Kronik

Frihed til at tro

31. maj 2000

At tro uden at blive forfulgt er også en menneskeret. Også selv om diverse diktaturer anser det for et menneskeretligt brud at påtvinge dem vestlige normer

Tro & Filosofi
Trusler, vold, tortur, fængsling og drab. Blot fordi man fastholder retten til at tro. Det er virkeligheden for mange mennesker rundt omkring i verden. De er truet på sikkerhed og frihed, fordi de lever i et land, hvor retten til at tro bliver nægtet dem.
I Danmark er situationen en helt anden. Herhjemme kan vi dårligt forestille os, at religiøse stridigheder skulle få os til at forlade hjem, familie og arbejde. Men vi skal faktisk ikke længere væk end det tidligere Jugoslavien for at finde et eksempel på religiøs undertrykkelse, der har revet mennesker fra hinanden. Og i Danmark behøver vi ikke gå mere end godt halvtreds år tilbage i Europas historie for at genopleve nazismens folkemord mod jøderne. Holocaust var en af verdenshistoriens største forbrydelser mod menneskeheden og tydeligvis en religionsforfølgelse.
4. maj havde Folketinget for første gang nogensinde religionsfriheden på dagsordenen - i en forespørgselsdebat rejst af Kristeligt Folkeparti. Formålet var at sætte fokus på den danske indsats for religionsfriheden og at styrke den udenrigspolitiske indsats på området. For Danmark gør simpelthen ikke nok for den specielle del af menneskerettighederne, der handler om religionsfrihed. Nok skal der i den danske udviklingspolitik tages et særligt hensyn til menneskerettighederne, men religionsfriheden vejer ikke særlig tungt i det samlede billede. Området har simpelthen været underprioriteret. Udenrigsministeriets konkrete indsats for menneskerettighederne skal forbedres. Krænkelser bør påtales konsistent. Kun på den måde kan Danmark være med til at gøre en forskel. Mange steder i verden er religiøse stridigheder en af årsagerne til voldsomme konflikter. Derfor mener jeg, at Danmark stadig har et stort stykke arbejde at gøre på området.

Gennem flere år har jeg indsamlet baggrundsstof om religionsfrihedens vilkår rundt omkring i verden. Og det er desværre ikke særlig svært at opremse en mængde veldokumenterede eksempler på overgreb mod religionsfriheden. Her er et udpluk:
nDen kinesiske præst Li Dexian fra Guangdong provinsen blev for nylig løsladt efter sin 13. fængsling. Han er blevet udsat for diskrimination og fysisk overlast, fordi myndighederne ønsker, at hans kristne menighed skal ophøre med at eksistere. Tusindvis af andre kristne i Kina befinder sig i en lignende situation. De fængsles, tortureres, forfølges og dræbes p.g.a. deres tro, ligesom tibetanske buddhister, muslimer og meditationsbevægelser også modarbejdes og forfølges af Kinas myndigheder.
*Piger og kvinder i det sydlige Sudan bortføres, udnyttes seksuelt, er ofre for kvindelig omskæ-ring, tvangskonverteres til en anden religion og holdes som arbejdsslaver i militærlejre. Tusindvis af piger, drenge, kvinder og mænd lider grusomme skæbner i det borgerkrigshærgede land. Muslimer, kristne og animister strides i en tragisk konflikt, hvor overgrebene mod befolkningen er rædselsvækkende, hvor hospitaler bliver bombet, og landsbyer jævnes med jorden. Ingen kan forestille sig de lidelser, som indbyggerne i Sudan har været udsat for. Tal siger langtfra alt, men omkring en million mennesker anslås at have mistet livet i borgerkrigen, og fem millioner er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem.
*I Saudi-Arabien bliver gæstearbejdere og andre udlændinge arresteret og udvist af landet for at dyrke andre religioner end islam - også når religionen praktiseres i privat regi. Islam er den eneste tilladte religion. Jævnligt arresterers og deporteres mennesker, når det religiøse politi - al-Mutawa'een - pågriber dem under anklage for at handle mod islamisk tro.
For Saudi-Arabiens egne borgere er det værre endnu. Konvertering fra islam til en anden religion koster ikke bare familielivet og arbejdet. Foruden en total social udstødelse kan det koste livet. Mennesker forfølges, fængsles, tortureres og dræbes for at have en anden overbevisning, end den myndighederne foreskriver.
Fornylig udsendte Amnesty International en rapport om forholdene i Saudi-Arabien. Det er barsk læsning. Trods dette er Saudi-Arabiens myndigheder ikke blevet udsat for en international kritik og fordømmelse af behandlingen af landets indbyggere og gæstearbejdere, som står mål med overgrebene. De realpolitiske spilleregler - landets strategiske betydning og status som storproducent af olie - har tilsyneladende afholdt det internationale samfund fra at melde klart ud med kritik og fordømmelse - endsige handling.
*I Indien blev den australske missionær Graham Staines dræbt i januar 1999 sammen med sine to drenge, da en gruppe fundamentalistiske hinduer brændte dem inde i deres bil. Mange fattige indere udsættes for forfølgelse og tvang, hvis de har valgt at konvertere til en anden religion. Myndighederne ønsker, at de vedbliver med at være hinduer, så de fastholdes i deres placering på det laveste trin i kastesystemet eller som kasteløse.
*Jævnligt kommer der rapporter om de evangeliske kristne i Turkmenistan og Usbekistan. Kirker og ejendom bliver ødelagt og konfiskeret. Kristne trues, slås, fængsles, gøres retsløse, udvises, på-lægges bøder, forbydes - og det på trods af landenes officielle accept og ratificering af gældende menneskerettighedskonventioner.
Disse aftalers indhold burde afholde myndighederne fra at begå eller acceptere disse handlinger. Listen kan fortsættes i det uendelige. Muslimer og kristne i Indonesien har i flere år stået i en voldelig konflikt med hinanden, hvor tusinde af menneskeliv er gået tabt. I Nigeria er tusinders hjem og liv blevet ødelagt i de sidste års kampe omkring islamisk lovgivning i landets delstater. I Egypten udsættes kopterne fra tid til anden for overgreb fra det muslimske flertals side. Der berettes om undertrykte minoriteter i Vietnam, Burma, Tyrkiet, Mexico, Iran, Kosova, Malaysia, Pakistan...

USA udgiver årligt en rapport (Religious Freedom Report), hvor alle landes lovgivning og praksis i forhold til religionsfriheden beskrives. Amnesty International, Human Rights
Watch, FN's menneskerettighedsinstitutioner, nyhedsbureauer og forskellige andre offentlige og private organisationer beretter hver især om brud på religionsfrihedens menneskeret.
Menneskerettighedernes universelle gyldighed sættes der af og til spørgsmålstegn ved. De saudiarabiske myndigheder har i deres svar på blandt andet Amnesty Internationals alvorlige anklager om brud på menneskerettighederne forsvaret sig med, at kritikken er forfejlet. Det er i sig selv et menneskeretligt brud at påtvinge Saudi-Arabien normer og rettigheder, der er fremmede for landets egen kultur og tradition, og indblandingen er uberettiget.
Den opfattelse er jeg ikke enig i. Der er og vil fortsat være mange forskellige holdninger til, hvad mennesker skal have ret til. Men samtidig er det universelt, at mennesker ønsker en frihed fra vilkårlig påført smerte og lidelse. En sådan frihed er ethvert menneskes ret - også i Saudi-Arabien. Jeg tror ikke, der findes nogen kulturel eller religiøs tradition, som med moralen i behold kan forsvare, at mennesker tvinges til at underskrive falske anklager under tortur; at mennesker udsættes for vilkårlig magtudøvelse; at mennesker fængsles, straffes eller slås ihjel for deres tros skyld; eller at mennesker på alle måder nægtes retten til at have en personlig holdning.
Folketingsdebatten om religionsfrihed fik sat fornyet fokus på emnet. Alle partier stod bag en vedtagelse, der pålægger regeringen at komme med en redegørelse for, hvordan det går med arbejdet for religionsfriheden i dansk udenrigspolitik. Redegørelsen skal være færdig inden årets udgang og med den i hånden kan vi tage fat på, hvor der er brug for at gøre en indsats. Der er altså bred politisk opbakning til at arbejde for religionsfriheden. Det må vi udnytte til at holde regeringen fast på, at Danmark skal styrke sin indsats på området.

Danmark er på mange måder et velstillet land - økonomisk, socialt og menneskeligt. Vi tager meget for givet, blandt andet et samfund, hvor vilkårlig magtudøvelse ikke finder sted, som vi ser det i andre lande.
Vi lever i et samfund med så megen overflod, at vi rigeligt har råd til at vedkende os vores ansvar for de områder af verden, der er mindre heldigt stillet. Og det ansvar kan vi ikke frasige os. Det gælder både for den danske regering og den enkelte dansker. Forpligtelsen til at hjælpe mennesker i nød er universel, og den bør vi alle tage vores del af.

Flemming Kofod-Svendsen er cand.theol. og MF for Kristeligt Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu