I sidste uge erklærede politikeren og muslimen Mazhar Hussain sig som tilhænger af Sharia, islamisk retspraksis, der bla. involverer dødsstraf. Her forklarer han hvorfor
Retfærd & Velfærd
Distinktionen mellem det religiøse og det politiske virke er et næsten urokkeligt dogme i de sekulariserede moderne vestlige samfund. Det enkelte menneskes relationer til Gud er en privatsag, som nødvendigvis skal afskærmes fra den offentlige sfære. Denne opdeling opleves naturlig - af en indfødt. Hvis man er opdraget og trænet i denne tradi-tion. For de fleste muslimer er denne adskillelse uforståelig og selvmodsigende. Der er derfor god grund til at frygte en konfrontation mellem de religiøst (og dermed politisk) bevidste muslimske indvandrere og det sekulariserede danske samfund. Et forhold, som også en del danske politikere har advaret imod.
Denne konfrontationsteori forudsætter imidlertid, at Islam opererer med et enstrenget politisk/religiøst system, universel uniformisme, voldelig missionsvirksomhed og lignende.
Intet kunne være mere forkert.
Lad os tage det meget aktuelle eksempel om fundamentalisme og dødsstraf. Den teologiske islamiske fundamentalisme definerer Koranen som selve Guds ord. Selv om der findes et utal af islamiske skoler med divergerende, og til tider modstridende, religiøse doktriner, så er fundamentalismen et uhyre centralt og urokkeligt begreb.
En person, der sætter spørgsmålstegn ved autenticiteten af Koranen som Guds ord, er per definition ikke-muslim. Heri vil alle muslimske skoler være enige.
At man anser Koranen for Guds ord, er ingenlunde det samme, som at man er en god og from muslim. Man kan leve et næsten irreligiøst liv, men alligevel være fundamentalist i den teologiske betydning. Så sent som i lørdags blev jeg kontaktet af en netop irreligiøs muslim, der "håbede", at jeg kunne acceptere ham som muslim, selvom han jo ikke var fundamentalist. Ikke desto mindre kunne kan svare bekræftende på følgende to spørgsmål. Tror du på Koranen? Er Koranen Guds ord? Med andre ord står det teologiske fundamentalisme begreb overordentligt centralt i Islam - også for den kulturelle muslim.
Det næste spørgsmål, der naturligt melder sig er "Hvem eller hvad er Gud?". Skal vi ikke af pladshensyn blot sige, at Guds egenskaber er mangeartede og ubeskrivelige. Gud er Alvidende, Ufejlbarlig og Barmhjertighed. Dermed er Koranen også ufejlbarlig. Koranens ord er lov.
Men loven kan fortolkes, og det bliver den. Koranen er derfor kilde til en intensiv religiøs debat, hvor hver enkelt ord endevendes og analyseres ud fra sproglige, historiske, religiøse, politiske, kulturelle og sociale perspektiver.
I religiøse henseende anses Profeten Mohammad, og de andre profeter, for at være ufejlbarlige. Da dødsstraf var tilladt under profeten, er dødsstraf også tilladt i Islam, selvom der kræves vidtgående betingelser for, at denne bringes i anvendelse. Som muslim må jeg naturligvis tilslutte mig dødsstraf som praktiseret under Profeten Mohammad.
Som nævnt opererer Islam ikke med et enstrenget politisk-religiøst system. Der skelnes imellem det religiøse islamiske samfund og ikke-muslimske samfund. Muslimer skal naturligvis stræbe efter etableringen af et islamisk samfund i et muslimsk land. Desværre har vi intet islamisk samfund i Verden i dag.
Derimod stiller det sig helt anderledes med ikke-islamiske samfund. Disse er ikke omfattet af islamisk lov og har naturligvis ret til at forme deres egen lovgivning. Det turde være indlysende.
Dermed ophører muslimernes dualisme ikke. Ud fra en religiøs betragtning støtter jeg dødsstraf. Men med min kulturelle, religiøse, politiske baggrund, så er der elementer i den islamiske lovgivning, som jeg hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt kan forstå eller internalisere.
Mit hjerte siger mig, at dødsstraf ikke burde være nødvendigt. Men dermed må vi vende tilbage til Koranen og Guds egenskaber. Idet Gud er alvidende og hans ord er lov, så må jeg resignere og erkende, at min viden, erfaring og følelser naturligvis må vige over for Guds ord. Så selvom man som muslim kan, må og skal søge vejledning i Koranen, så forhindrer det ikke en individuel intellektuel proces, hvor man gør sig sine overvejelser klart.
Et andet spændingsfelt mellem Islam, min personlige erfaring, egen etiske forståelse og den intellektuelle analyse er spørgsmålet om abort. Den dominerende islamiske teologiske holdning er, at livet starter ved undfangelsen og dermed er abort forbudt. En anden gruppe argumenterer, ud fra islamiske kilder, at det fysiske liv starter ved undfangelsen, men at mennesket først bliver til, når Gud bibringer det fysiske foster sjælen. Dette sker efter selve undfangelsen. Det er en yderst interessant teologisk problemstilling. Men i og med, at vi ikke ved, hvilke kriterier, der skal gælde, for at vi kan tale om liv, så mener jeg, at tvivlen må komme det ufødte barn til gode. Uanset hvilke kriterier vi vælger for livet og dermed en etisk korrekt abort-grænse, så må vi naturligvis kunne redegøre for fraværet af disse egenskaber ved fosteret før denne abortgrænse. Uanset den teologiske debat i øvrigt.
I den anden ende af skalaen har vi aborter, der fødes senere end den levedygtige alder. Den etiske konflikt turde være åbenbar: Et 21 uger gammelt abortfoster, der skal stilles til at lide en stille død i et skyllerum over for et 20 uger gammelt barn, som vi sætter himmel og jord i bevægelse for at redde.
I abortspørgsmålet er jeg igen i delvis konflikt med religionen: Man kan argumentere (og det bliver der) for abort ud fra religiøse kilder, men jeg kan ikke etisk forholde mig til en abort, hvis jeg intellektuelt og emotionelt ikke kan konstatere fraværet af liv. Min religiøse kattelem består i et manglende abort-påbud i Koranen. Den er svær, men jeg mener at kunne føle fast grund under fødderne.
Noget helt andet er, at jeg finder, at abort er en yderst praktisk og absolut anvendelig foranstaltning - hvis det ikke netop var for de svære etiske overvejelser.
I øvrigt er danskernes etiske forhold til abort ikke så uproblematisk, som nogen mennesker gerne vil gøre det til. Hvis der ikke er tale om liv og slet ikke et menneske, hvorfor må man da ikke anvende abortfosteret efter forgodt-befindende til kosmetik, forskning, mad, kloning, organproduktion, som legetøj eller noget helt tredje. Vi er i et etisk dilemma, som vi ikke blot kan lukke øjnene for.
Som det fremgår, så er min oplevelse af Verden multifacetteret. Jeg skelner mellem et ideelt islamisk samfund, et muslimsk samfund, der ikke er islamisk og endelig et ikke-mulimsk samfund. Dertil kan komme en række kulturelle, politiske, geografiske, økonomiske og sociale forhold, der på afgørende vis fordrer differentierede politiske styreformer. Hverken kapitalismen, socialismen eller radikalismen har det endegyldige svar på alle samfunds behov til alle tider.
Det er udtryk for politisk snæversyn grænsende til fanatisme, når politikere uden relevant hensyntagen til lokale forhold propaganderer for udbredelsen af én og kun én samfundsmodel. Kampen burde ikke stå mellem eksport af kapitalisme, socialisme, radikalisme - eller islam for den sags skyld.
