Kronik

Færøerne - en ny nordisk republik?

6. maj 2000

Større økonomisk risiko og en lille levefodsnedgang bliver færingernes sand-synlige pris for selvstændighed. Spørgsmålet er, hvad vil de helst selv?

Lørdagskronikken
I løbet af de næste par år bliver Færøernes fremtidige forfatningsmæssige status afgjort. Derfor kan det være hensigtsmæssigt for alle borgere i rigsfællesskabet at vide noget om spørgsmålet, og denne kronik er skrevet for at sætte nogle af de centrale politiske og økonomiske spørgsmål i front.
Norden består i dag af fem stater, et autonomisamfund, to hjemmestyresamfund og et territorium reguleret efter en international traktat:
*Vort gamle Danmark med 53 regenter siden Gorm den Gamle og 5,25 mill. indbyggere;
*Sverige med egen sammenhængende historie efter Kalmarunionen, dvs. fra 1523 og med 8,9 mill. indbyggere;
*Norge med fælles historie med Danmark 1380-1814, selvstændig stat fra 1905 med 4,4 mill. indbyggere;
*Finland som selvstændig stat fra 1917 med 4,7 mill. indbyggere;
*Island - republik fra 1944, 275.000 indbyggere, med fælles historie med Norge og siden med Danmark;
*Åland, svensksproget, demilitariseret, under finsk suverænitet med autonomimodel givet ved international traktat i 1921 og med 27.000 indbyggere;
*Færøerne under dansk suverænitet med hjemmestyre siden 1948 og 45.000 indbyggere;
*Grønland under dansk suverænitet, med hjemmestyre fra 1979 og 56.000 indbyggere; samt
*Svalbard under norsk suverænitet med international traktat fra 1920, der bl. a. bestemmer, at Svalbard ikke må have fastboende befolkning.
Udviklingen mod større fragmentering har været klar gennem tiden, en tendens, som ud fra en historisk forståelsesramme fortsættes med Færøerne som republik.
Men hvad med indbyggerantallet? - vil nogen måske spørge. I dag har verdens mindste stat under 10.000 indbyggere. Efter Første Verdenskrig var antallet af stater 51, nu er det tæt på 200. Lige efter Anden Verdenskrig var der kun de fem gamle mikrostater (FN's ny definition: Mindre end 1,5 mill. indbyggere) i Europa i verden (Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino og Vatikanstaten), men i dag er ca. 25% af verdens stater mikrostater. Ingen kan ej heller være i tvivl om, at Færøerne er et 'distinct society' med eget sprog og egen kultur, så både ud fra et internationalt perspektiv og ud fra identitetsmæssige kriterier vil der ikke være noget mærkeligt i, at Færøerne bliver en selvstændig stat.

Udviklingen kan også anskues i et internt færøsk historisk perspektiv. Ifølge sagaen slog Grimur Kamban sig ned på øerne som den første viking - det skete omkring år 800. I 1200-tallet begyndte Færøerne skattebetalingen til Norge, og indtil 1709 lå Færøerne under Bergens stift. Herefter kom Færøerne under Sjællands stift, og politikken med at knytte Færøerne nærmere til Danmark indledtes.
Færøernes første 'nationalhelt' Poul Nolsø søgte omkring 1800 at bryde monopolhandelen, men denne ophørte først i 1856. Ud fra det gamle færøske bondesamfund opstod der omkring 1900 en selvstyrebevægelse, og i 1903 udgav Jóannes Patursson sin bog "Færøsk Politik", der ledte frem til dannelsen af Selvstyrepartiet i 1906 som modsvar til Sambandspartiet, der ønskede en tæt tilknytning til Danmark.
I 1920'rne opstod Socialdemokratiet som en slags mellemposition mellem de to gamle partier, og snart efter opstod Vinnuflokkurin (Erhvervspartiet), der blev til Folkaflokkurin.
Fra dette tidspunkt begyndte de økonomiske forhold at få en fremtrædende rolle i politikken. Da Patursson sluttede sig til dette parti noget senere, fik selvstyre en fremtrædende plads i dette parti. Efter Hjemmestyrelovens vedtagelse opstod et parti, det republikanske, der lagde endnu mere vægt på selvstændighed. Lagmanden Anfinn Karlsberg kommer fra Folkaflokkurin (Konservativt selvstyreparti), og vicelagmanden Høgni Hoydal kommer fra det republikanske parti (mere socialt orienteret selvstyreparti).
Under Anden Verdenskrig var Færøerne afskåret fra Danmark, måtte føre eget flag og stort set fungere som selvstændig stat. Efter krigen var det derfor klart at en nyordning i relationen til Danmark måtte tilvejebringes. I 1946 blev afholdt en folkeafstemning, hvor ca. en tredjedel ikke deltog, mange fordi de var på langfart.
En tredjedel stemte for fortsat tilknytning til Danmark, mens en tredjedel, faktisk en beskeden majoritet stemte for selvstændighed. Dette resultat var ikke velkomment i Danmark af hensyn til Grønlandssagen, og af hensyn til assimilation og synet på nødvendig opbakning til konstitutionelle ændringer.
Efter krigen ønskede USA at købe Grønland, hvilket ikke var dansk politik. Island blev republik med 97 procent stemmer for selvstændighed. Til konstitutionelle ændringer ønskedes totredjedeles flertal. På denne baggrund indledtes drøftelserne om en hjemmestyreordning, og loven blev vedtaget i 1948.
Loven har en mudret forfatningsmæssig status. De fleste forfatningseksperter betragter den som delegation, dvs. reversibel, men Frederik Harhoff har argumenteret for særstatus og irreversibilitet bl. a. også med argumenter fra international ret. Den danske regerings politik i forbindelse med bankkrisen på Færøerne fra 1992 til 1998 var imidlertid for de fleste et meget håndgribeligt udtryk for manglende irreversibilitet. Der er derfor blandt færinger et udtalt ønske om forfatningsmæssige ændringer. Det springende punkt er dog, om ændringerne skal foregå inden for rigsfællesskabet eller i form af etablering af en stat.

Statsminister Poul Nyrup er i forespørgselsdebatten F47 6/4 2000 kommet med et meget usædvanligt udspil på det forfatningsmæssige område, et udspil, som næsten har været forbigået af de danske medier. (citat) "Jeg vil gerne sige meget tydeligt, at det også vil være muligt at udvikle et nyt selvstyres uigenkaldelige stilling - med sikkerhed for, at Danmark ikke engang i fremtiden kan tage det fra det færøske folk og lagting, som én gang er givet. At Danmark ikke engang i fremtiden kan tage selvstyret tilbage eller forringe lagtingets kompetence. Et selvstyre som ikke vil kunne tilbagekaldes og som kan meddeles alle FN's medlemslande: At det nuværende hjemmestyre afløses af et nyt selvstyre."
For at konkludere på den retlige politiske del er der i dag intet, der hindrer Færøerne i at blive en selvstændig stat, ligesom der heller ikke er noget udefra, der tvinger Færøerne til at blive en stat.
På det forfatningsmæssige område er der med Daytonaftalen, EU's udvikling mv. opstået en forfatningsmæssig heterogenitet, der gør suveræniteten til et grads-spørgsmål frem for et enten-eller-spørgsmål.
På det økonomiske område drejer debatten sig hovedsageligt om bloktilskuddets rolle i den færøske økonomi, dvs. om den danske stats indkomstoverførsel til Færøerne. Baggrunden for tilskuddet har været hjemmestyreordningen, men også en følge af andre faktorer. Dels som solidaritet i rigsfællesskabet, dels som følge af den geopolitiske situation, der gav anledning til betydelige indkomstoverførsler til hele
Nordatlanten, for at forhindre, hvad man populært kan kalde muligheden for et muligt nordatlantisk 'Cuba'.
Den færøske økonomi er, hvad man kunne kalde en typisk 'eleva-torøkonomi': Når der er fisk, går det godt med økonomien, men ellers går det dårligt, og færinger må rejse ud og arbejde andetsteds. På grund af det høje uddannelsesniveau og arbejdskraftens kvalitet og mobilitet er det relativt let for færinger at få arbejde udenlands. En selvstændighed vil ikke ændre på dette på nordisk plan i relation til Island og Norge, men vil formentlig kræve en EU-aftale med hensyn til fælles uddannelses- og arbejdsmarked med hensyn til typiske arbejdsmarkeder i dag som Danmark, Holland mv.
Under bankkrisen måtte en tiendedel af befolkningen forlade Færøerne, og BNP faldt til to tredjedele af det hidtidige niveau. Sådanne udsving vil også kunne forekomme med selvstændighed. Her vil der blive større 'political risk' knyttet til økonomien, også selv om der kan indgås bindende aftaler med f. eks. Norge og Island. Behovet for at kunne klare sig selv i en globaliseret økonomi vil øges ved selvstændighed. Konkurrencepresset vil blive forøget. De færøske omkostninger til administration af Færøerne vil stige, og der vil selvfølgelig være en økonomisk virkning af at miste en fast overførselsindkomst.
Både fra Færøernes Landsstyre og fra den danske regering er der fremkommet en del tal og regnestykker med specielle, i nogle tilfælde meget specielle forudsætninger, også med direkte fejl.
Sandheden er, at der ikke er meget, der kan siges særligt præcist. Som tabellen viser, kan vi se på BNP fra 1992 til 1999. Vi kan også sige, at bortfaldet af bloktilskuddet på ca. en mia. kr. over en vis periode vil give større udsathed for udsving i økonomien, og vi kan sige, at konkurrenceudsatheden og indflydelsen af globaliseringen og videnssamfundet vil blive større og hurtigere end i en situation med bloktilskud. Endvidere kan vi sige, at der er betydelig forskel på at leve i et rigsfællesskab med mere end fem millioner mennesker, sammenlignet med at leve i en stat, der er mere end 100 gange mindre.

En ændret statsstørrelse indebærer andre samfundsstrukturer, andre krav til borgerne, en anden retsstilling, andre habilitetsnormer, en anden arbejdsdeling, en anden dagligdag osv.
Og hermed fremkommer sagens kerne: Det er i dag sådan for Færøerne, at der er et valg mellem selvstændighed/ikke selvstændighed, hvor det mest sandsynlige er, at der er større økonomisk usikkerhed og en vis materiel nedgang knyttet til selvstændighed. Dog er hverken usikkerhed og nedgang prohibitivt højt for valget af selvstændighed.
Det afgørende spørgsmål er derfor det væsentlige: Hvilken type samfund ønsker færingerne at leve i? Og her er færingernes hovedproblem, at ca. halvdelen af befolkningen ønsker at leve i en færøsk republik, mens den anden halvdel ønsker en fortsat forfatningsmæssig tilknytning til Danmark.
Lise Lyck er cand. polit., lektor på Handelshøjskolen i København og bl.a. ekspert i færøske og grønlandske forhold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu