Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
24. maj 2000

DR dumper debat
18. MAJ - "Først sagde Prodi nej, nu siger han ja. Man har et standpunkt til man tager et nyt". Mette Fugl og Danmarks Radio; hvorfor skal vi i pausen af en i øvrigt medrivende fodboldkamp onsdag aften belemres med et TV-Avis indslag direkte til laveste fællesnævner hos de frygtsomme i Dansk Folkeparti?
Selvfølgelig kan vi trække os ud af ØMU'en, hvis den danske regering udskriver en folkeafstemning, og et flertal stemmer for. Det skal Prodi ikke blande sig i, og det har han heller ikke gjort. Det eneste, han har sagt, er, at det må betragtes som en teoretisk mulighed, da EU jo ikke er et omrejsende tivoli, hvor man sjosker ind og ud af forlystelserne efter behag.
Intet nyt under solen, men lidt plat polemik i den bedste sendetid, hvor DR åbenbart ikke formår at hæve sig over TV2's niveau, der samtidigt viser to amerikanske komedieserier. ØMU-debatten er allerede rigeligt forplumret. Jeg synes mildest talt, at det er tyndt.

Lasse Steensgaard
Borgergade 136, 1300 Kbh. K

Ligegyldighed
20. MAJ - Efter Luftskibets møde den 29. april med bl.a. SF'er Christine Antorini og socialdemokraten Keld Hansen skrev John Henriksen den 10. maj, at den veltilpassede venstrefløj ikke "har svært ved at kanalisere den indignation og afmægtige vrede, som den ledige med skrutten fuld af burgere føler, når han går op og ned af gulvet i sit et-værelses".
Spørgsmålet er, om det nu er så svært at forstå, at en stor del af den venstrefløj, som er veletableret på arbejdsmarkedet ikke kan begribe arbejdsløshedens væsen. Det er nok nemmere at være tilfredse med den samfundsmæssige udvikling for Antorini og Hansen end for det bevidste menneske, der i flere år har været arbejdsløs og ikke engang kan få lov til at fortsætte sin overførselsindkomstsitua-
tion som han/hun med besvær har tilpasset sig, men tvinges til aktivering som ikke kan garantere det gode arbejde forude.
Social og individuel bevidsthed er påvirket af de socio-økonomiske forhold som den enkelte aktør og den sociale gruppe han/hun tilhører, lever under.
Hvorfor skal man så tænke ulighedstanker, når man selv er i den stabile kernearbejdskraftstyrke? Og hvorfor skal man, så "stærk" man nu er, undgå at fortælle "de (ressourcer)svage", at man betaler skat til deres overførselsindkomster? Hvis det forholdt sig anderledes, ville Marx vende sig i sin grav. Og har nogen hørt, at han ikke sover sin evige søvn trygt?

Leopold Galicki
Strandboulevarden 44, Kbh. Ø

Hvad så med USA
20. MAJ - Så - der var den igen: I radioen gentog en gut lige 'den gamle sandhed' om, at to demokratier aldrig er gået i krig mod hinanden.
Mon dog? Hvad med 'verdens største demokrati', Indien, og Pakistan her i sommer? Men det er måske heller ikke rigtige demokratier? Men hvad så med USA, der gang på gang mere eller mindre åbenlyst bekriger og til tider får afsat demokratisk valgte ledere og regeringer ... men USA er måske heller ikke noget rigtigt demokrati?

Uffe Andersen
Rønne Allé 1, 8230 Aabyhøj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her