmelse med såvel den islamiske doktrin som den faktiske virkelighed, hvor islam omfortolkes løbende.
Endvidere påpegede jeg, at sådanne omfortolkninger ikke bør afvises på forhånd med en bemærkning, om at islams natur forhindrer nytænkning.

En tilfældig professor
Brix tror åbenbart, at hun kan svare på disse synspunkter ved at citere en eller anden tilfældig professor. Jeg har intet at indvende mod denne professor, men hvorfor i alverden skal han pludselig gøres til den ultimative autoritet på dette område? Han har sine holdninger og andre muslimske tænkere har deres holdninger.
Jeg kunne eksempelvis henvise Brix til folk som Fouad Zakariya, Muhammad Saïd Al-Ashmawy eller Aziz Al-Azmeh. Ikke fordi de skal gøres til autoritative tolkere af islam, men for at fremhæve bredden af synspunkter i debatten.
Jeg kunne også fremhæve de spændende arbejder af den franske forsker Olivier Roy, hvis tidligere bøger er oversat til dansk og hvis seneste arbejde om islam i Europa er omtalt i Information den 27. marts. Eller den spændende Pour Rushdie (Paris 1993), hvor 100 islamiske intellektuelle udvikler deres forsvar for Salman Rushdie. Debatten er mere sammensat, end Brix tilsyneladende er klar over.
Det nytter heller ikke noget at insistere på sammenhængen mellem islam og Sharia. De fem grundlæggende søjler i islam rummer intet af politisk karakter, og det er heller ikke muligt udfra disse grundprincipper at udlede nogen særlig islamisk holdning til homoseksualitet eller sex før ægteskabet.
At islamiske autoriteter - på lige fod med mange andre religiøse autoriteter eksempelvis fra kristendommen - så i øvrigt fordømmer sådanne fænomener har ikke meget at gøre med islams eller kristendommens grundtræk.

Holder ikke vand
Brix' påstande om sammenhængen mellem politik og religion holder heller ikke vand. En række islamiske tænkere har fremhævet adskillelsen mellem disse to størrelser. Jeg påstår ikke, at de har ret. Men jeg påpeger, at debatten eksisterer og er mere sammensat, end Brix åbenbart gør sig det klart.
Hertil kommer, at det ganske enkelt er forkert, når Brix tror, at alle islamiske bevægelser har en islamisk stat som sit mål. Altså med mindre man definerer islamiske bevægelser som bevægelser, der har et sådant mål. Brix er åbenbart ikke bekendt med rækken af spirituelle islamiske bevægelser som eksempelvis sufi'erne, der absolut ikke søger at realisere nogen form for islamisk stat - tværtimod. Heller ikke alevi'erne, der kæmper for en sekulariseret og verdslig stat, synes hun at være bekendt med.
Jeg har fuld forståelse for, at Brix ikke kan sympatisere med de islamiske ekstremister, der fører sig frem som de sande repræsentanter for islam og undertrykker enhver form for anderledeshed. Men disse er ikke mere sande, end eksempelvis Indre Mission, Opus Dei eller de amerikanske kristne fundamentalister er det for kristendommen.
Når Brix således sætter lighedstegn mellem ekstremismen og islam, blokerer hun i realiteten for den nødvendige nytænkning inden for Islam.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu