Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

18. april 2000

Det svære sprog
11. APR. - Det var meget interessant den 10. april at læse Robin Engelhardts artikel om syntaks. I den forbindelse vil jeg lige nævne, at selv mine dygtigste elever kom i klemme, når de skulle afkode (analysere) salmelinien "Ånden opgav enkesønnen".
Det skrevne menneske-sprog er mere end navneord og udsagnsord og syntaks, nemlig også - ånd. Den smyger sig ind mellem ordene og linierne. Kan fanges eller gå én forbi.

John Clausen
Tved Bygade 11
8420 Knebel

Krimskramset
12. APR. - Ind i mellem må man undre sig over billedredaktørers valg af illustrationer. Således også til kronikken tirsdag den 11. april 'Koranens ord er lov'.
Kronikken ses illustreret med et fotografi fra det sydlige udland af en politisk (?) manifestation bestående af en ophidset (?) folkeforsamling under et banner påmalet en del 'krimskrams'.
'Krimskramset' er i øvrigt Devanagari, som er det alfabet, der benyttes til at skrive på hindi og andre indiske sprog.
Kunne billedredaktøren venligst bringe en oversættelse af teksten på banneret, således at sammenhængen mellem billedteksten om "fortolkning af Koranen" og de forsamlede indere kan gøres mere indlysende?
Kunne I dog ikke i stedet have bragt et billede af f.eks. Ayatollah Khomeiny - siddende i skyggen af et træ og dybt opslugt af læsning i en bog.

Leif Bochis,
Skambækvej 39,
4400 Kalundborg

Svar: Den originale tekst som fulgte fotoet er oversat fra engelsk således: Fanatiske muslimer demonstrerer ved ministerpræsidentens kontor i (Bangladesh' hovedstad) Dhaka mandag den 11. juli 1994 med krav om henrettelse af den feministiske bangladeshiske forfatter Taslima Nasrin, der står tiltalt for blasfemi. Nogle af demonstranterne bærer et stort banner med teksten: "Hæng Taslima".
Red.

Om mad
13. APR. - Med fare for at få Carsten Grolin på nakken vil jeg mene, at der er lige lovlig meget mandehørm i vore to nye madskribenters bemærkning i 'Ode til Ole' 8.-9. april, om at "...trække tarmen over hornet, nogenlunde som du sætter et kondom på osv." Ellers var det fedt med en anprisning af den pølsevogn i Nordhavnen. Jeg vil ved først givne lejlighed aflægge den et besøg og selv vurdere produkterne. Men hvis man selv vil forsøge sig med den angivne opskrift, og man ikke har en gammel håndsvingshakker, hvordan får man så farsen med i tarmen?

Aksel Ravn
Kongebakken 58 st.tv.
4000 Roskilde

Svar: Vi er helt enige, den hørmede slemt. Men vi kan desværre ikke lade være. Til dit spørgsmål: Hvis man ikke har en gammel håndsvingshakker, er man på den. Men forsøg evt. med en tyl - det er sådan en, konditoren bruger til at dekorere lagkager med flødeskum med. Rul adskillige centimeter tarm over tyllen og kom kun nogle få hundrede gram fars ad gangen i posen. Så skulle det gå med en smule fingerfærdighed.
Søren Wedderkopp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu