Alene teksterne er et studium værd, når Gnags, Danmarks ældste fungerende rockorkester, finder ny inspiration i sorgens dybe frodighed
Lørdagskronikken
I en af stroferne på Gnags' netop udgivne nye album, Ridser, revner og buler hedder det
"Og nøgne træer strækker sig
desperate som skrig
som den dag du fortalte mig
nu er det hele forbi"
En bemærkelsesværdig plade, alene af den grund, at det ellers så livsbekræftende band, der blandt publikum måske mest associeres med "Lygtemandens sang", "Rytmehans" og talrige andre glade sange, nu beskæftiger sig mest med livets dystre aspekter, sorg, afmagt, adskillelse.
"Mød mig på Sårbar/bag Para-
den nummer 17"
... hedder det i titelnummeret, og senere i sangen "Så er det godt at ha' venner":
"Jeg gemmer mig når jeg
græder
kikker væk og slår blikket ned
Jeg gemmer mig de ensomste
steder
så fordækt er min
skrøbelighed."
Al denne melankoli skal søges i, at Gnags ifølge eget udsagn, har været gennem både sygdom, skilsmisse og pludselig død. Det har givet dem en skrøbelighed og sårbarhed, der på en glasagtig vis skinner igennem, selv når musikken tidvis står i kontrapunkt til indholdet.
"Når den glød kun kærlighed
kender/brænder ned mellem
dine kolde hænder"
- siges det med en snert af bitterhed i sangen "Pludselig".
Og pludselig er vi væk, så vi må lære at elske livet- eller i hvert fald acceptere det - på dets egne præmisser, og dermed også sorgen og det definitive.
Bluessymbolet bruges da også i både "Efterår" og "Så er det godt at ha' venner", hvor henholdsvis en jazzsanger og en bluesmand krænger sin sjæl ud.
Jo, evigt ejes kun det tabte, og tidens tand giver både ridser og revner, men tro nu ikke, at der er tale om en sørgmodig cd-udgivelse fra Danmarks grand old rockorkester; der er håb, der spirer, oprørstrang, og bid og rytmer i musikken; 'gnister i granitten', og rullestenen ruller endnu, som det høres i indledningsnummeret. De vil ikke forblive i "sorgens dybe frodighed", som det hedder på "Så er det godt at ha' venner", for som i rullestenen, er der noget, der "længes efter at komme ud".
At guitaristen nu hedder Mika Wandborg og bassisten Bastian Sjelberg, der også vil være med på scenen, når Gnags begynder deres Danmarksturné i maj, gør ikke musikken ringere, og stilmæssigt bevæger vi os stadig i rockgenren, sine steder legen med elektronikken, men også den latinamerikanske musik.
Per Frost er holdt op i bandet, for at være freelance musiker, og Jens G. Nielsen måtte desværre stoppe som udøvende musiker i Gnags på grund af sygdom, men fungerer dog stadig i kulisserne som inspirator og kritisk øre, og har velsagtens været medvirkende til, at Gnags lyder genkendeligt, trods den engelske mixer/coproducer Mark O'Donoughues hang til at male med store lydpensler.
Men jeg må indrømme, at det stadig er tekstsiden - den bedste hidtil, efter min mening - der er mest fascinerende. Sjældent har vi oplevet et så poetisk koncept fra Gnags side, og det klæder dem.
Nu er alt jo ikke sygdom og ulykke, der er som vanligt også plads til udfald både hér og der; ja faktisk kan man sige, at Gnags måler deres egne erfaringer og fejl-trin med samfundet som helhed betragtet - det er modigt, og det er vellykket.
"Det er ikke til at skelne det falske
fra det ægte
Hvor alle har så travlt med at
spille
så perfekte
Min erfaring er med mennesker:
Det er de ufejlbarligste, der er
de farligste"
- hedder det råt for usødet i "Ridser revner og buler", en sang om blandt andet at bære maske over sorg, over fejl. Gnags "tager det hele med" som jazzsangeren i "Efterår", hudløst, ærligt og vedkommende. Også når kritikken rammer snæversynet og en higen efter korrekthed for enhver pris - også venskabet. I "Fløjtesangen", der giver mindelser om "Danmark" siges det:
"Sig goddag til 'en jeg kender
Du kender hende måske ikke
men det ku også være dine øjne
Hun kommer her næsten dag
ligt
Og hendes tøj er kikset,
outdated, passé
Men hun skal vel ikke
holdes ude for det?"
Jo, "venskabets bog går fra A til Å".
Gnags er respektaftvingende med deres vedholdenhed og publikumstække i en benhård branche, da især i disse år, hvor det at et dansk orkester rent faktisk synger på dansk, og tilmed skriver gode tekster, de-sværre er blevet en sjælden oplevelse. 35 års karriere, Grammys, blandt andet en æres-grammy i februar, samt godt en snes album er det blevet til, siden den spæde start som pigtrådsorkester med engelske tekster. Den gang hed de Those Gnags.
Debut'en fandt sted under lidt mere beskedne forhold, end gruppen er vant til nu, nemlig i et udstillingsvindue i Skjerns boghandel i julen 1966. Denne happening skaffede dem hurtigt mange job i de lokale ungdomsklubber, og i 1968, i den vildeste flower-power periode, vandt Gnags et delt Danmarksmesterskab i beatmusik. Dette banede vejen for den første single "Eyes and ears", og resten er rockhistorie.
Fra "På vej" i 1971 sang bandet på dansk, og med deres kollektive indstilling og despekt for autoriteter påbegyndte de for egen regning og risiko i 1974 at indspille albums på deres eget pladeselskab Genlyd, hvorfra langt de fleste af deres største succeser har set dagens lys. En overgang havde Gnags en anden cd-aktuel kunstner, Henning Stærk, med på trommer. Dette samarbejde huskes især for albummet "Er du hjemme i aften", der blev en stor kommerciel succes med sange som blandt andre "Under bøgen".
Men kommercielle har Gnags aldrig været - tværtimod lever de rent faktisk op til den solidaritet, der er et gennemgående hovedtema i produktionen, og deres engagement i også tredje verdens lande har blandt andet udmøntet sig i, at gruppen i 1988 turnerede på Cuba og i Nicaragua, hvor de senere aktivt støttede etableringen af et kulturhus i hovedstaden Managua.
Gruppens hjerte har også banket varmt for de udstødte og de fremmede. Således indgik de et samarbejde samme år med Dansk Ungdoms Fællesråd med singlen "Rejsegrammofonen/lisom bobler", i et led i kampen mod fremmedhad under et af de mest optimistiske mottos i nyere tid: 'En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu'.
Sommeren det år helligede de sig koncerter, hvis overskud gik til Muskelsvindfonden. Senere er det blevet til flere udlandsrejser, blandt andet i Afrika og Indien (der også gav nye toner og musikalsk inspiration til bl.a. "Mr. Swing King") og flere velgørenhedskoncerter. Har Gnags endelig haft økonomisk overskud, er det gået til nye projekter og musikalske eksperimenter, så et 'velhaverband' er der ikke just tale om, selv om bandet er blandt de mest afspillede i radioen gennem tiderne.
Efter hver større turné og ny albumudgivelse har dele af pressen erklæret orkesteret for opløst, og Gnags må efterhånden have sandet Mark Twains ord: "Rygterne om min død er stærkt overdrevne", for hver gang er de vendt stærkt tilbage.
Men i 1996, efter udsendelsen af "Gösta Hammerfedt" og en lang opslidende turné, måtte de dog - foreløbigt - kapitulere med ordene: "Man skal ikke blive på scenen længere, end man har show til". To år er gået, til ny inspiration, men nok så meget til moden eftertanke om altings forgængelighed.
Trods sorg og uigenkaldelige tab, er hverken spillelysten eller livsglæden knust. Håbet er "Ligesom solen efter regnen tænder længsel i fuglenes sang/som forår vågner endnu en gang", en sang, der passende afrundes med ..."som den gamle sagde: man må lære at elske verden som den er".
Gnags' nye album, Ridser revner og buler udkom i torsdags og blev - entusiastisk - anmeldt af Torben Bille, der bl.a. skrev om "det smertelige råstof, der kan forløse" og sluttede: ..."indtil videre den dejligste danske plade i dette århundrede."
Peter Aarestrup er cand.mag. og freelance-journalist.
