Læsetid: 4 min.

Individ på den selvfede måde

Debat
29. maj 2000

Bliver man træt af sit 'legetøj' kan man blot smide det væk. - På sporet af angsten for tilpasning

IT-oprør?
En af 70'erne intellektuelle øvelser hed narcissismekritik. 70'ernes ungdom var for selvcentreret og egoistisk, og det hele var kapitalismens skyld. Kuren hed derfor også: Mindre individ og kapital, mere solidaritet og statslig styring.
I dag tales der sjældent om narcissisme. Basalt set kan vi tænke to forklaringer:
nNarcissismekritikken er forældet;
nNarcissismen er blevet så udbredt, at kritisk distance er opgivet.
Lad os her tage udgangspunkt i den anden forklaring. Der tales i første person ental som aldrig før: Jeg synes, jeg føler, jeg nyder.... De fleste kender sikkert også historien om Narcissos, en græsk sagnfigur, som forelskede sig i sit eget spejlbillede. Narcissisten er følgelig den, som forelsker sig i sig selv. Selvet bliver et centrum for al adfærd og handlen. Alle ydre indgreb bliver følgelig regnet som overgreb.
Hvis vi vil forstå narcissismen, må vi imidlertid grave et spadestik dybere. Narcissicos ser ikke sig selv i spejlet, men derimod et autonomt individ. Det narcissistiske miskender derfor dets fundamentale afhængighed af omgivelserne. I denne forstand er vi alle forvoksede børn, børn i kraft af at være afhængige af vores omgivelser, forvoksede, fordi vi mis-kender den samfundsmæssige formning.

Store børn
Er vores samfund ikke netop præget af sådanne forvoksede børn og infantile voksne? Bliver børn ikke i stigende grad behandlet som voksne? For blot at nævne et eksempel kan vi tænke på barnets ændrede (rets)stilling under en skilsmisse. Barnet bliver i stigende grad tvunget til at være refleksivt. Dets holdninger kan være afgørende for hvilken af de skilte forældre, der skal have forældremyndigheden. Og omvendt - fastholdes individet ikke i en uendelig barndom?
Livet er en lang uddannelse, hedder det. Virksomheder og andre institutioner tænkes som familier, man kan indgå et symbiotisk forhold til osv.
Vi kunne sige, at der er sket en familisering af det sociale og den refleksivering af det individuelle og personlige. Hvilket analytisk greb fanger disse to elementer, hvis ikke netop narcissismekritikken?
Måske kan man ligefrem forbinde denne tendens med globaliseringens pres. Det handler bl.a. om, hvordan tradition og historie eroderes som grundlag for valg og handling. I stedet søger individet tryghed i surrogatfamilier: i virksomheden, sportsklubben, nationen.
Og hvor skulle vi så finde denne narcissisme tydeligst, hvis ikke netop i IT-branchen? Informations IT-nummer den 10. maj var et sandt overflødighedsshorn af barnagtige udtalelser fra tidens IT-jetset. Topmålet var en såkaldt IT profet fra
MIT's media lab. i Boston, som blev citeret for at have sagt, at "MIT er et digitalt drømmeland, der flyder over med legetøj. At forblive et barn er ikke let, men en kontinuerlig strøm af nyt legetøj gør det lettere."

Hvilken gammel skole?
Og fra en anden internetpioner: Jesper Green: "Ligesom jeg er flexpert, er jeg ikke af den gamle skole, som tænker i partipolitik. (....) Jeg går ned i den langtidsholdbare ende af køledisken og kombinerer de ideologier, jeg har lyst til. Den ene dag kan jeg være socialdemokrat og lidt buddhist. Dagen efter kan jeg være KAP'er, krydret med lidt Godfred Appel og lidt Jens Heimburger, for han er sgu en fin fyr."
Det er frit valg på alle hylder. Bliver man træt af sit "legetøj" kan man blot smide det væk. Der er ikke noget, der binder. Intet ansvar! Det centrale er den enkeltes succes og nydelse. Og det hele garneres med paroler om de IT-smartes oprør. De gider ikke betale til 68'ernes pensioner. De gider ikke partipolitik. De vil bombardere hovedkvarteret....

Kastration
Handler det ikke i bund og grund om, at disse "utilpassede" ikke kan acceptere nogen form for bindinger og begrænsninger? - Ja, socialitet i det hele taget? Og hvis vi skulle referere til psykoanalysen, som ret beset var startskuddet til narcissismekritikken, kunne vi ikke kalde det kastrationsangst? Angsten for alt det, som stækker individets selvudfoldelse.
Og for at udvide perspektivet. Er denne narcissisme ikke et generelt fænomen? Det centrale i tidens politikerlede og eurolede er præcis, at politikerne eller eurokraterne ses som autoriteter, der forstyrrer individernes eller nationens symbiotiske liv.
Hvis vi tager Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard som eksempel, så handler politik om følelser. Ikke om hvad vi føler for andre, men om hvad jeg føler.
Vi bliver inviteret indenfor i Pias køkken. I Danmark og Dansk Folkeparti er der rart at være. Her er hjemmevant. Og bemærk venligst, at det her kun er tale om et eksempel, der illustrerer en generel tendens i det politiske liv.
Hvis denne identifikationstrang udtrykker en angst for det sociale - en angst for kastrationen - er der kun én vej. Kun én måde at blive voksen på. Frem med kniven!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her