Kronik

Lykke er at række ud til andre

1. april 2000

Alle vil være lykkelige, men hvordan gør man? Lørdagskronikøren har søgt råd i et flyveblad, hos psykiatere og forfattere

Lørdagskronikken
Egentlig havde jeg ikke behov for at læse artiklen. Jeg var allerede lykkelig på det tidspunkt oppe over alperne på vej hjem efter en skiferie i det Østrig, der nogle dage efter skulle blive så berømt (og ikke for det gode).
En ting var de alligevel gode til: at have bjerge med sne. Det så flot ud også oppe fra. Men jeg kedede mig i fem minutter, og det går jo ikke, så jeg gik til sidemandens blade. Et af dem hed Facts, - var et schweizisk nyhedsmagasin med et temanummer om lykke (nr. 52, december 1999).
Deres pointe var, at lykke afhænger af evnen til at være sammen med andre mennesker. Er man indelukket og mistroisk over for andre, er ens muligheder for lykkefølelse simpelthen mindre. Åbenhed, tillidsfuldhed og imødekommenhed forstærker muligheden for at blive lykkelig. De, der er gode til at omgås mennesker og interesserede i at nyde deres selskab, har større chancer for at blive lykkelige.
Men det er ikke nok at finde lykken, man skal også kunne forvalte den. Lottomillionærer er ligesom trafikofre allerede efter et halvt år tilbage i samme mønster som inden den store forandring i deres liv. Deres lykke afhænger nemlig af deres evne til at forvalte den ny situation og omsætte deres gode livsbetingelser til lykke. Facts skelner mellem den korte øjeblikslykke, lykkestrømninger og livslykke, der er noget længere end ved synet af et gåsebryst, sin nye bil eller følelsen af en orgasme.
Umiddelbar lykke kan opnås ved disse lystbetonede glæder, men forsvinder lige så hurtigt igen. På en technorave kan man holde en lykkelig stemning gående noget tid, men selv om det kan vare længe, er det stadig øjeblikslykke, bare gentaget.
Gennem kunstige midler kan man for en tid gøre livet lettere ved at komme til at virke aktiv, munter og succesrig, men denne kemiske illusion har ifølge de interviewede intet med lykke at gøre. En schweizisk psykiater, Daniel Hell, siger i magasinet, at kulturen foretrækker stærke og glade mennesker, ikke dem, der er kede af det, og det er med til at presse folk. Lykke er, når livet over længere tid er lykkedes, men i den tid optræder også modsatrettede følelser som bekymringer, angst eller vrede, mener psykiateren. Det er altså ikke meningen, vi skal gå og grine hele tiden. Tværtimod.

At der er forskel på den umiddelbare glæde over noget og en længerevarende lykkefølelse er ikke noget nyt synspunkt. Det gjorde én af vores mange fine kærligheds og lykkedigtere, Frank Jæger allerede i halvtredserne opmærksom på. Han var skeptisk over for den moderne brug af ordet lykke og sad i en tv-udsendelse med piben og smagte på ordet i sin stue. Så vidt jeg husker, sagde han: "Lykke er jo noget ganske dybt. Man kan ikke forfladige ordet ved at bruge det i en forbindelse som 'Den lykkelige vinder af en halv gris'. Det er noget mere."
En af hans kolleger brugte ordet i en sådan dyb, men påfaldende vemodig forstand. Det at være lykkelig kan nemlig også være en rørt, varm, inderlig følelse, knugende lykke, som hos Morten Nielsen i det hyppigt citerede, stemningsfulde digt fra Krigere uden Vaaben: "Verden er vaad og lys / Himlen er tung af Væde... / Hjertet er tungt af Lykke, / lykkeligt nær ved at græde" (1943).
Lidt trist, men vi græder jo også nogen gange af lykke. Det gør de vel også i USA, selvom 'happy' både betyder glad og lykkelig, underforstået, at hvis man er glad og i godt humør, er man også lykkelig. Og dog.

Nogle dage efter, at den amerikanske forfatter Isac Singer fik nobelprisen i 1978, blev han spurgt, om han så ikke var lykkelig nu? Han svarede:
"Jeg var glad og overrasket, da jeg modtog prisen. Hvor længe holder den slags? Nu er jeg det samme tossehoved, som jeg altid har været". Og deri havde han jo ret. Det var en oplevelse og en ære, men følelserne ændrede sig og nye vanskeligheder dukkede op. Han kunne også have svaret med festoriginalen Tove Ditlevsens ord: "Det kommer ikke an på at være lykkelig. Det kommer an på at leve"!

Det sidste er der mange, der har taget til sig. Blandt andet Suzanne Brøgger, der for mange år siden som bekendt gjorde en dyd ud af at gøre opmærksom på, at lyst ikke nødvendigvis er knyttet til forplantning. Nu mener hun imidlertid, vi er gået i den anden grøft. I interviewet med hende i portrætbogen Børn skal ikke lege under fuldmånen (1995) siger hun, at vi her i vores oplevelseskultur i stedet for at nære omsorg for livets opretholdelse, kun går efter spændingsudløsning.
Vi skal hele tiden pirres, både i kærlighed og foran tv, af angst for at komme til at kede os, det værste af alt. På den måde lever vi i en dødsfikseret tid, siger hun. Vi har fået nogle livsformer, hvor man hele tiden må forkaste enhver situa-tion, der udviser den mindste form for komplikation eller ubehag, for så bliver det bare kedeligt. Hun siger: "Alle de bedøvelsesformer (...) er også udtryk for en drift efter spændingsudløsning, vi vil ikke udholde nogen tensions overhovedet. Vi vil gerne pirres, men der skal komme en udløsning meget hurtigt. Instant satisfaction. Vi har vænnet os til, hvordan vi kan manipulere med virkeligheden ved at trykke på en masse knapper og betjeningspaneler og enarmede tyveknægte, hvor der er øjeblikkeligt resultat. Og derfor bliver vi meget dårlige til de menneskelige relationer, som er så besværlige og kræver noget helt andet" (s.67).
Suzanne Brøgger efterlyser altså tid og tålmodighed. Vi hører det også fra bedsteforældre, der forsøger at underholde deres børnebørn med en historie eller noget i den stil. Det er simpelthen umuligt. Det er for kedeligt. Der er ikke nok knapper, der blinker.

I den amerikanske forfatter Henry Millers verden skulle man umiddelbart tro, opskriften var, at man blev glad og lykkelig af at vælte sig i sex, men det er langt fra hele sandheden. Samtalebogen Et liv er nok (1976) viser Miller som en utrolig spirituel mand med stor taknemmelighed og ydmyghed over for livet. For ham er det et mirakel overhovedet at være med! Han er træt af at blive opfattet som en Don Juan og sexguru og siger, at han ikke ved mere om det emne, end en ganske almindelig playboy. Han går videre end dét og siger:
"Når man ikke lever et 'godt liv', et rigt og meningsfuldt liv - fuldt af kultur og andet godt - så forfalder man til sexdyrkelse. Man kan se det hos de fattige... i Indien, for eksempel, i Ægypten, hos araberne. Det er en næsten generel regel. Sex bliver the comforter, den store trøster" (s.99). En overraskende udtalelse fra en myte, der er kendt for at fokusere på sex, men han gik fra grådig anarkisme til meditativ buddhisme og brugte sit sexskriveri til at gøre sig fri. Han var for blufærdig til at skildre den rigtige kærlighed, men holdt sig til den seksuelle og skildrede så sig selv fra den værste side for derigennem at blive ren.
Han blev lykkelig, da han kom til Grækenland i 1940 efter nogle vilde, søgende år i Paris. Grækernes tillidsfuldhed og enkle levevis gør sit til, at han føler sig lykkelig. Han er fuldstændig overvældet af, hvor selvfølgeligt de bare kan sidde med en kande vand ved et bord i solen! I en bog, hvor han undrer sig over sin tidligere rastløse aktivitet, Kolossen fra Maroussi (1957), skelner han mellem en bevidst og en ubevidst lykkefølelse således: "Det er dejligt bare at være lykkelig; det er en grad bedre at vide, at man er lykkelig; men at forstå, at man er lykkelig og at vide hvorfor og hvordan, på hvilken måde, på grund af hvilke sammenstød af hændelser eller omstændigheder, og stadig at være lykkelig, lykkelig over sin viden og væren, ja, det er faktisk hinsides lykke, det er en velsignelse, og hvis man virkelig var forstandig, burde man begå selvmord på stedet" (s.19). Det er klogt og ydmygt sagt, sådan som englen fra Brooklyn også var, samtidig med, at han havde en stor selvtillid, der også er en kvalifikation i forhold til lykken. Man skal nemlig ifølge artiklen både tro på sig selv, være i kontakt med sine følelser og også helst føle en fast identitet.

