Læsetid: 4 min.

Kronen på værket

Debat
3. april 2000

Det politiske spil om euroen handler mest om at påvirke folks følelser. Måske fordi ingen rigtigt kender konsekvenserne af Nej eller Ja

Hastværk
"Én krone i hånden er bedre end ti euro i banken" kunne passende være overskriften på nejsidens kampagne mod Danmarks tilslutning til den fælles europæiske valuta: euroen. Med kronen ved vi, hvad vi har. Og hvad har vi så: Et symbol på danskhed, en garant for den danske vel-færd, en manifestation af national selvbestemmelse, og frem for alt en lille amulet som giver os tryghed i en verden i hastig forandring. Vi kan mærke dens tyngde i lommen, tage den op og se lidt på Margrethe og væsentligst af alt føle, at dette er vores krone.
Det er sandsynligt, at vi ligesom Færøerne kan få mønter og pengesedler med national symbolik efter behov, men det tæller ikke rigtigt. Vi finder os ikke i, at eurokraterne kommer og tager vores krone. Og så kan de komme med alle de argumenter, de vil. Vi har i overført forstand investeret i kronen. Vi kan spejle os i den og føle, at her manifesterer det særlig danske sig. Kronen er blevet en af de væsentligste markører for identitet i et spil, hvor politik snarere handler om, hvad vi føler end om, hvad der er rationelt eller hensigtsmæssigt.

Med andre ord
Med andre ord, modstanden er i høj grad en reaktion på en verden i bevægelse. Vore poler for identifikation undergraves hastigt. Hvad er det danske i en tid, hvor der er en McDonalds på hvert gadehjørne? Og hvad er national velfærd i en tid, hvor spekulanter kan flytte gigantiske beløb med lynets hast? Denne globaliserede verden skaber, hvad vi kunne kalde postmoderne fundamentalister. Vi konstruerer fundamenter efter behov: Noget stabilt i en verden i bevægelse. Billedligt talt handler vi som den skibbrudne, der desperat griber efter vragrester i et forsøg på at forhindre, at han eller hun bliver ført bort med strømmen. Måske er kronen en sådan rest fra et forlist nationalt projekt.
Egentlig ved vi godt, at det hele blot er noget, vi bilder os ind. Vi har jo haft et fastkurssystem siden erfaringerne med de fatale socialdemokratiske devalueringer. Vi ved, at det på sin vis er ligegyldigt, om vore bankkonti er opgjort i euro eller kroner. Det er jo kun, når vi har mønten i hånden, vi kan se forskel. Og mønterne og sedlerne er alligevel ved at blive afløst af plastickort. Og endelig ved de fleste vel, at kronens værdi i høj grad bestemmes af fluktuationer på internationale markeder. Hvorfor holder vi så fast i illusionerne om den nationale økonomi, den nationale selvbestemmelse og vores vel-færdssystem som verdens bedste? Fordi vi har behov for sådanne forestillinger. Det er qua disse, at vi føler os som danske.

Tryghed eller kaos
Nu er det ikke sådan, at det kun er nejsiden, som behændigt udnytter angsten for det ukendte. Karen Jespersen har blandt flere gentaget argumentet blot med modsat fortegn. Her er det euroen, som er det kendte. Vi har jo i praksis været koblet til de andre europæiske valutaer gennem lang tid. At stå udenfor er lig med kaos. Det politiske spil om euroen handler snarere om at påvirke folks følelser og aktivere deres angst end om at tilvejebringe en sober argumentation. Måske er problemet mere fundamentalt, at ingen ved, hvad konsekvenserne af henholdsvis et 'nej' og et 'ja' er, og måske har 'følelsernes' politik netop til formål at dække over dette forhold.

Kun den halve sandhed
Denne talen om det uendeligt komplekse og det hastigt forandrende er på sin vis kun den halve sandhed. Kritikken af denne tale er ikke, at vores verden er simpel, transparent og langsommelig. Pointen er snarere, at vort samfund altid har været karakteriseret af en høj grad af kompleksitet, kontingens og hastighed. Nok er den absolutte hastighed og kompleksitet øget, men den oplevede har altid været overvældende.
Vi bør derfor snarere tale om forskellige måder at reducere kompleksitet på. En første form kunne være rationalitet: Den kølige beregning af plusser og minusser. Ideelt set forudsætter denne form for reduktion fuld information, hvilket naturligvis sjældent er til stede.
Eurodebatten er i høj grad kendetegnet ved en diskus-sion om fremtidige konsekvenser.
At få disse sat på formel er uhyre vanskeligt. Problemet er også, at man ikke diskuterer indenfor den samme skala. Man skal snarere vælge mellem forskellige skalaer: Mellem forskellige beregninger af plusser og minusser. Der er naturligvis vælgere, som møjsommeligt indsamler information og afvejer fordele og ulemper, men det er næppe den største del af vælgerkorpset.
Den anden form for kompleksitetsreduktion kan vi kalde for identifikation. Dette er modellen for den klassiske politik. Her identificerer man sig med et parti eller en ideologi, og svaret på komplicerede spørgsmål giver derved sig selv. Som 'arbejder' ved man, at man mener det samme som Socialdemokratiet. Der er givet mange, som følger denne model, men også mange, som ikke gør. Mange partier og deres vælgere er splittet i forhold til spørgsmålet om euroen. Vi behøver derfor en tredje forklaringsmodel.
Vi kunne kalde denne model for følelsernes politik. Her gælder det om at manipulere folks følelser og især dem, som er knyttet til identitet. Det handler således ikke mere om højre eller venstre, men snarere om stabilitet eller kaos og dermed også om identitet eller fragmentering. Det handler om at få det intuitive, det umiddelbare og det kendte på sin side. Dét vi føler noget for. Her ligger stemmerne.
Opponentens position er naturligvis forbundet med det risikofyldte, det komplekse, det kontingente og det flygtige. Velkommen til den postmoderne politik! Krydset skal sættes den 28. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her