Pakistan er desværre ikke et islamisk land, men det kan dog illustrere min vision om kulturers og religioners samspil og respekt. I Pakistans pseudo-islamiske lovgivning er det forbudt for muslimer at drikke alkohol. Kristne og andre religiøse grupperinger har ikke noget religiøst forbud, og det er derfor tilladt for dem at drikke alkohol. Der findes sågar bryggerier i landet med samme begrundelse. At nogle muslimer benytter sig af anledningen til også at få noget indenbords er en anden sag. Zakat (almisse-skat, hvor 2,5 procent af ens formue gives til værdigt trængende) har en anden stilling i Shia-islam, og de er derfor ikke omfattet af den officielle zakat-ordning (der i øvrigt har ganske betydelige mangler). Det gælder naturligvis også ikke-muslimer. Sunni-muslimer må betale ved kasse 1.
Det handler om respekt for forskelle i kultur og religion.
"Kunne du ikke være kommet med et mere diplomatisk svar og være gledet af på spørgsmålet?" var min søsters første og spontane reaktion på mine svar. Flere partifæller har givet udtryk for samme holdning.
Med andre ord: Man skal vælge sine slagsmål med omhu.
Tja bum bum. Der kan for alle mennesker opstå situationer, hvor man må svare formelt korrekt - uden at svare fyldestgørende. Det må der naturligvis være plads til. Konfrontationen er ikke altid den bedste løsning. I nærværende situation var der endog tale om et hypotetisk, teologisk spørgsmål af minimal politisk interesse.
Fra min side var der heller ikke tale om konfrontation, uanset at dette var journalistens (og andres) projekt. Der er situationer, hvor vores humanistiske værdigrundlag, menneskesyn og tolerance kommer under pres. Netop disse situationer kan være med til at danne rammen eller/og begrænsningen i vores idealer.
Fejes disse problemstillinger ind under gulvtæppet, mindskes ekspositionen over for det, som kan være nødvendigt for, at vores forståelsesunivers kan udvikle sig. Denne løsning kan være behagelig, men rummer også grundlaget for en intetsigende, tom og ufarlig dialog, hvor den reelle konflikt er fraværende. Derfra er ikke langt til romantisk føleri.
Hvis jeg som religiøst menneske (med de fejl og mangler, som jeg også har til overflod), stilles over for et fundamentalt religiøst spørgsmål, så skylder jeg mig selv og mine vælgere, at svare ærligt og redeligt på spørgsmålet. Af samme grund har jeg i mit politiske virke været åben over for min kulturelle og religiøse baggrund.
Det gælder også spørgsmål, der kan være kontroversielle i en dansk, og ikke mindst i en radikal, sammenhæng. Jeg har lagt vægt på, at udtale mig ærligt og redeligt også om svære religiøse problemstillinger. Hvis vi bøjer af og vælger den letteste og mindst kontroversielle løsning, så kommer vi ikke ud af stedet.
Hvis jeg bliver fravalgt som folketingskandidat på baggrund af min religiøse overbevisning, så fred være med det. Jeg vil naturligvis være ked af, at det sker som led i en teologisk, teoretisk og religiøs diskussion, som ingen praktisk betydning har for mit virke som politiker, hverken nationalt eller lokalt. Jeg vil dog stadig kunne se mig i spejlet med god samvittighed. Derimod vil jeg nok ikke kunne undgå en dårlig smag i munden, hvis jeg vælges til Folketinget på et falsk grundlag, hvor jeg skifter mellem gode religiøse udtalelser i muslimske kredse, medens jeg er en sød, moderne, progressiv, velsleben, medgørlig, rar og omgænglig muslim, når jeg er sammen med mit politiske danske bagland. Jeg er nu engang den jeg er, og det må jeg stå ved.
En bredere politisk og religiøs pluralisme er for mig at se vejen frem. Jeg er medlem af Det Radikale Venstre, da jeg på en række områder er meget enig i partiets politik. Jeg er dog også kritisk. Eksempelvis over for en NATO-aktion vendt imod Serbien uden et FN-mandat, håndteringen af PET-sagen og "integrationslove", der indfører diskrimination af de etniske minoriteter.
Det er så op til partiets medlemmer at forholde sig til mine holdninger, der har realpolitiske konsekvenser frem for hypotetiske, teoretiske og teologiske problemstillinger, som ikke engang muslimerne selv har nogen afklarede holdninger til.
Mazhar Hussain er læge og medlem af Københavns Amtsråd (R).
