Læsetid: 3 min.

Hver sin krig

Debat
25. maj 2000

Tendentiøs gennemgang af krigene på Balkan

Bogligt
Bogen Vanviddets Vidner af forskningsminister Birte Weiss og Karsten Fledelius er en usædvanlig bog - ikke kun fordi den forsøger at finde forbryderne bag og fordi den prøver at forstå en massakre på bosniske muslimer i 1992. Den er også usædvanlig, fordi de to forfattere i dele af bogen synes at have anlagt hver sin synsvinkel.
Birte Weiss skriver i sit forord, at synsvinklen i bogen ligger hos bosniakkerne (det vil sige de bosniske muslimer). Men læser man Karsten Fledelius' kalender over vigtige begivenheder under krigene i Kroatien og Bosnien, får man det modsatte indtryk.

Mærkelige mangler
For eksempel står der i kalenderen under 1995: "11.-25.7 De bosniske serbere indtager Srebrenica og Zepa." Det er alt. Ikke et ord om at mindst 7.000 muslimske drenge og mænd blev dræbt i den værste enkeltforbrydelse i Europa efter Den Anden Verdenskrig. Krigens kalender synes generelt at undgå tal på ofre, men kalenderen kunne da have nævnt, at der fandt en massakre sted i Srebrenica. Den manglende oplysning om massakren i Srebrenica skal ses i lyset af, at krigskalenderen for 1992 noterer den "16.12 Serbiske ofre for bosniakisk massakre findes nær Bratunac i Bosnien." Ved denne massakre blev omkring 100 ofre fundet. Hvorfor noterer krigskalenderen en massakre på 100, men ikke en massakre på 7.000? Et andet problem er krigens begyndelse i Bosnien i 1992: "6.4 EF-landene anerkender Bosniens uafhængighed. Krigen i Bosnien en kendsgerning." Ikke mere om den krigs start.
Bortset fra at man med de to sætninger synes at antyde den omstridte sammenhæng mellem EF-landenes anerkendelse og krigsudbruddet, så er udtrykket "Krigen i Bosnien en kendsgerning" et noget sterilt udtryk. Hvad med at forklare om de første serbiske snigskytters drab på indbyggerne i Sarajevo eller om, at serbere over store dele af Bosnien griber til våben og begynder etnisk udrensning af kroater og muslimer. Hvorfor bliver kosovo-albanernes parlament omtalt som illegalt (19.10. 1991), mens et tilsvarende udtryk ikke benyttes om de bosniske serberes parlament? Man kan drage mange paralleller mellem de to parlamenter, og i folkeretlig forstand må de vel siges begge at være illegale.
I Krigens kalender omtales danske tab første gang i april 1996. Men hvad med de danske nødhjælpschauffører, der blev dræbt under krigen i Bosnien eller de danske FN-soldater, der blev dræbt i Kroatien. Man kunne fristes til at spørge, om de er udeladt, fordi de fleste af dem faldt for serbiske våben?
I den meget udførlige krigskalender kunne man også have nævnt de serbiske angreb på de kroatiske byer Vukovar og Dubrovnik. Der er ikke noget faktuelt forkert i Krigens kalender, men de manglende oplysninger hører ind under kategorien udeladelsessynder.
Jeg har stor respekt for Karsten Fledelius' viden om forholdene på Balkan, men Krigens kalender repræsenterer altså en tendentiøs behandling af krigene i Bosnien og Kroatien.

Hvor har Weiss det fra?
I den øvrige del af bogen er Karsten Fledelius langt mere nuanceret. Men forskellen i synsvinkel mærkes. For eksempel skriver Birte Weiss om de muslimske enklaver øst for Sarajevo, at "folk i tusindtal døde af sult." Jeg ved ikke, hvor Birte Weiss har det fra, fordi det utrolige ved enklaverne var netop, at med nogle meget få undtagelser overlevede så mange mennesker sult og anden elendighed i flere år, indtil de blev løbet over ende.
Man kan mene, hvad man vil om Birte Weiss' forsøg på at sminke sit minde som ansvarlig minister for flygtninge med denne bog, men de forskellige synsvinkler og den tendentiøse holdning, som især Karsten Fledelius lægger for dagen i Krigens kalender, ødelægger en i øvrigt spændende bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her