Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
17. maj 2000

Europæisk æggedans
14. MAJ - Hvis vi skal være helt ærlige: Så var der mange danskere, som i første omgang var begejstrede over den erklæring de 14 EU-partnere i vrede fremkom med til regeringsdannelsen i Østrig. Endelig en klar udmelding, uden diplomatisk snirkelværk. En klar utvetydig formulering, der næsten låste alle bagdøre.
I mellemtiden er vi flere og flere, der håber, at vi i nærmeste fremtid får lukket dørene op, og som opfordrer den danske regering til hurtigt at få sparket de låste døre ind, og få normale diplomatiske forbindelser til Østrig. Nu hævner det sig, at er-klæringen fra de 14 EU-partnere blev til i en retfærdigheds rus. En makaber sammenligning, på den katastrofale udgang, på Balkan trænger sig på: Her viste det sig, at ingen havde forventet, at de moralsk motiverede trusler om bombeangreb ville gå upåvirket hen over Milosevic. Men det gjorde det. Det var der ingen, der havde regnet med. I den over 100 dage lange krise, må diplomater udtænke nye finter, uden at lamme dagligdagen i EU, for symbolsk at kunne distancere sig fra Østrig. Æggedansen omkring familiefotoet i Lissabon er bare et eksempel. Der skal nok komme flere rutscheture ude på det diplomatiske parketgulv, med aspektet underholdning.
I Danmark har angsten for smittefare sat de borgerlige partier i spidsen for ophævelsen af boykotten. For SF er det princippet, om indblanding i indre anliggender, og demokratiske forhold, der sætter dem i spidsen. For den almindelige dansker er det de danske sind, som vil være uafhængige, og som hader formynderi, der sætter dem i spidsen. (For. af red.)

Michael Benneke
Løkken 22
6400 Sønderborg

EU er løgnenes projekt
15. MAJ - Den 14. maj postulerede Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, i tv fejlagtigt, at EU og ØMU'en er projektet, der sikrer freden i Europa. Dette er ikke rigtigt. EU kan aldrig skabe fred i Europa. Ideen i EU er nemlig, at man presser landene så tæt sammen, man overhovedet kan. På trods af de enorme forskelle. Landene i EU er på mange punkter utroligt forskellige: I Italien er politikernes korruption langt højere end i f.eks. Danmark. I Tyskland er arbejdsløsheden tårnhøj, mens den i Danmark er relativt lav. Og mønsteret er det samme overalt: sprog, kultur, adfærd, økonomi, politik, overalt! Det seneste eksempel på, at EU hverken er fredens eller frihedens projekt, er Østrig-sagen. Her besluttede EU, at demokrati var uhensigtsmæssigt, og man sanktionerede over for Østrig. Det synes Venstres formand tilsyneladende er helt OK. Ellers ville han vel ikke være tilhænger af, at EU overtager Danmarks pengepolitik. Og dermed overtager et middel, som med eet slag vil give EU mulighed til at føre sanktioner, som får Østrig-sagen til at blegne! EU har aldrig og vil aldrig blive fredens projekt men kun løgnenes projekt!

Morten Messerschmidt
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Græse Mølle 4
3600 Frederikssund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her