Læsetid: 2 min.

Islam i udvikling

Debat
28. april 2000

Replik til Jamal Mahjoub: Hvad er værst - enøjet læsning eller rablende amatørisme?

Religion
I et indlæg i Information d. 15.-16. april går Jamal Mahjoub i rette med en artikel, som jeg har skrevet i bladet den 12. april. Artiklen handlede om udviklingstendenser inden for de islamistiske bevægelser i nationalt regi.
Jeg skriver ikke, at vi 'ikke skal forvente en filosofisk renæssance i islam'. Derimod skriver jeg, at den udvikling, som er emnet for artiklen, 'ikke udtrykker en filosofisk renæssance eller en teologisk reformation i islam'. Nuancen er værd at holde fast ved, for mit udsagn vil ikke anfægte den kendsgerning, at der inden for islamisk forskning og teologi foregår et omfattende nyfortolkende arbejde. Mit udsagn er, at den udvikling, der er emnet for artiklen af 12.4., ikke har sit udspring i dette arbejde.
Navnlig giver artiklen ikke udtryk for den holdning, 'at alt vil være godt igen, hvis muslimerne bare kan indse at demokratiet indeholder nøglen til deres fremtid'. Tværtimod skriver jeg, at der er 'tale om en udvikling, som kan iagttages i praksis i de islamiske samfund, og det er en intern og særegen udvikling i islam, ikke en importeret proces'.
Jeg tror naturligvis ikke, at det vestlige demokrati har universel værdi (her er det f.eks. værd at notere, at islam rummer en tradition med gensidig rådslagning ved samfundets styring). Men dette hindrer ikke, at jeg finder det relevant at bruge et begreb som sekularisering uden for en vestlig samfundsmodel, blot udtrykket defineres. I artiklen er sekulariseringen defineret som et forløb, hvor det religiøse udskilles af det politiske, dvs. en proces, hvor der skabes et politisk rum, som åbner for aktivt medborgerskab i verdslige anliggender, samtidig med at der åbnes for en personliggørelse af det religiøse og dermed plads for religiøs forskellighed.
Jamal Mahjoub mener, at jeg glemmer Vestens medansvar for tingenes tilstand, bl.a. medansvaret for fremvæksten af den radikale islamisme ('truslen', om jeg forstår Jamal Mahjoub ret). Artiklen handler om de islamistiske bevægelser, dvs. de nyere bevægelser, der især har vokset sig brede i sidste halvdel af 1900-tallet, og som i islam både har set en politisk ideologi og en religion. Til det komplekse billede af disse bevægelser hører også den radikale islamisme, men jeg anfører i artiklen, at det mønster, som denne radikale og ofte voldelige udvikling tegner, kræver særskilt omtale, senere. Og det vil da være relevant at videreføre den omtale af Vestens medansvar, der allerede er taget op i bl.a. den sidste del af min artikel af 12. april, og som Jamal Mahjoub tilsyneladende har overset.
Jamal Mahjoub skriver til slut: 'G.A. Nielsen's artikel er et fremragende eksempel på denne rablende amatørisme, der hersker på området - den enøjede mand vinder dagen, og danskerne sejler videre i mørket.'
Den rablende amatørisme tager jeg så på mig, men jeg føler trang til at spørge mig selv, om der fra Jamal Mahjoubs side ikke undertiden er tale om enøjet læsning, eller i det mindste om læsning - om ikke i direkte mørke, så dog ved dårligt lys.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her