Europæerne er ikke instinktivt imødekommende over for indvandrere. Og især arbejderklassen mærker de sociale følger af indvandringen
Tilpasning
Kan det blive ved? Og hvilke positive virkninger har det egentlig på længere sigt?
Det er de stadig ubesvarede spørgsmål, som 50 års massiv indvandring til Europa rejser. De sidste ti år har de lydt forholdsvis afdæmpet. På baggrund af økonomiske problemer har europæiske regeringer - om end lidt sent - indført en fælles indvandrerpolitik med sigte på at bremse en tilstrømning, som alligevel var ved at tage af.
Men nu lyder de store spørgsmål fra 60'erne og 70'erne igen med fornyet styrke. Den økonomiske aktivitet er på vej op, og nogle regeringer - f.eks. den spanske - har ladet forstå, at de går ind for øget indvandring.
Hele argumentationen fra 60'erne er ved at blive støvet af: Indvandring smører økonomiens hjul - især dem under dækket, hvor det beskidte arbejde foregår. Desuden siger man, at indvandring modvirker inflationspresset ved at afskaffe flaskehalse på arbejdsmarkedet.
For 30 år siden var Spanien et udvandrerland. Især Frankrig var oversvømmet med spanske arbejdere, og fra De Kanariske Øer ud for Afrikas vestkyst emigrede den ene skibsladning efter den anden til Venezuela.
I dag er Spanien en af de hurtigst-voksende økonomier i Europa. Især i den sydlige del af landet, hvor man dyrker frugt og grøntsager i drivhuse året rundt, er der stor efterspørgsel efter billig arbejdskraft.
Hungerhæren kommer
Afrika ligger tæt på. I årtier har især marokkanere sat livet på spil for at sejle de 16 km over Gibraltarstrædet. Nu foretager sorte afrikanere fra så fjerntliggende lande som det krigshærgede Sierra Leone den farlige rejse over Atlanterhavets vilde bølger for at nå frem til De Kanariske Øer.
Spanske aviser har været fyldt af historien om en båd, som fornylig blev opbragt ud for Fuerteventuras kyst - den af øerne, der ligger tættest på Afrika. Båden var tætpakket med nigerianere, heriblandt to børn og to gravide kvinder. Kystvagten fandt også liget af en død afrikaner i vandet.
Antallet er stadig overkommeligt, men hvor længe endnu, spørger socialdirektør Natividad Cano: "Fuerteventura er blevet forvandlet til ankomsthavn for hele Europa."
Mange bliver sendt tilbage, hvor de kom fra. Men flere slipper gennem nettets masker, også selv om mange kommer til at bo i usle rønner, omgivet af en fjendtlig lokalbefolkning. I februar gik en menneskemængde til angreb på en sådan bebyggelse i en sydspansk by, efter at en marokkaner havde myrdet en lokal kvinde.
I alle europæiske lande bliver indvandrerdebatten genoplivet i takt med det økonomiske opsving. Der er ved at blive mangel på arbejdskraft, især på de nederste trin af stigen. Skal Europa åbne døren igen eller vælge at dæmpe den økonomiske aktivitet?
Selv tilhængere af det frie marked og fri bevægelighed over grænserne er ved at få en fornemmelse af, at det nu er ved at være nok, selv om vi er tilbageholdende med at give udtryk for den. Vi er endnu ved at fordøje indvandringen fra 60'erne og 70'erne - nogle lande bedre end andre.
Til gavn for økonomien
Denne massive indvandring gavnede ganske vist nogle sektorer af økonomien, førstegenerationsindvandrerne selv og vores viden om fjerne folkeslags musik, køkken og kultur, men den skabte samtidig en række alvorlige problemer, som samfundene stadig betaler prisen for.
Indvandringen gjorde det f.eks. muligt at udskyde problemer som reorganiseringen af det økonomiske livs mere trivielle områder, med det formål at gøre manuelle job mere attraktive for lokale arbejdsløse. Og den udsatte det tidspunkt, hvor mange erhverv - især tekstilindustrien og landbruget - burde være flyttet til de lande, indvandrerne kom fra.
For samfundet som helhed vil en ny indvandrerbølge bidrage til at holde hjulene i gang og inflationsspøgelset på afstand. Men på længere sigt vil omkostningerne opveje fordelene.
Når indvandrerne har slået sig ned og stiftet familie, kan deres egen efter-spørgsel fremme inflationen. Deres behov for boliger, skolegang og sociale ydelser kan gøre nettovirkningen af deres tilstedeværelse til en økonomisk byrde.
Selv i USA, der stadig opfatter sig selv som et indvandrerland, og hvor integrationen forløber mere smidigt, har økonomer svært ved at bevise, at den seneste indvandring har været en fordel.
Europæerne, som ikke er vant til indvandring trods forskellige bølger op gennem historien, er ikke instinktivt imødekommende. Tværtimod er deres spontane reaktion fjendtlig. Det er arbejderklassen, der mærker de sociale følger af indvandringen - ikke de intellektuelle eller de økonomer, der har travlt med at fortælle om fordelene eller endda charmen ved den.
Denne fjendtlighed er med til at forklare, hvorfor mange andengenerationsindvandrere er dårligt uddannede, utilpassede, arbejdsløse og i alt for mange tilfælde kriminelle. (Vi må aldrig glemme, at den første generation af indvandrere lå et godt stykke under det lokale gennemsnit, hvad angår kriminalitet.)
En ny stor indvandrerbølge er det sidste, Europa er parat til. Det vil kræve mindst en generations hårdt arbejde at overvinde de negative virkninger af den første.
Jonathan Power er britisk journalist og kommentator med speciale i internationale forhold.
Oversat af Birgit Ibsen.
