Kronik

Miljøet - ævlet ihjel

22. april 2000

I en flom af bavl om 'bæredygtig udvikling' har politikerne kvalt befolkningens interesse for natur og miljø. Miljøorganisationerne har ladet sig snakke ind i bureaukrati

Lørdagskronikken
Man kan jo se det med sine egne øjne: Nye motorveje pløjer sig igennem landskabet; levende hegn fældes; stendiger bulldozes ned i det, der før var vandhuller. Og - som det hedder på vinduesskilte i butikkerne - spørg efter det, De ikke ser: sommerfuglene, viberne, sanglærken. Agerlandets naturlige dyreliv er i hastig tilbagegang.
Jamen, vil lysseere hastigt indvende: Myndighederne laver da naturgenopretningsprojekter, og flere og flere landmænd lægger om til økologisk drift. Ja, og gudsketakoglov for det. Men hvad der vindes i den ene ende, bliver mere end sat over styr i den anden. Helhedsbilledet er ét af tilbagegang for naturen.
Vi satser kraftigt på at gøre en mindre del af landskabet til oaser, mens den store del i stadigt stigende grad bærer præg af ørken.
Et tilsvarende mønster kan ses i byerne. Der satses store samfundsmidler på byfornyelse i udvalgte områder; enkelte af de nye byggerier er i en menneskelig skala. Byens oaser. Resten er trøstesløshed. Og ligesom i landskabet er det biltrafikken, der sætter udviklingstakten.
Hvordan kan det være sådan? I snart 40 år har verden haft bevidstheden om det moderne samfunds trusler mod natur og miljø. I 1962 vakte den amerikanske biolog Rachel Carson opsigt med sin bog Det tavse forår. Heri beskrev hun den dødelige fare, pesticiderne udgør for dyrelivet, også sangfuglene - deraf titlen.
I 1972 holdt FN i Stockholm sin første store miljøkonference. FN fik et miljødirektorat, alle lande en miljøminister. Frivillige naturorganisationer tiltrak medlemmer som aldrig før.
I 1987 kom under global bevågenhed FN-rapporten Vor Fælles Fremtid, forfattet af kommissionen under ledelse af Norges statsminister Gro Harlem Brundtland. 'Bæredygtig udvikling' var den løsning, rapporten pegede på. Det blev sesam-ordene for magtfulde mænd og kvinder overalt.
Og hvilke resultater er der så opnået i de årtier, hvor miljøet har været på den politiske dagsorden?
I vores del af verden - den vestlige, industrialiserede - ser situationen således ud:
På enkelte punkter er der sket målbare forbedringer. Der er for eksempel langt mindre bly i luften. Det skyldes et virksomt forbud mod bly i benzinen. Tilsvarende er luftens indhold af svovl faldet. Det er en følge af katalysatorer på biler og af bedre rensningsteknikker på kraftværker og i industrien. Også anvendelsen af de gasarter, der nedbryder jordens ozonlag, er for stærkt nedadgående, om end det vil tage mange år, før de gunstige virkninger begynder at vise sig.

Til gengæld er de vestlige samfund kommet til kort over for de fire store trusler:
n Den løbskløbende biltrafik
nDet industrialiserede landbrugs ødelæggende driftsformer
nDe menneskeskabte miljøfremmede stoffer
nTabet af de naturligt hjemmehørende vilde dyrs og planters levesteder.
Afmagten har ført til et voldsomt stigende udslip af kultveilte - med en deraf følgende udsigt til drivhuseffekt. Det skyldes navnlig biltrafikken, som også spreder miljøfremmede stoffer og går hårdt ud over dyrs og planters levesteder.
Landbrugets massive forurening med gødningsstoffer og sprøjtegifte har vist sig meget vanskelig for politikerne at få under kontrol. Landbrugslobbyen - i alliance med de transnationale kemikaliefirmaer - er for stærk at hamle op med.
Den onde cirkel - biltrafik, nye veje, mere biltrafik - er en hoved-årsag til den spredte og tilfældige byudvikling, der spolerer frugtbar dyrkningsjord og værdifuld natur.
Summa summarum: Enkelte punktkilder til miljøødelæggelsen er blevet mindre synlige; til gengæld har de mere diffuse trusler vist sig næsten umulige for de politiske systemer at gøre noget ved.
Endnu værre står det til i andre dele af verden. I de tidligere kommunistiske lande, i Kina og i udviklingslandene slås man både med de gamle forureningskilder og med de nye. Uden nævneværdige sejre.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det forholder sig således. Her er nogle overskrifter fra det danske miljøministeriums 1999-gennemgang af "udvalgte indikatorer" for natur og miljø:
"I de sidste 25 år er det åbne land svundet ind, fordi byerne og de tekniske anlæg vokser."
"Naturens mangfoldighed svinder ind."
"Biltrafikken stiger fortsat."
"Forbruget af kemikalier vokser."
Det er en fattig trøst, at det går endnu hårdere for sig andre steder, sådan som man kan læse om i de nøgterne opgørelser fra Det Europæiske Miljøagentur og fra FN's globale miljøovervågning.
Med sit bidske vid har miljøminister Svend Auken en gang gjort status over udviklingen ved at sige:
"Det bedste, man kan sige om i år, er, at det er bedre end næste år."
Når alt dette er så velbelyst, hvorfor er der så ikke ansvarlige politikere, der handler? Det er der mange og ironiske svar på.
Svend Auken er selv et godt eksempel på situationens dobbeltbundethed. Ved internationale konferencer siger han oftest det gode, det sande og det rigtige. Herhjemme har han modet til at sige, at ud fra hensynet til miljøet burde en liter benzin koste mindst 20 kr.
Men selvsamme Svend Auken er manden, der som formand for Socialdemokratiet indgik de aftaler med den daværende borgerlige regering, der førte til bilbroerne over Storebælt og Øresund og til det motorvejsræs i Jylland, der er blevet argumentet for nye firesporede overalt i landet. Det hænger jo ikke sammen.
Og lige så lidt, som Svend Auken hænger sammen, hænger regeringen sammen. Der er et svælg mellem retorik og handling. Auken får lov til at passe sin lille miljøge-sjæft, når han ikke gør sig alt for ud til bens, men i de store linjer er det andre hensyn end miljøet, der trækker læsset.

Efter Lone Dybkjærs lykkeløse år som miljøminister har De Radikale stille sneget sig ud af deres traditionelle rolle som naturens og miljøets på én gang besindige og ihærdige vogtere. Ligesom Socialdemokratiet har smøget sig ud af den miljøkjortel, partiet bekvemt iførte sig i de år, hvor det var muligt at genere borgerlige mindretalsregeringer ved at lave 'et grønt flertal' i folketingssalen. Den ny trafikminister, Jakob Buksti, signalerer med alle blinklys, at han gerne vil køre forrest i bilismens kortege.
Når landbruget - igen - ikke har levet op til de fastsatte miljømål for nedbringelse af forurening med kvælstof og pesticider, udsætter regeringen tålmodigt opfyldelsesfristen. Også andre politisk besværlige frister - for eksempel for nedbringelse af trafikkens kultveilteudslip - bliver skubbet mod fjerne horisonter.

Hvorfor denne slaphed? Fordi læren fra 1980'ernes miljøaktivisme på Christiansborg frem for alt er denne: Når indgrebene skal batte noget, bringer de partierne i sammenstød med deres rester af kernevælgere.
Effektiv miljøpolitik over for landbruget får de overlevende radikale husmænd til at gøre fortrædelig front med Venstre-landmændene i de magtfulde landboforeninger.
Og intet parti vil lade CD få eneret på at tale bilisternes sag. Der bliver jo flere og flere folk, der er afhængig af bilen - endnu en slags ond cirkel. For det skyldes regeringens egen politik. Med en omskrivning af et gammelt Abraham Lincoln-ord om de fattige: "Gud må elske bilisterne. Ellers ville han ikke have skabt så mange af dem."
Og konsensus er der stort set blandt partierne om at ligge på maven for "konkurrencedygtigheden".
Ned med selskabsskatter, stramme regionplaner og emsige miljøkrav, hvis de stiller sig hindrende for, at virksomheder slår sig ned i landet - eller bliver her. Samme imødekommenhed viser alle andre regeringer verden over, så konkurrencen på eftergivenhed er skrap.
Hele dette tilbagetog er gennemført under banneret 'Bæredygtig udvikling'. Gro Harlem Brundtlands slogan har vist sig at betyde... business as usual.
Herpå er hendes eget land - også i hendes egen statsministertid - et lysende eksempel. Norges energifråds har stedse været en hån mod Brundtland-rapportens anbefalinger af omtanke og langsigtet tænkning.
Det var også i Brundtlands statsministertid, at Norge brød det internationale hvalstop. Siden har den norske regering drevet det så vidt som at bestikke tredjeverdens-regeringer til at stemme for at få hvalstoppet strøget af protokollen.
'Bæredygtig udvikling' kan betyde alting. Og betyder derfor ingenting. Der er noget sørgmodigt ved, at den danske regering har fået kommunerne til at holde studiekredse med miljøinteresserede borgere om Agenda 21, som er 1992-Rio-Konferencens viderespinden på den brundtlandske bæredygtighed. Mens pæne og seriøse borgere arbejder på velmenende indstillinger, sidder kommuneingeniøren og planlægger nye veje - og landbrugskonsulenterne giver landmændene nye råd om 'en for landbrugsdriften mere hensigtsmæssig indretning af landskabet'.
Alt bavlet om bæredygtigheden har givet befolkningerne i vores del af verden det indtryk, at miljøproblemerne er ved at være bragt under kontrol. At "det går den rigtige vej". For det siger politikerne jo, sådan i det store hele.
Og eksperterne? Nå, ja, de er altid uenige. Sådan fremgår det i al fald af medierne. I deres efterhånden sparsomme dækning af miljøstoffet gør de mest ud af uenighederne. Og af de Rasmus Modsat'er, der stiller sig op og siger, at alt det dér med miljø er rent hysteri, og at verden aldrig har haft det bedre.

Og hvor er miljøorganisationerne henne? Man får en fornemmelse af, at de er druknet i alt våset.
"Vi er under pres, blandt andet fordi de emner, vi arbejder med, er meget abstrakte," klagede naturfredningsforeningens direktør for nyligt i Politiken - også som en forklaring på, at det er svært at holde på medlemmerne.
Til følelsen af abstraktion bidrager det utvivlsomt, at miljøorganisationerne har ladet sig lokke af snedige politiske tilbud om 'at gå ind og påvirke systemet indefra' - spille praktiske grise og komme med humane forslag til tremmegulvets nærmere indretning.
Megen energi kan bruges på bureaukratisk "integration på EU-plan af miljøhensyn i andre sektorer" - uden at der nødvendigvis kommer meget andet ud af det end papirstrømme - mens miljøet støt skrider ned ad bakke uden for kontorvinduerne.
Tilsvarende kan Agenda 21 lokke, med al sin velvillige idealisme - og fordi der er mulighed for at hente offentlige midler til arbejdet.

Prisen er selvsagt, at miljøorganisationerne nedprioriterer det, der i fagsproget hedder de konkrete sager: Dér, ude i virkeligheden, hvor et stykke natur enten skal bebygges eller ikke bebygges; en vej laves eller ikke laves.
De sager giver ballade - upopularitet - med politikerne, der helst vil have, at det hele glider. Og med erhvervslivet, med fagforeningerne. Ja, med alle veletablerede interesser.
Men samtidig er den slags sager til at forstå for offentlighed og medier: Hov, nu drejer det sig pludselig om noget! Bare én vundet konkret sag kan være med til at ændre et uheldigt mønster. Det kan en tabt sag faktisk også. Den kan føre til, at alle ser, at kursen er gal.
Og hvad er samfundsudviklingen andet end summen af enkeltbeslutninger?
Måske ligger vejen ud af abstraktionerne - og bavlet - i, at miljøorganisationerne igen begynder at gå meget konkret til værks. Pust luft i gummibåden, Greenpeace! Spænd gummistøvlerne på, naturfredningsforening! Lænk jer til regnskoven, Verdensnaturfond!
Miljøet er konkret. Det er dét, vi lever i.

David Rehling var 1984-96 direktør for Danmarks Naturfredningsforening, i samme periode
vicepræsident for de europæiske miljøorganisationers fællessammenslutning, EEB.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu