Giver det ikke anledning til eftertanke, at man har bygget mange år af sit liv på enten løgne og fortrængninger eller foragt for demokratiet?
Eftertanke
Kan det virkelig passe, at Jacob Mollerup ingen tanker har gjort sig om sin egen udvikling fra statsautoriseret og statsgodkendt underviser i politisk økonomi på en partiskole i et af verdens mindst demokratiske lande til at være chefredaktør på en avis, der blev født i en blodig kamp for at forsvare demokratiet.
Normalt skulle en politisk og personlig udvikling som Jacob Mollerups ellers være noget, man var stolt over at være kommet ud af på den rigtige måde: Jeg tog fejl den gang, men jeg vil gerne øse af mine erfaringer og mine tanker om, hvad der skete, så andre kan lære af det, og så vi måske kan undgå atter at se et totalitært, undertrykkende regime tage magten i store dele af Europa.
Men nej, Jacob Mollerup dukker hovedet og venter tålmodigt på, at medielyset flyttes et andet sted hen, så glemslens behagelige mørke kan sænke sig.
Den reaktion kan ikke undgå at efterlade et ubehageligt indtryk af, at Jacob Mollerup enten har noget at skjule (er der flere ubehagelige oplysninger om fortiden, som han har 'glemt' at fortælle?) eller at skiftet ikke er reelt, men blot en opportunistisk flytten sig derhen, hvor det er mest behageligt at være, uden den dybde og overbevisning, man må kunne forvente af ikke mindst en chefredaktør på 'den mindst ringe'. Hvorfor ellers så tavs? Hvad er der at skjule, hvad er der ikke at ville snakke om?
Hvis skiftet er ægte
Hvis skiftet til demokratiets ædle ridder er ægte, har det efterladt chefredaktøren i en situation, hvor han kan se tilbage på at have brugt 10-15-20 år af sit liv på at kæmpe for det modsatte af det, han i dag står for. Enten fordi han af et ærligt hjerte mente, at proletariatets diktatur, Gulag-fangelejre, tortur, systematisk undertrykkelse og forfølgelse af alle anderledes tænkende var vejen fremad for menneskeheden, blot det skete i socialismens navn og med den erklærede hensigt at skabe en bedre verden - eller fordi han ikke vidste, hvad der foregik i Sovjet, DDR og alle de andre steder. Det sidste tilfælde efterlader igen to muligheder: Enten er Mollerup i årevis systematisk blevet fyldt med løgn af de mennesker, han havde politisk tillid til, eller også har han haft nogle veludviklede evner til at fortrænge virkeligheden.
En blanding af alle tre muligheder er vel den mest sandsynlige, men uanset hvilken forklaring, der passer bedst, så må det efterlade et veluddannet, reflekterende og debatterende menneske med et hav af spørgsmål og tanker.
Hvad tænker man, når man finder ud af, at vennerne i den polske hær opererede med, at Danmark skulle atom-bombes som første led i en krig?
Hvad tænker man, når man finder ud af, at DDR's hær havde en så detaljeret viden om Danmark, at det forudsatte en systematisk indsamling af oplysninger fra tusinder af danskere? Har du bagefter tænkt på, om du kom til at fortælle for meget, når I sad og sang "flyversangen", drak øl og diskuterede den statsmonopolistiske kapitalismes snarlige bortdøen om aftenen efter dagens kurser på John Schehr Skolen i DDR?
Fortæl, fortæl, fortæl
Hidtil har Jacob Mollerup afvist at sige noget som helst. I Weekendavisen henviser han til, at han har været medlem af et lovligt parti og undervist i et land, Danmark havde fulde diplomatiske forbindelser med.
Det er jo et interessant argument. Det danske naziparti var som bekendt også lovligt i hele perioden fra 1933 til 1945, og den demokratisk valgte danske regering formanede efter 9. april 1940 alle danskere til at samarbejde med 'beskyttelsesmagten'. Alligevel har DKP'ere altid har en ubændig trang til at beskæftige sig med nazismen og al dens uvæsen. Den dag i dag får en gammel stalinist som Frank Aaen stadig ubegrænset og ukritisk spalteplads stillet til rådighed, når han kommer med en ny 'afsløring' fra den tid - til trods for, at han praktisk taget aldrig fortæller noget, der ikke allerede har været fremme i den parlamentariske kommissions arbejde efter krigen eller i nogle af de utallige værker, forskellige historikere, modstandsfolk og andre har skrevet om perioden.
Hvorfor er Aaens petitesseagtige afsløringer om nazitiden så interessante, Jacob Mollerup, når langt væsentligere afsløringer om en noget nyere, totalitær fortid ikke er det? Det er den slags prioriteringer af den daglige avis, der kan få Ulrik Høy og andre til at tro, at du og andre ex-
DKP'ere på indflydelsesrige medieposter - bevidst eller ubevidst - sørger for at den vigtige og relevante debat om, hvad vi kan lære af Den kolde Krig, ikke føres til bunds. Og at henvise til Informations Vietnamkrigs-tillæg som bevis for det modsatte er ganske enkelt for plat.
I 'de gode, gamle dage' ville afsløringerne af Jacob Mollerups hemmeligholdte fortid som Moskva-finansieret propaganda-medarbejder på en DDR-partiskole have fået den halve redaktion på Information og et væld af læsere til at kræve alle kortene på bordet og en detaljeret forklaring i fuld offentlighed. Samtidigt ville et par af medarbejderne med stor fryd have kastet sig over problemet og beskrevet det i en artikelserie så lang, at læserne til sidst fik brækfornemmelser.
Er reaktionen i dag bare 'nå', og skal Jacob Mollerup have lov til at slippe af sted med skamfuldt at dukke hovedet?
Der står i Informations formålsparagraf, at en af bladets vigtigste opgaver er "at afsløre uoverensstemmelse mellem ord og handling" hos samfundets magthavere, men det gælder måske kun 'de andre'?
Svar: Joseph McCarthy har ikke levet forgæves. Den amerikanske kommunist-jægers standretter i 1950'erne kan genopleves som hjemlig medieforeteelse via den personforfølgelse, der for tiden leveres af Ulrik Høy i Weekendavisens spalter, af Lars Hedegaard i Berlingske Tidendes og nu af Bjarke Larsen i Informations debatspalter.
Informations chefredaktør, min gode kollega Jacob Mollerup, er en af de udvalgte, der er mål for de inkvisitoriske insinuationer. Jacob har flere gange svaret kort og faktuelt og jeg kan være enig med ham i, at det ikke tjener noget formål at indlade sig på videre debat på de præmisser, d'herrer opstiller. Jeg vil imidlertid gerne knytte en enkelt kommentar til Bjarke Larsens indlæg, fordi jeg efterhånden selv føler mig krænket. Det er jo et angreb på min dømmekraft og integritet som avisens anden chefredaktør (p.t. ansvarshavende), når det insinueres, at bestemte emner og debatter undertrykkes i Information. Lad mig derfor fastslå:
Der er aldrig under den nuværende chefredaktion sket holdningsbestemt undertrykkelse af indlæg om DKP's eller kommunismens gerninger og ansvar, ligesom der aldrig er foretaget afvisning af journalist-ønsker om at beskæftige sig med samme. Spalterne står som altid åbne for en lødig historisk debat om kommunisme, socialisme og Den Kolde Krig.
I øvrigt - bare for at forebygge myter - var det selvsagt kendt af enhver, der på tidspunktet for Jacobs ansættelse gad interessere sig for det, at han tidligere i sit liv og i lighed med titusind andre havde været aktivt medlem af DKP. For mig var - og er - det et positivt vidnesbyrd om, at Jacob besidder såvel social indignation som politisk erfaring.
Jeg har forresten aldrig selv været medlem af et parti.
Jørgen Steen Nielsen
ansvarshavende chefredaktør
