Læsetid: 4 min.

Familiens ære eller statens interesse

Debat
17. maj 2000

Ville vi så bytte med en situation, hvor livet afhang af Hells Angels?

Goodwill
Ca. 35 mord og unaturlige dødsfald på mindre end 11 timer. Det var hvad jeg blev vidne til, da jeg for nylig vovede mig ind i Filmhuset for at gense Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi om familien Corleone og dens kamp med myndigheder og rivaliserende gangsterbander om at dominere den organiserede kriminalitet i USA.
Bagefter summede mit hoved ikke bare af maskingeværsalver, vendetta'er og tilbud-jeg-ikke-kunne-sige-nej-til, men også af de dybt ambivalente følelser, som netop mafia-film altid vækker:
nPå den ene side en indlysende afsky for de sicilianske gangsteres ulovligheder, primitive blodhævnslogik og nådesløse selvjustits;
npå den anden side en uafviselig fascination af begrebet om familiens ære og af det lidenskabelige sammenhold og gensidige ansvar som de mafiøse familiemedlemmer viser hinanden.
Måske er forklaringen på denne ambivalens og på mafia-filmenes attraktion i almindelighed, at familiens ære, blodfejde og slægtens forpligtende bånd jo ikke kun er et siciliansk fænomen, men historisk set var almindelige og anerkendte ordensprincipper overalt i Europa før opkomsten af den centraliserede statsmagt.
Det var først opfindelsen og udbredelsen af staten, der over tid udgrænsede slægts- og klansamfundets logik og f.eks. gjorde det egenhændige forsvar af familiens ære til kriminel selvtægt og omfortolkede udvekslingen af personlige tjenester som nepotisme og korruption.

Retten til at udøve vold
Staten var i sit udspring først og fremmest ensbetydende med en centralisering og monopolisering af retten til at udøve vold og til at dømme, straffe og opkræve tribut (skat) indenfor et givent territorium. De enkelte familiers eller klaners ret til at udøve justits på egne vegne blev så at sige eksproprieret af centralmagten i en langstrakt historisk udvikling, der sjældent forløb uden friktion.
Konflikter skulle herefter løses af statens officielle repræsentanter og institutioner (politi, militær, domstole). Lovfæstede byrokratiske procedurer skulle i princippet afløse nepotismen og den stærkes ret i de samfundsmæssige udvekslinger. Som sådan indebar staten en pacificering, fredeliggørelse, af samfundets indre liv, hvilket de fleste i dag sætter pris på.
Trods brokkeri over hverdagens statslige tyranni, over hjerteløse skrankepaver, parkeringsvagter og ligningsmænd, så ville næppe nogen bytte med en situation, hvor den enkeltes sociale liv og velfærd afhang af et godt forhold til den lokale afdeling af Hells Angels! Men afpersonaliseringen af samfundsordenen har alligevel efterladt et tomrum, hvor fascinationen af de arkaiske normer kan trives.
Staten har som bekendt heller ikke udelukkende været en civilisatorisk gave til menneskeheden, for med indre fred fulgte samtidig øget ydre aggression. Volden skiftede motiv, slagmark og karakter, men blev ikke mindre udtalt. Stater kan i sagens natur mobilisere langt flere mennesker og ressourcer i kamp med deres naboer, end nogen familie eller klan kunne drømme om. Idet det derfor lykkedes at omdirigere folks loyalitet fra familie og andre direkte personlige netværk til mere omfattende, men også upersonlige fællesskaber som stat og nation, så blev der også banet vej for krige i en helt ny skala.

100-årskrigen
Sit historiske gennembrud i Vesteuropa fik statsdannelsesprocessen præcis i den langstrakte konflikt vi kender som 100-årskrigen (1337-1453). Denne konflikt var ikke, som det ellers ofte ses beskrevet, en strid mellem Frankrig og England, men et internt fransk opgør mellem den gryende centralmagt og de feudale adelsdynastier. Krigens resultat var først og fremmest grundlæggelsen af fremtidens institutioner: Et statsligt byrokrati, en central skatteopkrævning og en stående hær. Da det i stedet for familiens ære med tiden blev fædrelandet eller statens sikkerhed, der skulle forsvares til sidste blodsdråbe, blev det samtidig tid for skyttegrave, massebombardementer og udryddelsesslejre. 35 mord og unaturlige dødsfald kan som bekendt ikke gøre det, når man skal tælle ofrene for det 20. århundredes statslige vendetta'er.
Godfather-trilogien er meget mere end en gangsterhistorie. Det er et genialt filmværk, der med episk vingefang dramatiserer familiens undergang som ordensprincip. Temaet spændes eksplicit op i en nøglescene i Godfather II, hvor de to toneangivende brødre i Corleone-familien kommer op at skændes over familiemiddagen. Tidspunktet er december 1941, japanerne har netop angrebet Pearl Harbor, og den yngre bror Michael har til alles måben meldt sig som frivillig i den amerikanske hær. Storebror Santino raser over sin bror: Hvad har verdenskrigen dog med familien at gøre? Hvorfor i alverden udgyde blod og risikere liv og lemmer for noget så fjernt og abstrakt som den amerikanske stat?!
Kendere af Coppolas værk erindrer sig måske at Santino karakteristisk nok likvideres af en rivaliserende gangsterfamilie, da han ophidset og uforsigtig vil forsvare sin søsters ære. Michael derimod vender hjem fra krigen som dekoreret helt, og overtager efter sin storebrors død ledelsen af familien, som han kæmper for at føre med over i det moderne samfund. Det lykkes på sin vis, men undervejs går familien og de traditionelle værdier i fuldstændig opløsning, mens multinationale koncerner og storpolitiske loger tager over i stor skala, hvor den gamle mafia slap.
Et knivskarpt filmisk billede af historiens altid tvetydige bevægelse mellem tab og erobring, opløsning og fremskridt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her