Nogle dage efter, jeg var kommet hjem, modtog jeg pr. e-post et indisk tantrakædebrev, Anvisning om at leve. Sendt af nogen med et imponerende slogan: "We dont surf, we make the waves". Jeg var åbenbart røget ind i en stime af dybe råd og bud på livets store spørgsmål. Det er en lang liste med store og små livsråd, fra at man skal ringe til sin mor og bede en bøn ofte, til at man altid skal give folk mere, end de forventer.
Et af dens væsentligste budskaber er, at man skal give afkald, slippe og miste. "Døm din succes ud fra, hvad du har opgivet for at få succes", hedder det.
Én af de begivenheder, der kan få folk til virkelig at give afkald, er forelskelsen. I forelskelsen bliver broerne brændt og bagagen kastet i vandet, så man kan nærme sig det nye. Man er parat til at lave historien om, så den passer til det fund, man har gjort. Man opgiver ikke bare sit telefonnummer, nogle opgiver hele deres liv!
I forelskelsen er man generøs, giver uden at bekymre sig, slipper kontrollen og lader varmen strømme imod én. Man går i varme bølger.
Det minder digteren Jens August Schade os om, nok vores mest livsforelskede digter. Lykkefølelsen hos ham blev skænket med en lethed, som man ville ønske, at tilværelsen kunne foregå i noget mere. "Og dagen skulle være én lang række tikroner / henkastet uden overflødig bevægelse på diverse caféborde", som der står i digtet 'Spleen' fra HjerteBogen (1930). Så let skulle det være.
Men bohemen fra Skive gav selv afkald på meget. Han åbnede af princip aldrig rudekuverter. I en periode af sit liv levede han som en anden vagabond i nogle sofaer ude foran d'Angleterre på Kongens Nytorv. Men så pludselig skete der noget: Der kom venner fra udlandet på besøg, eller der dumpede funklende invitationer ned fra himlen, og så havde han da i det mindste dem.

Som kronen på værket sendte DR2 nogle dage efter en hel aften med temaet Verdens tilstand, hvor spørgsmålet "Hvad er lykke?" blev stillet til et bredt udvalg af verdens befolkning. For nogle var lykken at passe deres arbejde, dyrke jorden f.eks. For andre var det at lave the dagligt og arrangere bryllupper for deres børn.
Men for nogle var det bare at være i live med alt, hvad det bragte med sig. Det var meget sympatisk sagt og lød egentlig enkelt:
At tænke ud over sig selv, blive færdige med egoet og række ud efter andre.
Man lærer langsomt at blive ydmyg og taknemmelig for lidt. Et par renvaskede bukser, en god müsli. Hvor ofte går vi ikke med syvmileskridt, når vi jagter lykken, når den i virkeligheden ligger lige foran os?
Eller som én af de interviewede i Facts siger: "Jeg har lagt mærke til, at så snart jeg alt for intenst ønsker mig lykken, står jeg i vejen for mig selv. Derfor er det vigtigt for mig at være spontan og leve i nuet og ofte bare le uden særlig grund, fordi det gør mig godt. På den måde kan jeg ofte få noget godt ud af svære tider."
Deroppe i luften var der ikke så meget at bekymre sig om. Jeg gik ud fra, piloten vidste, hvad han gjorde, og jeg har aldrig lidt af fly-skræk. Tværtimod. Det er skønt at flyve. I alle ordets betydninger. Jeg ved jo, jeg altid lander igen.

Michael Halskov Christensen er cand.phil. anmelder og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mathilde Moestrup
Mathilde Moestrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu