Blev ideen om et socialistisk samfund en parentes i historien? Hvis ikke, hvorfor tager mange det så for givet, at socialismen er smidt i skraldespanden?
Historisk set
To påstande er næsten blevet en del af den fælles bevidsthed om, hvordan verden hænger sammen: At den 'klassiske' socialisme, forstået som et samfund, hvor de vigtigste produktionsmidler er samfundsejede, ikke længere er på dagsordenen, og at kommunismens sammenbrud er grunden til, at de fleste har opgivet tanken om socialisme. Begge påstande er forkerte.
Socialisme er et samfundssystem, hvor det arbejdende folk kontrollerer produk-
tionsmidlerne og det, der produceres. Da det arbejdende folk udgør et stort flertal af befolkningen, kan indførelse af socialisme ikke betyde en indskrænkning af demokratiet, det er tværtimod en udvidelse af demokratiet til at omfatte alle dele af samfundet.
Socialismen har endnu aldrig eksisteret i virkelighedens verden; alle forsøg på at indføre den er slået fejl. Heraf slutter mange, at der er noget i vejen med selve ideen. Men forsøgene er slået fejl af grunde, der alle kan føres tilbage til en enkelt historisk begivenhed, som intet har at gøre med de grundlæggende socialistiske ideer.
De forsøg, der har været gjort på at føre de socialistiske ideer ud i livet kan deles i to grupper:
De kommunistiske diktaturstater i Rusland, Kina osv. og den socialdemokratiske arbejderbevægelse.
For at begynde med de første har de kommunistiske diktaturstater i Rusland, Kina osv. aldrig haft noget med socialisme at gøre. Produktionen og fordelingen af det producerede er/ var ikke kontrolleret af hverken folket eller arbejderklassen i snævrere forstand, men af en lille selvsupplerende elite.
Alle disse regimer er en direkte følge af den russiske oktoberrevolution i 1917. Nok er mange af dem resultat af en ægte revolution med støtte fra en stor del eller et flertal af folket, men de endte alle i diktatur af grunde, der kan føres tilbage til oktoberrevolutionen: Den tyske revolution, stalinismen, nazismen, Anden Verdenskrig og den kolde krig.
Oktoberrevolutionen var en usandsynlig, uforudsigelig hændelse, hvis betydning for verdenshistorien det næsten er umuligt at overvurdere. Og havde det ikke været for én mand havde den aldrig fundet sted!
Indtil få måneder før var Lenin i mindretal i sit eget parti, hvor de fleste (med rette) mente, at det var en dårlig idé at overtage magten ved et militærkup. Men det lykkedes ham at vinde flertallet over på sin side med det uundgåelige resultat: Bolsjevikkerne vandt, fordi deres ideer havde støtte i en stor del af befolkningen, men på langt sigt tabte de, fordi deres måde at komme til magten på måtte ende i et diktatur, som fjernede sig mere og mere fra de selvsamme ideer.
Påstanden om, at et socialistisk partis overtagelse af magten og omdannelse af samfundet efter sine ideer nødvendigvis må ende med diktatur, bygger på den antagelse, at dette er sket i mange af hinanden uafhængige tilfælde, som alle har givet samme resultat. Men sådan er det ikke . Der har kun været en primær kommunistisk revolution, og så en hel masse sekundære.
Men hvad så med den socialdemokratiske arbejderbevægelse? Når den ikke har gennemført socialismen i de lande, hvor den har haft støtte fra en meget stor del af befolkningen, skyldes det også indirekte oktoberrevolutionen! Den inspirerede i Finland, Tyskland, Estland, Letland og Ungarn til mislykkede oprør, som ødelagde chancerne for socialdemokratiet og banede vejen for fascismen.
Kommunismens grusomheder blev brugt som påskud til at oppiske en hysterisk antisocialistisk stemning i de industrialiserede lande - det var i de år, arbejderbevægelsen i USA blev effektivt smadret. Arbejderbevægelsen blev spaltet i to dele, hvilket svækkede den og muliggjorde nazisternes magtovertagelse i Tyskland.
Kommunistpartierne kom til at fungere som redskab for Sovjets stormagtsinteresser, som ofte var i modsætning til arbejderbevægelsens interesser i de enkelte lande.
I lande som Storbritannien, Sverige og Frankrig, hvor der i længere perioder har været socialistiske parlamentsflertal, er der sket gennemgribende reformer til gavn for den brede befolkning. De må ikke underkendes, lige så lidt som de kolossale fremskridt i lande som Danmark, hvor arbejderpartierne kun i korte perioder har haft flertallet alene.
Man kan blot se på USA for at forestille sig, hvordan det ville være at leve i et samfund, hvor arbejderbevægelsen aldrig har spillet nogen politisk rolle.
Men de socialdemokratiske partier er altid veget tilbage for det afgørende skridt: Nationalisering af og effektiv folkelig kontrol med den overvejende del af produk-
tionsmidlerne. Dels fordi statseje blev forbundet med det system, der herskede østpå, og kommunisterne havde annekteret begrebet arbejdermagt. Dels fordi man var nødt til at stå sammen med de borgerlige mod den fælles fjende - kommunismen.
Hvad angår den anden påstand, nemlig at socialismens tilbagegang i vest skulle være en følge af 'murens fald' i øst, så er den forkert af to grunde.
For det første begyndte socialismens tilbagegang længe før murens fald. Den var som alle udsving i tidsånden dels et resultat af samfundsmæssige ændringer, dels en reaktion på den foregående periodes idéklima.
Efter 60'ernes venstredrejning kom et pendulsving mod højre i slutningen af 70'erne. Liberalistiske ideer vandt frem, og en række lande fik højreregeringer, bl.a. USA, hvor Reagan startede en massiv oprustning, som tvang Sovjet til at bruge en så stor del af sin produktionskapacitet på militæret, at det fremskyndede systemets sammenbrud, samtidig med at liberalistiske tanker trængte over jerntæppet.
Det er altså rigtigt, at der er en årsagssammenhæng mellem de to processer. Den er blot den omvendte af, hvad mange tror.
For det andet var det kun få socialister, der identificerede systemet i øst med den socialisme, de kæmpede for. I Danmark tog størstedelen af venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet afstand fra de østeuropæiske regimer. Vi håbede lige så brændende som de borgerlige, at folkene en dag ville rejse sig og styrte de kommunistiske diktaturer. Og vi jublede lige så meget som andre, da det endelig skete.
Men mange af os blev forvirrede, da man genindførte kapitalismen i samtlige lande. Vi havde altid taget for givet, at hvis kommunismen nogen sinde faldt, ville det være, fordi folket tog magten fra pamperne og indførte rigtig socialisme. Vi havde aldrig i vor vildeste fantasi forestillet os, at man kunne gå, tilbage til kapitalismen, når den en gang var afskaffet.
Men bagefter er det let at se, hvorfor det skete: Magthaverne i både vest og øst havde haft en fælles interesse i at bilde folk ind, at det eneste alternativ til kommunismen var det system, man havde i vest. Derfor valgte folk selvfølgelig det.
Kommunismen var en kolossal fejltagelse, et verdenshistorisk sidespor. Jeg har her søgt at vise, at den direkte eller indirekte er skyld i de fleste af de ulykker, der har plaget menneskeheden i det 20. århundrede. Dens fald er og bliver et fremskridt, og har betydet en hidtil uset politisk og åndelig frihed for flere hundrede millioner mennesker. Og den har befriet os fra det, der i årtier lå som en dyster undertone under vores liv: Bevidstheden om, at vi og hele vores verden, hvad dag det skulle være, kunne blive udslettet i en atomkrig.
Men kommunismens fald banede også vejen for kapitalismens overtagelse af magten på verdensplan. Ikke alle Marx' og Engels' forudsigelser holdt stik:
Arbejderklassen blev ikke mere forarmet, tværtimod, blandt andet fordi den takket være Marx og Engels har kæmpet for at forbedre sine levevilkår. Det har stimuleret kapitalismens udvikling og givet den ny livskraft, hvad socialismens pionerer ikke forudså.
Men på et punkt fik de ret: Kapitalismens magt er nu mere omfattende end nogen sinde før. 'Informationssamfundet' og 'drømmesamfundet' er jo bare andre ord for, at flere og flere områder af vort liv bliver underlagt markedet. Med privatiseringen og globaliseringen mister staterne magten over større og større dele af samfundsøkonomien, som dermed glider ud af den arbejdende befolknings demokratiske kontrol.
Højrefløjen har haft held til at få tabuiseret alt, der blot lugter af socialisme, og det så effektivt, at det kan se ud, som var der intet alternativ til en mareridtsagtig superkapitalistisk fremtid, hvor kæmpestore multinationale selskaber i al evighed skalter og valter med mennesker og ressourcer, som det passer dem.
Men de sande socialistiske ideer må have bedre muligheder nu, hvor den falske socialisme er ryddet af vejen. Og der er mere end nogensinde brug for modstand mod kapitalismen. De grundlæggende problemer er jo de samme, som de hele tiden har været, tilsat et par nye:
Sult i Den tredje Verden, krig, miljøødelæggelse, gift i mad og arbejdsmiljø, arbejdsløshed, fremmedgørelse og kulturel forarmelse, trusler mod menneskets og livets værdighed fra bio- og informationsteknologien.
Problemer som vi i dag har midlerne til at løse, hvis blot de politiske magtforhold tillader det.
Et socialistisk samfund har endnu aldrig eksisteret. Men der er intet, der tyder på, at det ikke ville kunne fungere. Og meget, der tyder på, at det kunne fungere ikke så lidt bedre, end det system vi har nu.
Joen Juel Jensen er cand.mag. et art. og lærer på Skælskør Folkehøjskole
