Kronik

Handelspolitik og bløde værdier

Debat
11. maj 2000

Danske NGO'er kan få en vigtig rolle ved at overbevise u-landene om, at bl.a. miljø- og arbejdstagerrettigheder hører med i en global handelspolitik

Økonomi & Politik
Demonstrationerne forud for møderne i Verdensbanken og IMF for et par uger siden ledte tankerne hen på protesterne i forbindelse med WTO-ministerkonferencen i Seattle i december sidste år.
Anti-globalister, frihandelsmodstandere, fortalere for bedring af arbejdstagerrettigheder, dyreværnsforkæmpere, miljø- og u-landsaktivister samt mange andre protestbevægelser var samlet med ét formål: At forhindre møderne i at finde sted.
At mange WTO-lande ønskede, at man på Seattle-mødet skulle diskutere miljø, arbejdstagerrettigheder og de fattige landes problemer, og at IMF rent faktisk drøftede gældslettelse for u-landene, lod ikke til at påvirke demonstranterne.
I modsætning hertil har danske NGO'er et mere realistisk forhold til de internationale handelspolitiske problemer. De deltager konstruktivt i det omfattende handelspolitiske arbejde, som regeringen iværksatte forud for Seattle-konferencen, og som bl.a. omfatter ministerier, styrelser, inte-resseorganisationer og NGO'er.
Den internationale handelspolitiske diskussion om igangsættelse af en ny runde af globale frihandelsforhandlinger har ikke bevæget sig meget siden Seattle-mødet. Situationen er præget af, at der ikke kan spores nævneværdig fleksibilitet blandt EU's større
medaktører: USA, de asiatiske lande samt udviklingslandene. Der er flere grunde til, at forhandlingssituationen virker fastlåst.

For det første spiller handels-politik en ikke uvæsentlig rolle i den amerikanske præsidentvalgkamp. Det gælder både, når der drøftes mulighederne for øget global frihandel og i spørgsmålet om Kinas optagelse i WTO.
For det andet er det ikke lykkedes i-landene at vedtage foranstaltninger over for u-landene, som kunne øge disse landes engagement i omfattende frihandelsforhandlinger. Et forslag til "u-landsminipakke" er blevet køligt modtaget. Pakken indeholdt bla.:
*initiativer vedrørende øget markedsadgang for u-landenes produkter,
*lettelse af u-landenes forpligtelser i medfør af Uruguay-runden,
*og bistand til u-landenes administration af de ofte komplicerede handelspolitiske regler.
Udviklingslandene finder ikke forslagene vidtgående nok. Samtidig fastholder de, at det ikke kan komme på tale at drøfte emner som arbejdstagerrettigheder og forsigtighedsprincippet i en kommende runde, til trods for, at disse emner står højt på ønskesedlen i både EU og USA.
For det tredje er drøftelserne om en ændring af WTO's arbejdsform i retning af mere åbenhed og inddragelse af udviklingslandene ikke afsluttet i Genève. En sådan reform er nødvendig, hvis tilliden til WTO som forhandlingsforum skal bevares.

På trods af at Danmark nok er det WTO-land, der i videst muligt omfang inddrager interesseorganisationer, NGO'er og parlamentarikere i fastlæggelsen af de handelspolitiske holdninger, har der været rejst kritik mod Danmarks rolle og de manglende resultater vedrørende bl.a. miljø og bistand til udviklingslandene.
Kritikken er ubegrundet.
Danmark hører til blandt de mest aktive og progressive lande, når EU-kredsen diskuterer handelspolitik. Danmark har således konsekvent kæmpet for at forbedre "u-landsminipakken" gennem krav om, at EU skulle give fuld markedsadgang for alle de mindst udviklede landes produkter.
Også på miljøområdet er man fra dansk side aktiv, og Danmark fremlægger i disse dage i EU en række ideer til, hvordan bl.a. forsigtighedsprincippet kunne indpasses i WTO's system af regler. I den forbindelse foreslår man fra dansk side etablering af en "forsigtighedsklausul" på WTO-området.
Danmark befinder sig imidlertid i en vanskelig forhandlingssituation.
På den ene side ønsker vi at imødekomme udviklingslandene, bl.a. gennem fri markedsadgang for de mindst udviklede lande. Det kæmper vi hårdt for i EU. Vi mener ikke, at der skal være mulighed for at udelukke en række landbrugsprodukter, der lige præcis har stor betydning for nogle af de mindstudviklede lande, som skulle have gavn af initiativet.
Vi så fra dansk side også gerne, at WTO ydede et større bidrag til udmøntning af det tidligere løfte om at hjælpe de nettofødevareimporterende lande. Den såkaldte Marrakesh-beslutning lægger op til en indsats fra det internationale samfund.

Danmark mener, at EU bør lægge pres på WTO for at skaffe den viden, vi mangler om bl.a. fødevarebistandens virkning på verdensmarkedet for fødevarer. Fra dansk side arbejder vi aktivt for, at EU skal fremme dette mål. Vi har iværksat en dansk undersøgelse af sammenhængen mellem EU's landbrugspolitik og udviklingslandenes vanskeligheder. På den anden side ønsker vi også, at de såkaldte bløde politikområder som miljø, arbejdstagerrettigheder, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd optages på dagsordenen i WTO.
Men netop disse områder er udviklingslandene ikke rede til at forhandle om. De ønsker dem stort set ikke engang på dagsordenen som overskrifter. Hovedanklagen er, at i-landene kun vil inddrage disse spørgsmål for ad bagvejen at kunne indføre protektionistiske foranstaltninger.
En sådan risiko er naturligvis til stede. Men på den anden side er det vanskeligt for et frihandelsland som Danmark, der ønsker afskaffelse af handelsbarrierer og i bund og grund er modstander af protektionisme, at acceptere en sådan kritik fra udviklingslandene. Danmark har f.eks. modsat sig ideen om indførelse af sanktioner mod lande, der ikke lever op til internationale arbejdstagerrettigheder.
I stedet for sanktioner ønsker vi at give yderligere fordele til de lande, der respekterer de vigtigste ILO-konventioner. Det er ikke protektionisme, men en tilgang, der vil føre til bedre eksportmuligheder for udviklingslandene.

Det er vanskeligt at overbevise udviklingslandene om, at de bløde emner skal inddrages. Det har knap nok været muligt at få en dialog i gang. Regeringen vil fortsætte sine bestræbelser på at inddrage både miljø og arbejdstagerettigheder, men der er brug for, at også danske NGO'er gør en konstruktiv indsats.
Danske miljø- og u-landsorganisationer deler i vid udstrækning regeringens holdning og ønsker, at u-landene accepterer diskussionen af de bløde politikområder.
Det er derfor vigtigt, at danske NGO'er - eventuelt gennem deres internationale søsterorganisationer og ved kontakter i u-landene - prøver at forklare udviklingslandene, at der ikke ligger en protektionistisk dagsorden bag ønsket om at drøfte f.eks. miljø- og arbejdstagerrettigheder. En ændret holdning især vedrørende arbejdstagerrettigheder vil også gøre det lettere at overtale en vigtig aktør som f.eks. USA til at vise mere imødekommenhed over for forhandlingsområder af stor interesse for udviklingslandene - som f.eks. tekstiler og anti-dumping-regler.
Derved er vi tilbage ved Danmarks og EU's grundholdning: At den eneste vej ud af det globale handelspolitiske dødvande er etablering af en bred handelspolitisk frihandelsrunde, hvor alle emner opføres på dagsordenen. Hvis dette skaber problemer for visse WTO-lande, kan man eventuelt variere begyndelsestidspunkt og ambitionsniveau fra emne til emne.
Regeringen vil fortsætte det aktive handelspolitiske arbejde i EU for at nå målet om en bred runde af frihandelsforhandlinger.
Men danske og internationale NGO'er må medvirke til at overbevise u-landene om, at bl.a. miljø- og arbejdstagerrettigheder hører med på en handelspolitisk dagsorden i en globaliseret verden.

Niels Helveg Petersen er udenrigsminister (R).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her