Kronik

Forenkling og manipulation

Debat
22. maj 2000

Dilemmaerne var mange for de danske politikere under Anden Verdenskrig. Hvorfor lader venstrefløjshistorikere så som om, kun Socialdemokratiet begik fejl?

Historisk set
I forbindelse med 55-året for Befrielsen fik historikeren Morten Thing mulighed for i Information at gøre opmærksom på, at Besættelsestidens historie er 'kompliceret'.
Men det var synd at sige, at denne erkendelse prægede hans synspunkter i øvrigt. Der var således tale om endnu et bidrag til den traditionelle udlægning af teksten - omend med et par stramninger hist og pist f.eks. denne: "Reelt er historien om Besættelsen jo meget ubehagelig. Danmark var allieret med Tyskland, vi havde underskrevet en ikke-angrebspagt og en anti-Kominternpagt ... " Derfor var Sovjet "usikre på, om Danmark skulle regnes med til de allierede".
For det første er det en sproglig forvridning at kalde en ikke-angrebspagt for en alliance. For det andet havde Sovjet som bekendt selv haft en såkaldt ikke-angrebspagt med Hitler fra 1939 til 1941 - en pagt, som vedrørte det angreb på og den 4. deling af Polen, som foranledigede Anden Verdenskrigs udbrud tillige med Sovjets indlemmelse af Baltikum m.v. I modsætning til den anti-Kominternpagt, som Danmark blev tvunget ind i, var Hitler-Stalinpagten indgået på et frivilligt grundlag.
Denne pagt var bl.a. baggrunden for, at udenrigsminister Molotov mødte op i Nazi-Tysklands ambassade i Moskva med en lyk-ønskning til Hitler i anledning af det heldigt gennemførte overfald på Danmark og Norge. Den Stalin, der havde svært ved at anerkende Danmark som allieret, havde således selv båret kappen på begge skuldre.

Det var også Hitler-Stalin 'ikke-angrebspagten', som foranledigede de danske kommunisters formand Aksel Larsen til i en tale den 26. april 1940 at fremhæve, at "den engelske imperialisme (havde) været den drivende og agressive faktor" i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark og Norge. "Siden september (1939 havde de engelske imperialister) søgt sig en krigsskueplads".
Den fandt de ifølge Aksel Larsen - i Finland! Men inden de nu også fandt den i Danmark og Norge, havde "Tyskland besluttet at foregribe det engelske angreb og med sine magtmidler selv overtage beskyttelsen (!) af Danmarks og Norges kongerigers neutralitet og værne dem, sålænge krigen varer".
Aksel Larsen brugte her et direkte citat fra den tyske øverstkommanderende, general von Kaupischs, erklæring i forbindelse med overfaldet på Danmark den 9. april 1940. Endelig gjorde Aksel Larsen det i sin tale den 26. april 1940 til en "forbryderisk" gerning for sine landsmænd at dele "den opfattelse, som hver aften prædikes fra London Radio, at det danske folk skal søge sin frelse i den engelske flåde, den engelsk-franske hær og de engelske bombeflyvere". Frelsen skulle i stedet søges under Nazi-Tysklands beskyttende vinger.
I smuk forlængelse af Aksel Larsens synspunkter advarede DkP-avisen Arbejderbladet den 25. april 1940 de danske søfolk mod at gå i allieret tjeneste. Og den 20. juli 1940 kunne man i denne avis læse en kommentar til en stor tale, som Hitler havde holdt dagen før. Arbejderbladet tolkede talen på den måde, at det slet ikke havde været "Hitlers hensigt at føre krig, men at opbygge en ny socialstat af højeste kultur". - Hvor tragisk, at de imperialistiske engelske krigsbrandstiftere var med til at hindre Hitler i at realisere sin strålende plan.
Alt dette ændredes som bekendt efter den 22. juni 1941, hvor Hitler sendte en hær på 4.2 mio. mand mod Sovjet. Nu kunne man i nogle DkP-'teser' om krigen læse, at "Tysklands krig er en imperialistisk erobringskrig", hvor den indtil da havde været en krig til fordel for den engelske og franske imperialisme.

Først nu blev Anden Verdenskrig ifølge DkP forvandlet fra at have været en "imperialistisk røverkrig" til at blive "en folkekrig, en befrielseskrig, en demokratisk krig", mens den endnu den 21. juli 1940 af Arbejderbladet var blevet betragtet som "en krig, der intet har med demokrati eller frihed at gøre".
DkP var nu rede til at kæmpe "sammen med alle danske, (der) ærligt (!) ønsker at tilbageerobre vort lands uafhængighed" - men altså først da. DkP's rolle i de første år af Besættelsen er yderst pinlig - i al sin nazi-venlighed. Det er vel årsagen til, at den ikke blev berørt af Morten Thing i samtalen med Information, og til at man i venstrefløjslitteraturen om 'de fem onde år' leder forgæves efter de ovenfor anførte citater eller andre. - Der er ellers nok at tage af!
Til gengæld er der for venstre-fløjshistorikeren ingen tvivl om synet på det kollaborativistiske Socialdemokrati. Skønt der frem til sommeren 1943 var almindelig opbakning til den forhandlingspolitik, som politikerne - socialdemokratiske såvel som borgerlige - førte med besættelsesmagten, prøver venstrefløjshistorikerne at sætte et skel mellem politikerne og folket . Og i ganske særlig grad bliver Socialdemokratiet hængt ud.
Morten Thing holder sig naturligvis ikke tilbage: "Hvis tyskerne havde vundet krigen, havde vi (i kraft af forhandlingspolitikken) også været med på det vindende hold, ikke mindst Socialdemokratiet havde været glade ...".

Informations samtale med Morten Thing blev indledt med nogle citater fra historikeren Hans Kirchhoffs kronik i Politiken den 7. april. Det fremgik bl.a. af kronikken, at han i 50-året for Danmarks befrielse drog på foredragstourné. Ved den lejlighed gjorde han bl.a. den iagttagelse, at ikke en tilhører sympatiserede med den såkaldte samarbejdspolitik mellem SVKR-regeringen og besættelsesmagten.
Jeg møder den samme reaktion, når jeg selv foredrager om Besættelsestiden. Derfor undrer det mig, at Kirchhoff - og Claus Bryld og andre historikere - fortsat ønsker et opgør med myten om det modstandsivrige danske folk og de i virkeligheden ikke mindre modstandsivrige politikere. Den myte er for længst skudt i sænk! Og Kirchhoff har selv ydet sit årelange, heroiske bidrag.
Nu er angeren tilsyneladende ved at indhente ham. I hvert fald var han i slutningen af bemeldte kronik så forstående overfor forhandlingerne mellem politikerne og besættelsesmagten, at han følte sig foranlediget til at gøre følgende konstatering: "Jeg ønsker ikke at blive mistolket. Mit mål er ikke at besynge samarbejdspolitikken. Jeg har selv kritiseret den løbende i min historiske forskning". - Det er ingen overdrivelse!
Hvad nu 'samarbejdspolitikken' angår, rummer ordet samarbejde jo en underforståelse af frivillighed. Et samarbejde under tvang er ikke noget samarbejde.
Men hvor frit stillede var de danske politikere den 9. april 1940, da Hitler-Tyskland satte sig i besiddelse af vort land? Hvad var der af andre muligheder for dem på denne skæbnedato end 'samarbejdet' med besættelsesmagten. - Ingen! Et militært svar på verdens på det tidspunkt stærkeste militærmagts okkupation af landet ville have været ensbetydene med et kollektivt selvmord. Men der blev aldrig tale om noget samarbejde i gængs forstand. Samarbejdet foregik hele tiden på tyskernes betingelser.

Det er en institueret historikerdyd at anvende så neutrale ord om selv dramatiske begivenheder som muligt. Estrups konservative diktatur 1885 - 94 betegnes således som: Provisorieårene. Storlock-outen i 1899 betegnes som: Septemberforliget og kong Chr. X.s - af Venstre og de Konservative støttede - statskup i 1920 betegnes som: Påskekrisen.
Men på ét punkt er historikerne sprogligt modige. Forhandlingspolitikken med besættelsesmagten 1940-43 betegnes konsekvent som samarbejdspolitikken. De historikere, som anvender dette udtryk - i stedet for udtryk som: tilpasnings- eller forhandlingspolitikken - er således ikke med til at forklare eller forstå politikernes yderst vanskelige situation under Besættelsen, men til at fortegne den.
I Politikens oversigtsværk Besættelsens hvem, hvad hvor giver Hans Kirchhoff selv et andet overbevisende eksempel på en fortegnelse af Besættelsestidens historie. Som forklaring på befolkningens fuldstændige passivitet i forbindelse med den på tysk foranledning gennemførte arrestation af en række ledende DkP'ere i 1941, skriver Kirchhoff, at "kommunisterne som revolutionære kun nød ringe sympati i det borgerlige Danmark".
nFor det første var antipatien mod kommunisterne aldeles ikke forbeholdt de borgerlige. Den var almindeligt udbredt i befolkningen - også i arbejderklassen!
nFor det andet skyldtes modviljen mod kommunisterne ikke, at de var "revolutionære" - hvad der så i øvrigt skal lægges i dette begreb? Forklaringen var, at DkP hele vejen igennem havde forholdt sig fuld-stændig kritikløst til det stalinistiske diktatur, og at DkP ligeså kritikløst havde accepteret Hitler-Stalinpagten og givet sin støtte til Sovjets overfald på Finland i 1939.

Andetsteds har Hans Kirch-hoff indigneret skrevet om socialdemokraternes "antikommunisme" - selv under Besættelsen (Årbog for arbejderbevægelsens histore, 1994). Og en af hans studerende, Niels Wium Olesen, fører faklen videre i et festskrift til sin lærer: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid, 1999.
I Wium Olesens bidrag kan man bl.a. læse , hvordan socialdemokraterne "nærede en til paranoia grænsende mistænksomhed overfor kommunisterne". - Jamen, kan man nu forstå dem, disse mistænksomme socialdemokrater? Det ene år var de DkP's "socialfascistiske ... hovedfjender". Det næste år blev de af DkP bebrejdet, at de ikke gik med i en "folkefront" mod nazisterne - de nazister, som DkP så i øvrigt selv var forbundet med i årene 1939 - 41, dvs. under Hitler-Stalinpagten således, som jeg har beskrevet det nærmere i Politikens kronik 27. august 1999.
Endnu en tredie manipulation fra Kirchhoffs side skal nævnes. "Socialdemokratiet gik tilbage i alle større byer", skriver han i forbindelse med en omtale af valget i marts 1943. Men kendsgerningen er, at S gik frem med fra 20 til over 50 pct. i mange af de større byer.
Besættelsetidens historie er "kompliceret" - som anført af Morten Thing. Men det er nu ikke det indtryk man får ved læsning af hans og Hans Kirchhoffs og mange andre venstrefløjshistorikeres forudindtagede forenklinger, når de beskriver denne periode.

Henning Tjørnehøj er forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her