Læsetid: 2 min.

Edder og fordærv

3. maj 2000

Ekstra Bladet havde fat i krybet

Kriminelt
Bjørk (Kristen Bjørnkjær) dyrker lidt fiktion i lederen "Edder- og underkopper" den 29. april. Den handler om edderkoppesagen, og det der måske ligner, og det der fulgte. Og Bjørk skriver blandt andet, at "i 60'erne forsøgte den da netop tiltrådte (nu netop afdøde) chefredaktør for Ekstra Bladet, Victor Andreasen, at genoplive Social-Demokratens succes med aktiv journalistik ved at sætte en af journalisterne fra dengang, Poul Dalgaard, til at lede og indlede en ny edderkoppejagt på Vesterbro. Det gav ikke det store resultat, afslørede ikke noget net, men gav dog en række underholdende artikler om områdets kriminelle og semikriminelle eksistenser".

Lidt mediehistorie
Som en af de unge journalister på Poul Dalgaards hold, dengang i 60'erne, er jeg nødt til stilfærdigt at præcisere lidt mediehistorie.
Edderkoppefiktionsseriens utroværdige forvrøvlethed er én sag, men den er dog præsenteret som fiktion. 60'ernes aktive journalistik under Poul Dalgaard på Ekstra Bladet var faktisk ikke fiktion, lige så lidt som hans rolle i den rigtige Edderkoppesag var det.
EB-journalistikken i 60'erne dokumenterede blandt andet, at bolig-svindel i bolignødens København var organiseret. Det var der folk, der kom i fængsel i flere år for. Og journalistikken var - ligesom i den ægte Edderkoppesag - indgangen til politiets mere seriøse arbejde. Det var avisen, der afslørede svindlerne. Kampagnen betød en fornyelse af journalistikken og en Cavling-pris (mere) til Poul Dalgaard, og vi fik lov at dele den med ham. Der var hverken i den gamle Edderkoppesag eller i boligsvindel-jagten et mord hver fjerde minut som på tv's edderkoppeskærm, men det var jo netop, fordi det var virkelighed.

Afslørende journalistik
Jagten på kriminalitet var bred og ikke kun koncentreret om Vesterbro. Hvis man med 'net' mener eksistensen af et enkelt samlet undergrunds- og bagmandsnet bag kriminaliteten i København, så er det rigtigt, at et sådant net ikke blev afsløret. Men aktiv afslørende journalistik førte til afsløring af organiseret svindel.
Og i nogle år blev det vanskeligere at slå kriminel plat på bolignøden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu