Læsetid: 4 min.

Den niende april

17. april 2000

Anstændighed i debatten må være vigtigere end et ja eller nej til en fælles mønt

Stemmekapring
Den niende april var og er naturligvis en sorgens dag. Også i år, på 60 årsdagen for den tyske besættelse, var folk samlet for at mindes dem, som faldt for tyskernes kugler. De pårørende var naturligvis oppe i årene.
Om et par årtier er de borte - de som oplevede nazismen på deres egen krop. Spørgsmålet bliver da, hvordan vi kan og bør erindre. Ét er dog sikkert. Det er deres traume. Det er dem, som har mistet.
Jeg er ikke barn af krigen, men den betyder alligevel noget. Holocaust står for mig som symbolet på den ultimative ondskab. Selv om jeg ikke kender deres navne, betyder de, som gav deres liv, også noget. Deres offer udtrykker menneskets humanitet. Det er handlinger som deres, der gør planeten beboelig. Men igen. Ofret er ikke mit. Jeg vil altid føle mig lidt som en tilskuer på dage som den niende april.

Traumatisk erfaring
Den franske filosof Jean Francois Lyotard indleder sin bog Le Différend med et paradoks, som illustrerer erindringens problem. Han spørger: Hvordan kan de nazistiske dødsfabrikker erindres, når de, som var der, netop blev frarøvet livet? Hvem kan på autentisk vis skildre og repræsentere deres lidelser? Hvem kan overfor revisionisten bevise, at han døde i gaskamrene?
Det kan naturligvis ingen. Holocaust er et traume, præcist fordi det ikke kan repræsenteres og symboliseres. Vi bliver derfor heller aldrig færdig med nazismen. Den kommer til os som til soldaten, der nat efter nat genoplever krigens traumer.

En forfejlet epoke
Måske er det bedst sådan. Forsøgene på at forklare nazismen med henvisning til den særlige tyske udviklingsvej, Hitlers person eller noget tredje har tendens til at reducere nazismen til blot en forfejlet historisk epoke. Men er det centrale ved nazismen ikke netop, at det kunne have været os, der havde ageret som bødler? Bør den derfor ikke også være vores erfaring?
Jeg tror, at Holocaust for mange er forbundet med en traumatisk erfaring, og i den forstand med noget ufatteligt, som vi er fordret til at forstå. Hvordan skal vi ellers forstå den stadige refleksion over nazismens væsen, som vores samtid er præget af? Måske ligger der bag dette fokus på nazismen en angst for at glemme. En angst for, at læren fra nazismen ikke længere er vores og for at arven ikke længere vil blive forvaltet på anstændig vis.

Neuropa
Hvorfor disse refleksioner over traumet og over nazismen? De passer dårligt til avismediet. Emnet er tungt og følsomt. Vanskeligt og uhåndterligt. For at sige det som det er: Anledningen er Dansk Folkepartis kampagne mod euroen. Jeg har sjældent oplevet noget så usmageligt. For mig et udtryk for en fundamental disrespekt for det, den niende april er.
At hævde, at ØMU'en er modelleret over Hitlers plan for et Neuropa, som Camre gjorde, var en skændsel. Og det blev ikke bedre af, at han senere undskyldte sig med, at det bare var en morsomhed. Det var det bestemt ikke. Kristian Thulesen Dahls anklager mod Marianne Jelved, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup for at begå landsforræderisk virksomhed var også under lavmålet.
Når der siges den niende april, kan man ikke undgå at associere til den tyske besættelse af Danmark. Og det var naturligvis tilsigtet. Som vi mistede vores selvstændighed i 1940, er vi nu igen ved at miste den - oven i købet frivilligt.

Anstændighed
Den værste svinestreg, mener jeg imidlertid, var Dansk Folkepartis henvisninger til Poul Nyrups far under en folketingsdebat. Nyrup havde nogen tid inden debatten fundet ud af, at hans far havde været medlem af nazistpartiet i Danmark. Det var der flere i folketinget, som vidste, men de holdt det for sig selv. Nyrup havde ret til selv at bearbejde denne traumatiske erfaring, syntes den almindelige holdning at være. Dog ikke i Dansk Folkeparti. De brugte derfor denne oplysning i en ophedet debat om flygtninge og indvandrerpolitik. Anledningen var, at Nyrup havde beskyldt Dansk Folkeparti for ikke at være stuerene, og svaret var prompte, at det var der vist heller ikke i hans egne stuer.

Nazismen var andet
Referencerne til nazismen, som vi har set dem i dansk politik, er ikke blot upassende. De banaliserer, hvad nazismen var. Hvis man kunne spørge ofrene, er jeg sikker på, at de ville have sagt, at nazismen var andet end et fælles europæisk valutasamarbejde. Den var også andet og mere end et spørgsmål om afgivelse af monetær suverænitet.
Den var et nøje planlagt og systematisk udført mord på jøder, kommunister, sigøjnere og mange andre med den eneste grund, at de var jøder, kommunister eller sigøjnere.
Det handler også om dem, som gav livet i kampen mod nazismen. At reducere deres bedrifter til et element i en politisk retorik er at overse storheden i disse bedrifter. Og lad dem, som sørger over tabet af deres kære, sørge i fred.

Alt kan misbruges
De efterhånden hyppige referencer til nazismen vidner om, at intet længere synes helligt. Alt bruges i forsøget på at kapre stemmer. Bør vi ikke insistere på, at politik, som alle andre aktiviteter, fordrer et vist niveau af anstændighed og respekt? Dette spørgsmål er vigtigere end et ja eller nej til en fælles mønt. Ja, vigtigere end politik. Det handler ikke kun om respekt for den anden, men også om selvrespekt.
Når vi har tabt den, har vi tabt alt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu