Kronik

Hvad i alverden bør fredes?

Debat
4. maj 2000

Naturen er god, civilisationen er ond. Sådan ser mange miljøforkæmperes verdensbillede ud. Men faktisk er ikke al natur specielt ønskværdig

Økonomi & Politik
Tres procent af verdens 237 største floder er reguleret". "Et nyt kemisk stof hver 27. sekund". "Verdens befolkning vokser og vokser". "Flere og flere motorveje i Danmark".
Rækken af skæbnesvangre udsagn er hentet fra det store tema om miljøets og miljøbevægelsernes tilstand i Information den 22. april. Men oplysningerne kunne stamme fra så mange andre artikler om miljøpolitik. Det ser i sandhed sort ud, forstår man.
Spørgsmålet er for hvad? Er det egentlig menneskets overlevelse på lang sigt, biodiversiteten, dyrenes rettigheder, muligheden for æstetiske oplevelser eller vores egne blå øjne, der er truet? Det kan være svært at se, hvad der er fællesnævneren for kunstvanding, kemi og befolkningstilvækst. Tænker man efter, er det heller ikke så indlysende, at de opregnede fakta om udviklingen er et katalog over katastrofer. Det kunne strengt taget også være glædelige eksempler på civilisationens sejrsgang.
Når disse oplysninger alligevel umiddelbart giver en klar og dyster mening, hænger det sammen med tidens civilisationskritiske klima. Hvor naturen tidligere blev opfattet som truende, ukontrolleret og kaotisk, og civilisationen blev betragtet som en helle af tryghed, fred og orden, er det i dag nærmest omvendt.
Ethvert teknologisk fremskridt opfattes instinktivt som et tilbageskridt, fordi det rykker os længere væk fra en oprindelighed og harmoni med omverdenen. Man skal ikke være den store filosof for at se, at den ældgamle kristne myte om syndefaldet har fået nyt liv i tidens miljø- og økologibevægelser. Man kan nøjes med at vende en pakke med økologiske havregryn, så vælter en hel verden af harmoni, balance, uskyld og enkelhed ud over morgenbordet. Det tabte Paradis.

Myten om syndefaldet og uddrivelsen af Paradisets Have er hverken sand eller falsk. Falsk og naiv er derimod den forestilling, at økologiske produktionsmetoder og rækker af Kyoto-aftaler er den direkte vej tilbage til nogen form for autenticitet og uskyld.
Det var den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der allerede i Oplysningstiden udtrykte den menneskelige længsel efter oprindelighed med ordene "tilbage til naturen". Imidlertid var han fuldt bevidst om, at der ikke fandtes en vej tilbage. Tværtimod definerede han det specifikt menneskelige som friheden fra naturbundetheden. Frihed og ikke-natur er det menneskelige vilkår. På godt og ondt.
Mennesket skaber sine omgivelser, om det vil det eller ej. Derfor er det også naiv oprindelighedsretorik, når f.eks. Danmarks Naturfredningsforening går ind for at "genoprette tabt natur", som der står i formålsparagraffen. Er det forrige århundredes ukemiske landbrug, er det de endnu uopdyrkede heder, de endnu ikke nedbrændte skove eller istidens iskappe, man vil tilbage til?

Når man har opdaget, hvilket syndefaldsmytologisk økologi-klima vi befinder os i, er det let at forstå, at dommedagsvisionerne har så frit spil. Det forekommer i det perspektiv uundgåeligt og helt retfærdigt, at menneskeheden snart må få sin grusomme straf for det teknologiske hovmod.
Ubehaget ved kulturen parres altså med en ekstrem angst for fremtiden. I De Grønnes partiprogram lægges der helt eskatologisk ud med, at "hele det økologiske og samfundsmæssige system trues af sammenbrud". En så dramatisk påstand er det ikke engang nødvendigt at begrunde. Det ville være nærmest kættersk at antyde, at det faktisk ikke ser så sort ud.
Det blev Bjørn Lomborg, der fristede os med det sprøjtede æble, da han i sin politiske pamflet "Verdens sande tilstand" anførte, at ikke meget tyder på, at vores livsnydende og skaberkraftige kurs fører direkte til Helvede via Dommedag. Det er ikke meget fornuft, vi kan takke Bjørn Lomborg for at have tilført miljødebatten. Men vi kan takke ham for at have påpeget, at rygterne om verdens undergang er stærkt overdrevne.
Menneskehedens udryddelse er ret beset ikke på spil i ret mange miljøsager, selvom miljøforkæmperne næsten altid formår at høre dommedagsbuldren i baggrunden. Selv nok så forpinte burhøns og tremmekalve i uendelige baner kan aldrig blive en trussel mod vores overlevelse. Samtidig er det relativt indlysende, at der ikke findes nogen 'naturlig' måde at opdrætte husdyr på. Husdyr er og bliver et kulturfænomen. En række miljøbevægelser har da også søgt udover den almindelige stemning af had til civilisationen for at forankre aktiviteterne i nogle principper.

Disse principper har den franske filosof Luc Ferry sat sig for at undersøge i bogen "Den nye økologiske orden". Det viser sig, at miljøbevægelserne slår om sig med den politiske teori-histories tunge begreber som rettigheder, lighed og frihed. Nu er det dog naturen og ikke bare det menneskelige samfund, det handler om. "Beskyttelse af naturens rettigheder", "respekt for naturens egenværdi" og "dyr og mennesker som ligeværdige partnere" er udtryk, der går igen også i danske bevægelsers formålsparagraffer.

