Kronik

En flok aber

9. maj 2000

Der findes folk, som faktisk gør det til en levevej, når etniske grupper ikke kan enes. Dagens kronikør provokerer 'etnicister' af alle typer

Retfærd & Velfærd
Tyrkerne fortæller en slags vandrehistorie om en person, der skød en mand, fordi offeret sagde, at det trak op til regn. I retten forklarede morderen: "Han forsøgte at fornærme mig, da der efter regnen ville op-stå vandpytter, og i pytterne leger ænder og gæs. Folk i min landsby kalder mig nemlig 'den dumme gås'..."
Tyrkerne fortæller denne anek-dote for at latterliggøre en person, der opfører sig hysterisk oversensitivt. Det hårdtprøvede tyrkiske folk har også et ordsprog, der giver udtryk for den samme kritik: 'Man skal ikke lede efter en kalv under et lam'. Med andre ord bør man ikke over- og misfortolke, ikke lede efter noget, som ikke eksisterer.
Men misforståelser eller bevidste fordrejninger forekommer faktisk ofte i relationer mellem forskellige etniske grupper. Politisering af etniciteten kalder man en det, når nogen overbetoner det etniske eller racemæssige element i enhver hændelse eller konflikt. Og et sådant eksempel stod netop at læse i flere dagblade den 20. april i år.
Under en banal lærer-elev konflikt på et gymnasium kalder en gymnasierektor to elever af fremmed herkomst, der støjer under eksamen, for 'en flok aber'. Sagen bliver blæst op, politiet tilkaldes og sagen havner hos Dokumentation Center for Racediskrimination (DRC), som indsender en anmeldelse for racediskrimination til politiet. Politiet afhører to gymnasielærere, men mener, at deres udtalelser ikke ligger inden for den danske racismeparagraf. Senere støtter statsadvokaten politiets udlægning af sagen.
DRC klager derpå til FN over, at det i Danmark ikke er muligt at anke statsadvokatens afgørelse til en højere instans. Og at det ikke ville nytte at rejse et civilt søgsmål. FN kritiserer anklagemyndigheden og politiet for ikke grundigt nok at have efterforsket - ordret citeret fra Politiken - "en gymnasielærers racistiske omtale af to elever fra etniske minoriteter". I sin afgørelse fastslår FN, at myndighederne ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt, om - igen med Politikens ord - "klageren rent faktisk blev ydmyget på grund af sin race", "at drengene ikke har fået den beskyttelse mod racistiske overgreb, som FN's racediskriminations konvention skal sikre dem".

Det, der efter min opfattelse gør episoden til et eksempel på politisering af etniciteten, er, at 'en flok aber' er et udtryk, som danskere bruger over for danskere i ophedede situationer. Det har derfor ingen specifikt etniske associationer, modsat f.eks. 'perker', som afgjort er en ethnic slur (etnisk nedgørende betegnelse) i det danske sprog, præcis som som nigger, kike og wetback på amerikansk bruges nedsættende om sorte, jøder og mexicanere. Sagen ville derfor stå anderledes, hvis hvis rektor havde råbt 'en flok perkere'.
Man kan så spørge, om udtrykket 'en flok aber' antager en etnisk nedsættende undertone i en inter-etnisk, dvs. 'dansker-til -fremmed'-situation? - Det kan jeg personligt ikke se. Jokeren i dramaet er naturligvis det faktum, at de to elever tilhører 'etniske minoriteter'. Hvis de var danskere, ville sagen blive behandlet som en banal lærer-elev konflikt.
Hvis man skal søge at undgå uhensigtsmæssig etnofetichering i en konfliktsituation, er det altid sundt at stille sig selv kontrol-spørgsmålet: - Ville jeg reagere på nøjagtig samme måde, hvis den anden/ de andre tilhørte min egen gruppe? - Over- eller underreagerer jeg, fordi han/ hun tilhører en anden gruppe?
De fleste forskere anser nemlig politisering af etniciteten for en skadelig tendens i relationer mellem etniske grupper. En tendens, som skjuler vigtigere sociale modsætninger og polariserer samfundet langs etniske grænser. At se konkrete konflikter som etnisk betingede har ofte ødelæggende konsekvenser for fredeligt samvær.
Naturligvis findes der adskillige konflikter med udspring i etniske eller racemæssige forskelle - men ikke alle og ikke de allerfleste.
I mellemmenneskelige relationer overhovedet findes der masser af former for konflikt: Mellem enkeltindivider, mellem sociale klasser, socialgrupper, generationer, indfødte og tilflyttere, de etablerede og outsiderne, de 'normale' og de 'unormale', de over- og underordnende osv. Men i det etniskfikserede univers fortolkes alt primært som en kamp mellem etniske eller racemæssige grupper.
Med et andet eksempel, en banal hverdagsagtig hændelse:

