Hvorfor er temaet ikke licens...
29. MAR. - I forbindelse med det nye medieforlig har hovedtemaet været radiokanalerne. Ikke den store stigning der kommer på licensen.
Man burde i forbindelse med et medieforlig have overvejet om licens er den rigtige måde at opkræve betaling, for at høre radio og se tv, på.
Problemet med licensen er den rammer enlige og studerende, urimeligt hårdt. Her bemærkes at de pensionisterne har mulighed for nedslag i den ydelse de skal betale.
I øjeblikket udgør licensen lidt under fem procent af indkomsten for en studerende på SU. Efter fire år vil licensen udgør over fem procent af en SU
Dette må betragtes som en meget høj ydelse i forhold til hvor vigtig det er for demokratiet at man følger den del af samfundsdebatten der udspiller sig i tv.
Den mellemløsning vi har nu kan ingen leve med, da den rammer en økonomisk trængt gruppe hårdt. Samtidig med at den ikke er udtryk for nogen klar økonomisk idelogi. (Fork. af red.)
Leo Winther Plougmann
Kantorparken 12. 1. mf.
8240 Risskov
Stabil population
30. MARTS - Dennis Bågøe rejser nogle interessanten spørgsmål i sit læserbrev "Demografi" den 29. marts. Jeg mener, at Danmark allerede er voldsomt overbefolket. De meget opreklamerede problemer med mange pensionister i forhold til erhvervsaktive i de kommende år er mig bekendt kun et overgangsfænomen. Så snart vi når et stabilt befolkningstal, vil forholdet mellem erhvervsaktive og ikke-aktive være det samme som tidligere, blot med den forskel at der er forholdvis færre børn og flere gamle. Og på trods af ældres plejebehov, så er børn langt dyrere 'i drift'. Det er jo herligt med en masse børn, men vi kan altså ikke fortsætte befolkningsvæksten i al evighed. Før eller siden skal vi frem til et stabilt befolkningstal, og vi kan lige så godt gøre det nu som senere. Jo længere vi venter, jo vanskeligere bliver det.
Hans Meltofte
Møllegade 23A
2200 København N
Derry!
29. MARTS - Information meddeler, som alle andre medier, at der indledes en ny undersøgelse af Bloody Sunday.
Der skulle angiveligt være fremkommet nyt materiale, der "tyder på, at britiske soldater skød uden grund - og skød for at dræbe". Det har man jo sådan set vidst siden 1972, og når man har ventet 28 år på den nu igangsatte undersøgelse skyldes det formodentlig, at ingen egentlig bevisførelse længere er mulig.
Alligevel ville det klæde en gammel oprørsavis som Information, hvis man for det første hurtigst muligt genopfriskede, hvad der skete i Derry den dag i 1972, og for det andet anvendte det irske navn for byen i stedet for det engelske Londonderry.
Peter Laugesen
Hans Brogesvej 9C
8220 Brabrand