Systematisk piller Luc Ferry denne retorik fra hinanden. Ikke fordi han går ind for miljøsvineri og grusomheder mod dyr. Men som fagfilosof må Ferry demonstrere det selvmodsigende i at overføre disse begreber på det ikke-menneskelige. Værdier er noget, mennesket og kun mennesket sætter, og når mennesker i en miljøbevægelse hævder, at både naturen og mennesket har værdi i sig selv, er det også en rent menneskelig værdisættelse. Rettigheder er noget, man kan tildele hinanden og beskytte i et politisk fællesskab, og der kan dyr og planter ikke være med. Uanset hvordan miljøbevægelserne prøver at få sidestillet mennesket med andre væ-sener, bliver det ufrivillige resultat altså, at netop menneskets særstatus fremhæves.
Ferry er dog ikke bare bekymret for den gode tænkning, men også for samfundet. Hvis disse uholdbare principper om dyrerettigheder og naturens egenværdi omsættes i praksis, kan det få katastrofale følger. Tanken falder straks på Dyrenes Befrielsesfronts voldelige aktioner i dyrerettighedernes navn. Men Danmarks Naturfredningsforening kan vel også være med på temmelige menneskefjendske initiativer.
"Naturen har værdi i sig selv", kan man læse i foreningens formålsparagraffer. Det ville være uskyldigt, hvis naturen var lig med den anemoneoverstrøede forårsskov, der breder sig i Informations forsideleder den 22. april.
Imidlertid er ikke bare anemoner, men også HIV-virus og orkaner en del af naturen. Som sådan må de have værdi i sig selv og kunne forvente DN's beskyttelse. Og tænker vi på udryddelsen af kopper på verdensplan, må det vel opfattes som en forbrydelse, eftersom DN har bevarelsen af "biologisk mangfoldighed" på programmet.
Også hos Dyrenes Beskyttelse mangler man øjensynlig blik for naturens barske virkelighed. Foreningen arbejder for "at sikre dyr en behandling, pasning og pleje, som opfylder deres behov" uden i øvrigt at skelne mellem husdyr og vild natur. Hvor ædelt og fornuftigt formålet kunne være, hvis det drejede sig om mennesker i et politisk fællesskab, er det unægtelig lidt af et revolutionerende projekt at kaste sig ud i i naturen.
Hos partiet De Grønne er der ikke pleje og pasning på dagsordenen. Her optræder mennesket og andre væsener som "ligeværdige partnere". En ret radikal tanke. Selv Dyrenes Befrielsesfront regner trods alt stadig pelshandleres liv for mere end pelsdyrs.

Så slemt ser det ud, hvis vi kigger miljøbevægelserne i kortene. Omsættes principperne om lighed mellem natur og mennesker i praksis, kan vi forvente totalfredningen af HIV-virus, straffrihed for drab på minkfarmere og udsætning af kopper.
Alternativet til forsøget på at ophæve menneskets særstatus er at påtage os det ansvar, at vi har en særstatus. Verden er i vores hænder. Beslutninger om miljøet må tages ud fra, hvad der er godt for mennesket, selvom det er svært at formulere en slagkraftig miljøpolitik på det grundlag, at alt står til forhandling.
Kritikerne har jo ret, når de påpeger det latterlige i, at man sætter himmel og hav i bevægelse for at redde pandabjørnen (der i øvrigt er "et kedeligt, asocialt og aggressivt dyr", som Bent Jørgensen har udtrykt det), blot fordi den har søde sorte rande under øjnene.
Problemet er bare, at der ikke findes en 'rationel' tankegang eller et grundprincip, der kan erstatte den menneskelige subjektivitet. Der går en lige linje fra pandaen over malariamyggen til HIV-virussen. Det er vores forbandede pligt at trække grænserne og beslutte, hvilken natur der er bevaringsværdig eller ønskværdig.

Disse vanskelige spørgsmål afklares vanskeligt i en gummibåd eller lænket til et træ i regnskoven, som er David Rehlings forestilling om den ideelle miljøaktivitet:
"Spænd gummistøvlerne på, naturfredningsforening. Lænk jer til regnskoven, verdensnaturfond. Miljøet er konkret", slutter kronikken 22. april. Ja, vi må da fore-trække konkret handling frem for, at aktivisterne kigger for dybt i formålsparagrafferne og får slemt udemokratiske ideer. Men måske var det alligevel mere passende med en anden opfordring: "Klap lige hesten og tænk jer om, allesammen. Miljøet er abstrakt".
Der må formuleres en ny menneskevenlig miljøvision, der ikke bygger på syndefaldsmytologi og dommedagsretorik eller uholdbare principper om frihed, lighed og broderskab med naturen. Der er anden og større mening i menneskelivet end vækst og øget naturbeherskelse, og det må miljøbevægelserne sætte spot på. Miljøsvinene skal ikke dø i synden, men vi skal heller ikke kaste det menneskelige samfund ud med det forurenede badevand.

Carsten Fenger-Grøn er idehistoriker og medredaktør af SALT.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her