Læsetid: 3 min.

Integration som et glat græskar

Debat
23. maj 2000

Kommentar til Klaus Rasborgs anmeldelse af Émile Durkheims Om den sociale arbejdsdeling den 4. maj

Durkheim
Integration er et begreb som umiddelbart synes meget præcist og stabilt, men som i virkeligheden er temmelig uklart og uhåndgribeligt.
Som børn legede vi somme tider en leg i vandet på vores sommerlejr i Maines skov, som vi kaldte Greased Watermelon. To konkurrerende hold skulle manøvrere melonen - som først var blevet smurt med et dygtigt lag baconfedt - hen over modspillernes mållinje. De børn, der ikke havde lært at svømme, holdt skansen på det lave vand, mens de andre skubbede melonen foran sig, mens de svømmede. Selv om den var virkelig tung, flød melonen. Når spillet var ovre, delte vi melonen på stranden, den smagte kun lidt af bacon, og der var sand i hver en bid.

Den fedtede melon
"Integration er lige så svær at holde fast på som den vandmelon", har jeg tænkt det meste af den tid jeg har boet i Danmark, specielt efter ordet har været på alles læber siden 80'erne. Konkurrencen om fastholdelsen af den fedtede melon strejfer mig næsten dagligt, selvom en del af mig siger, at den association intet har med videnskabelig metode at gøre. Barnlige metaforer for sig og forskning for sig. Der er nemlig stadig en vis positivistisk orienteret videnskabspatrulje der vil kontrollere vores sprogbrug, og som straffer dem der i tale og handling præges af en mere sanselig forestillingsevne. Så munder videnskaben ud i en soignering af tænkning og begreber. Begrebet integration, som i højere grad funderer sig på matematisk erfaring end på social og politisk praksis, er ikke desto mindre blevet en af de helt store overskrifter i sociologisk teori, ikke mindst i den sociologi som Emile Durkheim (1858-1917) har fostret.
Samfundets medborgere bliver integreret i fællesskabet. Først i små lokale fællesskaber, siden i den store helhed. Selv når det moderne samfunds medlemmer er yderst differentierede m.h.t. fag og lag - sådan tænkte også Durkheim for 100 år siden - findes der en slags integra-
tion og solidaritet. Durkheim formulerede teorien om integration som vi kender den. Han overbeviste nogle, ikke alle, af sine samtidige om at de moderne samfunds kriser ikke var totalt uløslige. Reformer (dvs. socialpolitik) kunne styrke og bevare fællesskabet og sikre den moderne nation en stabil udviklingskurve.
Uorden var, ifølge Durkheim, en anormalitet og vaccinen mod sociale problemer hed stabiliserende instanser mellem individet og staten. Som mange af sine samtidige historikere anså Durkheim middelalderen med dens lav, gilde, og kommuner som den ideelle samfundsmodel. Her var civil frihed og moralsk forpligtelse gensidig. Der var en næsten perfekt symmetri mellem rettigheder og pligter. Hvis balancen ikke fungerede i praksis, justerede man sig til ligevægt.

Med en snert af skepsis
Denne programmatiske tale holder Durkheim i forordet til anden udgave af Om den sociale arbejdsdeling fra 1902, som nu for første gang foreligger i en dansk oversættelse. Det er en af hans mest veltalende tekster. Jeg siger veltalende med en snert af skepsis. Her beskæftiger Durkheim sig mest direkte med behovet for integration. I sin afhandling Selvmord (1897) var han opmærksom på konsekvenserne af tabet af socialt tilhørsforhold, anomi kaldet, og den deraf følgende følelse af usikkerhed og opløsning. I dette forord peger Durkheim på nogle løsninger på sin tids sociale og moralske kriser. Behovet for reelt, erfaret fællesskab kunne godt opfyldes. Det krævede blot nogle forholdsvis moderate reformer at helbrede samfundet for dets sygdomme.
I den aktuelle danske diskurs udråbes integration til at være denne helbredende kraft. Det forudsætter den durkheimske betydning af begrebet. For at tale om integration må man være medlem af samfundet og på samme tid kunne betragte dette samfund udefra. Denne optik er ikke Durkheims men Georg Simmels. I hans videregående sociologiske arbejde, navnlig i essayet Hvordan er Samfundet Muligt? (1908)
Når jeg hører ordet 'integration' vil jeg gerne gribe fat om min barndoms fedtede vandmelon. Jeg siger ikke at integration er ren fantasi. Den fedtede vandmelon var meget virkelig, men det gjorde den ikke nemmere at holde på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her