Læsetid: 4 min.

Bekæmp den inadækvate ressourceallokering

Debat
8. maj 2000

- lød i sin tid vores fængende 1. maj-parole. Spørgs-målet er, om ideologitabet ved
1. maj ikke bare er en myte?

Ægte rødt
I folks kollektive erindring er det tydeligt, at første maj er undergået en ideologisk udtømningsproces. I gamle dage (dvs. for 20-25 år siden) tog man det alvorligt, vi stod "skulder ved skulder", som Benny Holst sang, kæmpede for sagen, hørte efter talerne, var selektive i, hvor på Fælleden vi befandt os, vi "håbede og troede på en løn til at leve af". Vi var alvorlige og dog-matiske på den ene side, engagerede og emanciperede på den anden.
Nu om dage er det anderledes, vi er ligeglade, og det er mest for bajerne og af gammel vane, at man tropper op i Fælleden. Som et eksempel på dette kan nævnes, at jeg, nu hvor jeg for længst er blevet forælder, brugte det meste af eftermiddagen på at finde en hoppeborg, en skammeligt upolitisk ting, der i hvert fald ikke fandtes i gamle dage.
Jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved denne konstruktion om ideologitabet, der vist hviler på nogle idealiserede forestillinger om, hvad vi egentlig foretog os dengang.
Det minder om Hanif Kureishis beskrivelse af, hvordan det lykkedes i lang tid for ham at bilde sig selv ind, at han havde brugt sin ungdom på at sidde og læse Dostojev-skij. Først langt oppe i årene gik det op for ham, at det, han i virkeligheden havde lavet, var at høre Pink Floyd-plader og fyre fede. Egentlig tror jeg ikke, folk gik så meget mere op i parolerne dengang end nu.

Merværdien
Personligt må jeg erkende ved mere kritisk granskning, at selvom jeg måske tog parolerne lidt mere alvorligt dengang, så har jeg aldrig siddet og hørt en 1. maj-tale fra ende til anden. Partiløs, lallet og uengageret har man altid været. Dagen har altid været til at gå rundt og møde dem, man kendte, kigge på piger og - ja det erkender jeg - få nogle bajere. Ideologiløs-
heden har altid præget dagen, man skulle ind og være solidarisk, og var så ikke så nøjeregnende.
Jeg har jo da også været til Land og Folk-festival, selvom jeg også dengang syntes at DKP'erne var galt afmarcheret. Vi drog af sted med det banner, vi havde lavet nede på RUC, hvor der stod "bekæmp den inadækvate ressourceallokering", og forholdt os vel nogenlunde til tingene, som vi gjorde i mandags, da Benny Holst sang "Sangen om Merværdi" i Enhedslistens telt. Sådan lidt dobbelthermeneutisk.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan Benny Holst så har det i dag. Det må jo på sin vis være lidt underligt at stå og synge merværdisangen, folk flipper jo over det på lidt den samme måde, som de unge da de for nogle år siden pludselig kanoniserede Poul Kjøller som Gud og gik helt amok over "bakke snagvendt" og "højre-venstresangen".
En vis usikkerhed om hvorvidt man egentlig er til grin, kunne man jo godt forestille sig ville gøre sig gældende. Han så nu ganske velfornøjet ud og var vel heller ikke hverken værre eller bedre end os andre.

Impotens
Jo, vil læseren indvende, men jeg må da indrømme, at det ikke kan blive mere patetisk end i år. Hykleriet nåede nye højder, da Nyrup fik bokset hele socialdemokratiet til at sige ja til Euroen på deres kongres weekenden inden, og med tårer i øjnene kunne deklamere på tv, at aldrig havde man i Socialdemokratiet været så enige, vel vidende, at det vi i gamle dage kaldte "kløften mellem partiet og befolkningen", var afgrundsdyb.
Nu skulle befolkningen høre Euroævl på deres internationale kampdag. Hvis ikke det er jammerligt og illustrerer venstrefløjens impotens, hvad gør så?
- Det kan der måske være noget om, men var fortidens paroler mere potente? "Nej til Indkomstpolitik", "Nej til ØD", eller "Ja til ØD" var vel heller ikke specielt sexede, og er i hvert fald gået totalt i glemmebogen i denne aktieoptionstid.
Men hvis ret skal være ret, så hørte jeg faktisk et uddrag af en tale forleden. Og her var der i hvert fald ikke tale om nogen form for ideologitab eller i det hele taget den mindste smule slinger i valsen.

Med en indædthed
Det var en taler blandt de Autonome på vej mod Fælleden, inden de kom op at toppes med politiet. Hun dundrede løs med en indædthed, der bragte de bedste minder fra de gode gamle dage frem i frisk erindring. Al trafik var blokeret ved Dronning Louises Bro af et til tænderne bevæbnet politikorps, der var mindst ligeså talstærkt som selve demonstrationen.
Den unge kvinde tordnede løs mod det kapitalistiske samfunds udbytning af kvinder og deres kroppe, og mod deres udstilling som seksualobjekter. Hendes budskab var ligeså klart som når afholdsbevægelsen i gamle dage sagde "Ned med snapsen": "Fuck pornografien".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her