Kronik

Uoverskueligt som et puslespil

Debat
19. april 2000

- men samlet af en kunstners insektøje. Sådan kan den store kunst forstå sin tid bedre, end tiden forstår sig selv, skriver Merete Pryds Helle om Virginia Woolf - filmaktuel med Mrs. Dalloway

Tro & Filosofi
I hvor høj grad er vi som mennesker påvirket af den måde, sproget anvendes på i det omgivende samfund? Når historien, med dens hverdage og dens krige, pludselig tager et spring og sætter hastigheden i vejret, tilpasser menneskesindet sig så virkeligt hastigheden ved at opgradere sanseapparat og finjustere sproget? Og afføder denne sindstilstand en ny litteratur?
Når man læser Virginia Woolfs (1882-1941) romaner, især Bølgerne, Mrs. Dalloway og den bog, hun selv omtaler som et psykologisk digt, nemlig Til Fyret, bliver man mødt af en original, på en gang skarp og porøs forfatter, som i sine værker trækker det tyvende århundredes problematikker frem: Kvindens stilling, sproget, hastighedens og den indre, krinkelkrogede tankeverdens mysterier. Hun gør det på en uhyre ny måde, som om hun fra sin position sansede de strømninger, der har påvirket os frem til i dag, og lod dem løbe igennem sin pen.
Det, Woolf forsøger at gøre i sine bøger, er at genskabe den måde, vi sanser og i tankerne rekonstruerer omverdenen på.
Det er det paradoksale tyvende århundredes sprog, hun søgte, og i høj grad fandt. En rytme, en bevægelse, der kunne indeholde alt fra de mest banale ting, som varmedunken under armen på vej i seng, til skyttegravsoplevelsens efterfølgende sammenbrud.
Man må spørge, om det sprog, en moderne forfatter benytter sig af, kommer udefra eller indefra? Kunne Virginia Woolf have skrevet de samme bøger, i det samme sprog, hundrede eller halvtreds år før? Jeg vil vove den påstand, at en forfatter er i stand til at ændre sin tids opfattelse af sig selv og ikke omvendt.
I Virginia Woolfs bog Bølgerne møder vi seks personer, som vi følger fra barnsben. Der er også en syvende, vi aldrig møder, der som et 'jeg' optræder som et fraværende centrum.

De forskelle, der er mellem børnene, udvider sig år for år. Og hvorfor, spørger forfatteren. Er det fordi tanker tænkes fundamentalt forskellige, i forskellige mønstre, med forskelligt indhold, selvom man starter livet med de samme indtryk? Findes der et jeg, overhovedet, der kan forme de mønstre, tankerne falder i, og styre dem?
Da Bølgerne er en roman og ikke en psykologisk afhandling, er svaret ikke entydigt. Men Woolfs budskab er, at livet må man leve, fordi man har det, og forsøge at kunne skelne mellem det, der står til at ændre i ens tilværelse, og det, der ikke gør. Og, at vi mennesker nok er væsensforskellige.
Vi er vænnet til at tænke, at de historiske begivenheder slår ind i det enkelte menneskesind med en så stor kraft, at dette, i sin egen livstid, forandres, og kan ændre sit sprogs og sine sansningers struktur. Måske fordi de historiske begivenheder bader realiteterne i et nyt lys, og realiteterne ufortrødent og nysgerrigt kaster sig ind i sproget og ønsker at forklare sig påny.
Hvis man betragter den menneskelige udvikling, kan man også vælge at se sproget som et slags DNA-molekyle, der muterer af sig selv og forårsager udviklingsspring, som muligvis finder sted samtidigt, hos flere mennesker i vidt forskellige kulturer. Som skriftsprogets opståen, for eksempel. Hvis sproget har et sådant selvstændig liv, vil det forandre sig uafhængigt af verdenskrige, tekstilindustri, dampmaskine, lokomotiver og massemedier.
Noget har ændret sig siden midten af det sidste århundrede: Vi betragter mennesker i højere grad som skæbner, formet af deres psykologi. Hvad er der sket, siden personligheden træder frem, porøs, formbar og interessant? Skal man kigge indad i mennesket, til en udvikling i sindet, eller udad mod det nye sanseindtryk?
Hos Virginia Woolf bliver sproget eksponent for en bevidsthedsstrøm, en bevægelse, hurtig, skarp, fluktuerende. Hendes sind og tanker bevæger sig som en togvogn - og hendes spørgsmål er: Hvad sker der, hvis jeg sætter mig ind i en andens kupé? Hvilke tanker og sansninger findes der?
Woolf tror på, at vi må tænke ens bag hudens grænse, og når man læser hendes essays, hvor hun hudløst blotter sig selv, genkender man meget - også de mest pinlige måder at tænke sig selv på, som en slags helt i omverdenen.
Individet har - som personen Virginia Woolf selv, og som de ofte skrøbelige personer hun skaber i sine romaner - kun en tynd hud mellem sindet og verden.

Som Mrs. Dalloway, der i begyndelsen af romanen af samme navn går omkring og sanser i Londons gader. Hun er centrum i et mylder, et lidt usikkert centrum ganske vist, som betragter opløbet foran slottet, fordi dronningens bil kører ud - det er sjovt at tænke på, at den dronning, der optræder i romanen stadig lever. Længere er århundredet heller ikke.
Mrs. Dalloway sanser, registrerer, oplever, mens et mylder af tanker og erindringer flyver i store mønstre af associationer igennem bevidstheden. Og så pludselig er det som om, verden står stille og oplevelsen af verden går ind under den konkrete, sansbare verden.
Den type oplevelse er genkommende hos Woolf, både i hendes romaner og i hendes liv. Der op-står en mystisk oplevelse af sammenhæng og overensstemmelse - og så er den væk igen.
Moments of Being, kalder Woolf det. Hun forsøger at gribe disse øjeblikke og skabe oplevelsen for læseren i sin litteratur. Hun undersøger, hvad der fører os frem til disse momenter, hvad der omgærder dem, og hvad de efterlader. Det er ikke ens for alle mennesker. Hendes personer er oftest mennesker, der kæmper sig ind i en identitet, for bagefter ikke at være helt sikre på, hvad de skal stille op med den - og måske forlader de den igen.
Den enkeltes sind føles som en afgrænset enhed, men når verden mærkes hos Woolf og overvælder den daglige personlighed, beskrives det som regel som en nedadgående bevægelse, som åkande-stængler, faldende blomsterblade, jordhemmeligheder og lys.
Disse metaforer overgås kun af havet og dets bølger, der måske er indehaver af den store værens-overensstemmelse - homogent og i bevægelse, som Woolfs sprog. "Øjeblikkets intensitet", skriver hun et sted.

Man mærker det, mens man læser hendes bøger. Et andet sted, nedskrevet i dagbogen under arbejdet med hendes stils mest gennemførte tankestrømsroman Bølgerne: "Min teori er, at det egentlige øjeblik ikke eksisterer - heller ikke tiden."
Det, der eksisterer, er noget under tiden - og tiden er så underligt hoppende i begyndelsen af århundredet. For ting ændrede sig, hurtigere end det langsommelige, oplevelsesdrøvtyggende menneskesind kunne følge med.
Woolfs tidsopfattelse er som et tredimensionalt koordinatsystem - der er et nu, midlertidigt, hvorfra en masse pile udgår i alle retninger. Virginia Woolf viser os sit syn på verden, sit sind og sit fantastiske skarpe og righoldige sprog, struktureret anderledes, end det nogensinde er set før, i sprogets historie - selvom det måske er tænkt sådan før i en masse menneskers sind. Det er præcist det, vi aldrig vil vide.
Et sted skriver hun om det at læse, at det er at tilføje noget til ens syn på livet. Man må sige, at med århundredets mangefacetterede litteratur, som hun nok er den fornemste eksponent for, er læserens syn på livet blevet så mangefacetteret som et insektøje.
Positivt kunne man sige, at hvis menneskesindet virkelig afspejles i litteraturen, er der sket noget i vores århundrede, der giver rum for en sanset mangfoldighed, der aldrig før er set magen til. "Altså, er livet meget solidt eller meget omskifteligt? Jeg bliver forfulgt af de to modsætninger. Dette har altid foregået; vil vare ved altid; går ned til verdens bund - dette øjeblik jeg står på. Det er også flygtigt, flyvende, gennemsigtigt. Jeg vil passere forbi som en sky på bølgerne. Måske er det sådan, at selvom vi ændrer os, den ene flyvende efter den anden, så hurtigt, så hurtigt, er vi alligevel på en eller anden måde successive og kontinuerlige, vi mennesker, og lyset kan skinne igennem os. Men hvad er lyset?" (V.W. i sin dagbog 4. januar 1929).

Det er ikke til at sige med sikkerhed, om Virginia Woolf er den første, der forstår at vise den måde, vi egentlig er på, og lige så vel kunne have beskrevet mennesker i ethvert andet århundrede. Eller om hun skriver om os, som hun gør, fordi vores måde at tænke på er formet af moderniteten, og hun forstår at gribe sin tid.
Måske skal man i stedet vende sagen om og sige, at hun - sammen med sine samtidige, James Joyce, T.S. Eliot osv. - får os til at opleve moderniteten, som vi gør. Sådan at billedet af den findes, men så u-overskueligt som et puslespil - og at det er Virginia Woolfs skarpe skalpel, der skærer brikkerne så præcist til, at vi er i stand til at samle billedet.

Merete Pryds Helle er forfatter.

Filmen Mrs. Dalloway, bygget over Virginia Woolfs roman fra 1925, har netop haft dansk premiere. Informations Morten Piil skrev om forholdet mellem bog og film bla., at "Virginia Woolf nægtede at sætte sine personer på formel. Det samme gør (instruktøren) Marleen Gorris. Og heri består den trofasthed, der nok er den mest betydningsfulde i forholdet mellem det små-geniale forlæg og filmatiseringens smukke håndværk."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her