En kioskejer bliver irriteret over konkurrencen fra en nyåbnet kiosk.
Hvis den nye kioskejer tilhører den samme etniske, religiøse eller racemæssige gruppe som den første, ville den oprindelige kioskejer nok mobilisere en række kioskejergerning-relevante argumenter for, hvorfor folk skal blive ved med at købe hos ham:
*At den nye forlanger højere pris, at hans æg er salmonellainficerede, at hans forretning ikke er ren, at han ikke er venlig osv. Ikke alle argumenter ville være lige gode, men de ville være forretningsrelevante.
Hvad så, hvis den nye ejer tilhører en anden etnisk, religiøs eller racemæssige gruppe, eksempelvis er tyrker? Her kunne den indfødte kioskejer finde på at mobilisere etniske argumenter og overkommunikere kulturelle forskelle for at bevare sin kundekreds. Han vil mao. 'etnificere' konflikten ved at skabe en stemning af 'os' imod 'dem'.
*Han vil måske sige, at den nye kioskejer, som 'alle andre tyrkere og muslimer' ikke er renlig, at 'de' snyder, at løgnagtighed ligger i 'deres' blod, kultur og religion - mens 'vi' er renlige og hæderlige, bør være solidariske med hinanden og købe ind hos hinanden... Den slags sager forekommer overalt, og det kan være fristende at søge at overskue dem i enkle modsætninger. F.eks. som de gode vs. de onde - den undertrykte etniske minoritet mod flertallet, der søger at etnificere konflikten.
Men så enkelt er det ikke helt. En række forskere i etniske relationer gør nemlig opmærksom på, at det ikke kun er (dele af) flertallene, der etnificerer konflikterne, men også (dele af) mindretallene. Udover de nationalistiske og religiøse fundamentalistiske kredse, der forsøger at bevare den 'rene' og autentiske etniske kultur i det nye land, er der også en del mindretalspolitikere, hvis vigtigste kompetence består af deres hudfarve, dvs. etnicitet. Politikere, som derfor har en stærk interesse i at 'etnificere' konflikter og derved bygge en platform for sig selv som brobygger mellem de 'per automatik undertrykte og tavse fremmede' og de 'per automatik undertrykkende' danske myndigheder og den danske befolkning.
Hvis vi vender tilbage til vores hypotetiske kioskkonflikt, kan den nye kioskejer svare igen ved at mobilisere 'sine egne' - både ved at appellere til dem om kun at købe hos ham, og ved slet og ret at hævde, at den andens kritik (også den evt. berettigede del) udelukkende er racistisk.
Derved kan en banal økonomisk interessekonflikt lynsnart optrappes til en kamp om racer, kulturer og religioner. Ikke Børge vs. Mustafa, men Jesus vs. Mohammed. Eller Grundtvig vs. Atatürk.

Men hvem har i det hele taget interesse i at etnificere konflikterne - kan det ikke være fløjtende ligegyldigt? - For især to grupper kan etnificering være væsentligt.
Den ene gruppe består af sociale grupper, der føler en konkurrence fra medlemmer af andre etniske grupper: 'De tager vores jobs og de bedste lejligheder' ; 'De nasser på os, og vi kan i stedet bruge de skattekroner til de gamle'.
Her kan kulturelle og etniske forskelle bestyrke - eller helt erstatte - evt. økonomiske argumenter som begrundelse for deres modstand mod etniske minoriteter. Dermed være ikke sagt, at der ikke forekommer reelle kulturelle modsætninger, eller at indvandringen ikke har kulturelle og psykiske omkostninger. Men når folk primært begynder at bruge etniske og kulturelle forskelle, er der tale om etnificering.
Men en anden etnisk-fikseret gruppe består ofte af en lille gruppe mennesker, der lever af at være anti-racister, humanister eller forkæmpere for minoriteter. Ifølge dem handler indvandrernes vigtigste kamp ikke om at stige socialt og økonomisk op i det nye samfund, - dvs. uddanne sig, lære sproget, integrere sig, kæmpe for at skabe plads for etniske minoriteter på arbejdsmarkedet, på udannelsesinstitutioner og i det politiske liv, bekæmpe diskrimination. Derimod handler det om at føre etnisk kulturel og anti-racistisk kamp.
Det mest skadelige ved denne sidste og mest velmente form for etnisk politisering er måske, at den -stik imod sin formulerede hensigt - bidrager til frontdannelsen mellem 'os' og 'dem'.
Præcis som i sagen med gymnasierektoren, der kaldte eleverne for 'en flok aber'. Ville han, eller andre lærere, mon bruge udtrykket 'en flok aber' overfor danske studerende? - Ja, det gør mange gymnasielærere nok til daglig. Det kan man beklage eller synes er ok - racisme er det ikke.
Men fra nu af vil en lærer i samme situation tænke: "Jeg er sur og har lyst til at sige 'en flok aber' eller 'hundehoveder' til en gruppe studerende. Men lad mig lige tjekke, om alle studerende tilhører 'os'... 'Vores' unge vil fortolke min ytring som: 'Læreren er vred'. Men hvis jeg nu siger 'hundehoveder' til en gruppe medlemmer af etniske minoriteter, vil de måske læse min ytring således: 'Jeg er ikke vred på dig, fordi jeg synes du opfører idiotisk, men fordi du er tyrker-pakistaner-muslim osv.'. Måske er hund et urent dyr i 'deres' kultur, måske har væsener med hundehoved en negativ klang i 'deres' etniske mytologi..." Osv. osv.

Ikke fordi jeg mener, at folk skal gå rundt og kalde hinanden 'en flok aber' eller 'hundehoveder'. Men det er stærkt problematisk at skandalisere eller kriminalisere folk, der bruger ældgamle udtryk, som ikke i sig selv er etnisk eller racemæssige diskriminerende.
Med andre ord vil overfokusering på etniciteten fra de fremmedes side øge omkostningerne for danskere ved at omgås med dem. De skal hele tiden passe på, hvad de siger og hvordan det ville blive mis- og fortolket - og hvem gider indgå frivilligt i risikable situationer?
Onde tunger ville mene, at det netop er den situation, 'etnicisterne' ønsker:
Således kan de gå rundt og lege 'brobyggere', 'fortolkere', 'problemknusere', 'mellemmænd' osv. mellem grupper, som har så store problemer med at omgås hinanden.
Så derfor: Gid jeres kamp må mislykkes.

Mehmet Necef er lektor ved Odense Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu