Kronik

Fremtiden og kønnet

25. maj 2000

I dag vedtages en ny ligestillingslov, og ministeren gør status - over et samfund, hvor individuelle valg bl.a. gør kvinder fleksible over for familien, så manden kan være det for arbejdsgiveren

Økonomi & Politik
I dag vedtager Folketinget en ny ligestillingslov, og vi tager hul på en helt ny æra i ligestillingsarbejdet - ja, en ny social kontrakt mellem kønnene. Ligestillingsrådet lukker, ikke fordi det ikke har gjort et godt stykke arbejde, men fordi tiderne har ændret sig, og der stilles helt andre krav til kønsdebatten end tidligere. Blandt andet bredes ligestillingsspørgsmålet nu ud i alle afkroge af samfundet.
I dag har vi - gennem Ligestillingsrådets, kvindeorganisationernes og arbejderbevægelsens indsats - opnået stort set formel ligestilling mellem kvinder og mænd. En situation, som for bare 25 år siden ved rådets oprettelse virkede utopisk.
Unge kvinder og mænd tager det for givet, at man ikke diskrimineres, fordi man har et bestemt køn. Vi skal dog ikke mange generationer tilbage før retten til at bestemme over sin egen krop, over egne børn eller ejendom ikke var en selvfølge, når man var kvinde. Som kvinde kunne man heller ikke få del i de politiske rettigheder i samfundet og var dermed uden muligheden for at ændre ved den magtfordeling, der fastholdt de ulige vilkår. At uddannelse var en sjældenhed for en ung pige gjorde ikke kampen lettere.
Med den formelle ligestilling i hus er det nu på tide at vurdere, hvordan vi så kan opnå reel ligestilling. For på trods af landvindingerne er der stadig lang vej tilbage. Selvom kvinder og mænd er blevet ligestillede på de fleste områder, har vi ikke opnået lige værd eller reel ligestilling mellem de to køn. På en lang række områder er der fortsat store forskelle på de muligheder kvinder og mænd har både på arbejdsmarkedet og i familien.
Kvinder tjener i gennemsnit fortsat kun ca. 80 procent af hvad mænd tjener, et løngab, som er forblevet uændret de seneste 20 år. Kvinders arbejdsløshed er højere end mænds og deres tilknytning til arbejdsmarkedet er løsere. Kvinder bærer fortsat hovedansvaret for familien, og det er også kvinderne, der tager orlov og deltidsarbejde for at få hverdagen til at hænge sammen. Det har betydning for kvindernes karrieremuligheder men også for deres pengepung. Deres livsindkomst bliver nemlig mindre og deres pensionsudbetalinger ligeså.

Starter en mand sin pensionsopsparing som 30 årig og en kvinde som 35 årig - begge med en årlig pensionsgivende løn på 225.000 kr. en bidragsprocent på 10 procent og en realrente på 3,67 procent - vil kvinden få 55.000 kr. mindre om året end manden. Blot fem års fravær i de tidlige pensionsopsparings år kan altså resultere i en 31 procent mindre årlig pensionsydelse. For de fleste familier indgår pension slet ikke i overvejelserne, når orloven skal fordeles selvom netop de tidlige pensionsopsparingsår har størst betydning. Bliver folk skilt eller flytter de fra hinanden glemmer de ofte at dele pensionsopsparingerne, blandt andet fordi det ikke er lovpligtigt at dele arbejdsmarkedspensioner. Vi står hermed overfor et reelt problem i forhold til, at kvinder kan risikere at ende som fremtidens fattige.
På en lang række områder nyder kvinder altså ikke den ligestilling, som de fleste unge piger tager som en selvfølge. Mens kvinder er dårligere stillet på arbejdsmarkedet, sidder de til gengæld ofte på magten i familien. Mænd står i et tomrum, hvor rollen som hovedforsørger er ved at være udspillet, mens der endnu ikke er fundet en ny rolle i forhold til familien. Der er altså et skisma mellem den opfattelse mange har, om at enhver har frie valgmuligheder og den virkelighed og de kønsbarrierer som reelt fastholder begge køn i traditionelle kønsrollemønstre.
Forbedringen af sammenhængen mellem familie- og arbejdslivet har længe været på arbejdsmarkedets parters og regeringens dagsorden. Der er blevet iværksat mange initiativer for at gøre det muligt at forene de to sfærer. Problemet er, at mange af disse initiativer ikke er blevet vurderet udfra et kønsperspektiv. Hver gang, der indføres en ny ordning, vil denne uvægerligt få forskellige konsekvenser afhængig af kønnet.

Et eksempel er fleksibilitet. Fleksibilitet anses af de fleste som kodeordet i organiseringen af det fremtidige arbejdsmarked. Man kunne lidt frækt spørge, om fleksibilitet alene giver folk retten til at arbejde over, og hvem fleksibiliteten egentlig gavner? Flere forskere peger på, at der rent faktisk er sket en polarisering i samfundet, således at de, der i forvejen har et spændende og udfordrende job også, er dem, der har mulighed for at udnytte fleksibiliteten til at forbedre sammenhængen mellem familien og arbejdet.
Majoriteten af arbejdskraften på arbejdsmarkedet har derimod ikke fået mere fleksibilitet i arbejdet. For denne store gruppe af for eksempel hjemmehjælpere og kassedamer er fleksibilitet blot noget den veluddannede elite priser som fremtidens arbejdsorganisering. Forskere har rent faktisk bemærket, at teknologien i stedet for øget frihed er med til yderligere at standardisere arbejdsrutinerne. Det, der skulle frigøre, er derfor i stedet med til yderligere at forringe en stor gruppe lønmodtageres mulighed for selv at tilrettelægge deres arbejde. Fleksibiliteten kommer altså især visse grupper til gode i arbejdslivet, mens mange - blandt andet i den offentlige sektor og det vil sige kvinder - ikke drager nytte af den.
Fleksibilitet bruges desuden helt forskelligt af de to køn. Arbejdsdelingen i familien ender som regel med, at mænd afleverer børnene om morgenen og kvinderne henter om aftenen. Mænd er derfor mere synlige på arbejdspladsen, fordi de har mulighed for blive længere på arbejdet, når chefen er til stede. Mænds karrieremuligheder bliver derfor bedre end kvinders.
Groft sagt kan man påstå, at kvinder bruger fleksibiliteten i forhold til familien, så manden kan være fleksibel overfor arbejdsgiveren. Kvinderne bruger deres mulighed for selv at planlægge deres arbejdstider til at indpasse disse omkring mandens arbejdstider, så hverdagen kan hænge sammen. På de fleste traditionelle mandearbejdspladser er det ikke accepteret, at bytte vagter, fordi familien har brug for det. Argumenter som bi-job eller uddannelse derimod, er valide når der skal byttes eller afspadseres. Det kan hverken kvinder eller mænd være tjent med.

Når jeg taler med unge mænd i dag, står det klart, at mange af dem ønsker større ansvar for og i familien. Mænd vil ikke længere kun være forsørgere, men have mulighed for at tage del i deres børns opvækst og familiens dagligdag. Det kønsopdelte arbejdsmarked og de fastfrosne kønsmønstre hindrer dog mange mænd i at drage nytte af de mange initiativer til at forbedre sammenhængen mellem familie og arbejdsliv. Ligesom kvinderne fastholdes mændene i kønsstereotype forestillinger om, hvad rigtige kvinder og mænd gør på arbejdsmarkedet og i familien.
Det er derfor på tide, at give ligestillingsarbejdet en anden drejning. Det skal styrkes og reorganiseres så vi bliver i stand til at håndtere de meget konkrete uligheder, som fortsat adskiller de to køn. Vi skal bruge nye instrumenter i ligestillingsarbejdet og begge køn skal mobiliseres. Jeg håber, at vi hermed tager de første skridt mod skabelsen af en ny social kontrakt mellem kønnene.
En sådan kontrakt skal bygge på gensidig respekt og værdighed og sikre, at alles ressourcer kan komme til udfoldelse både på arbejdet, i familien, i samfundslivet og i det civile liv. Hvis den enkelte kvinde og mand får chancen for at bruge alle sider af sig selv bedst muligt, vil det ikke bare være godt for den enkelte, men til gavn for hele samfundet. Motivationen skal findes i ønsket om det fælles gode liv. Mænd skal inddrages for deres egen skyld og ikke kun som et redskab til at forbedre kvinders vilkår.
Polariseringen mellem kvinder og mænd i kvindekampen er erstattet af en nuanceret kønsdebat, mindre domineret af tidligere tiders ideologi og mere præget af debat om særskilte emner.

Med vedtagelsen i dag af loven får vi tre separate organisationer i stedet for et Ligestillingsråd, nemlig en Ligestillingsafdeling til at støtte Ligestillingsministeren, et Videnscenter for ligestilling og et klagenævn for kønsdiskrimination.
Kernen i loven er, at ligestillingsarbejdet skal mainstreames ind i al politik og administration samtidig med, at der skal være særlige indsatsområder - den såkaldte dobbelte strategi. Mainstreaming betyder, at ligestilling skal vurderes på linie med administrative, økonomiske, miljømæssige og EU-retlige virkninger.
Min og fremtidige ligestillingsministres opgave skal være at koordinere ligestillingsarbejdet på alle niveauer. Tanken er, at opgaverne i høj grad skal løses af dem, der har den faglige indsigt og i det daglige udfører opgaverne, men at der skal være nogle til at binde enderne sammen. Ligestilling forankres hermed i realpolitikken og den bredes ud - den mainstreames.
Men ligestilling skal fortsat også udfolde sig i den offentlige værdidebat. Videnscentret for ligestilling ser jeg som det sted, hvor idéerne og nytænkningen skal opstå. Centret skal give væsentlig inspiration til samfundsdebatten, foreslå konkrete initiativer og producere ny viden og dokumentation i ligestillingsarbejdet. Til centret vil der blive etableret et Debatforum. Dette forum skal afspejle den brede og nuancerede køns- og samfundsdebat, vi har i dag, men skal også samle og sprede viden og give plads til den frække og provokerende debat.

Klagenævnet etableres for en to-årig forsøgsperiode. Klagenævnet skal sikre at alle, som føler sig kønsdiskrimineret, har et sted at henvende sig. På den måde sikrer vi, at de formelle rettigheder faktisk bliver overholdt. De fleste kønsdiskriminationssager er hidtil blevet rejst på arbejdsmarkedsområdet. I 1999 var der omkring 100 henvendelser til Ligestillingsrådet, det var især sager om kønsdiskrimination ved ansættelse og ligeløn. Sager som disse vil fortsat blive kørt ved faglig voldgift. Der kan dog være tilfælde, hvor en organisation ikke ønsker at behandle medlemmets sag eller ikke har ressourcer til det - eller der kan være situationer, hvor personen ikke ønsker sagen behandlet af sin organisation. I disse situationer skal klagenævnet være med til at sikre den enkeltes rettigheder. Men jeg forestiller mig også, at der vil blive rejst helt nye typer af dis-kriminationssager og nævnets praksis kan derfor være med til at sætte fingeren på, hvor i samfundet der er ligestillingsproblemer. Jeg tror, at nævnet kan få en præventiv effekt ved at understrege, at kønsdiskrimination tages alvorligt, og at folketinget anser denne som en krænkelse af den enkeltes rettigheder.
Med den nye lov i ryggen som mobiliseriengsgrundlag og et fornyet engagement, er det mit håb, at vi hurtigt kan gøre noget ved nogle af de mange nye problemstillinger, jeg har ridset op. Med mainstreamingen og den dobbelte strategi, kan vi forhåbentlig etablere et tidssvarende ligestillingsarbejde. Min vision er, at ligestilling skal blive et fælles projekt for kvinder og mænd, unge og gamle uafhængigt at socialklasse. Der skal skabes en respekt for forskelligheden, hvoraf køn kun er en del af mangfoldigheden. Vi skal tale om menneskelige ressourcer og ikke kun definere folk som kvinder eller mænd.

Jytte Andersen er minister for ligestilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu