Kronik

Skønheden og udyret gange to

Debat
20. maj 2000

'Det er jo hvad alle roller er. Spøgelser der venter på at blive besat og selv besætte,' siger en af 90'er-dramatikkens unge grænse-brydere i sin pristale til tre nye kolleger

Lørdagskronikken
Teaterverdenen i København er i stigende grad en indavlet slægt umulig at komme ind i. Jeg er inde, så jeg kan være ligeglad - men i horisonten anes mørkningen. Nye skuespillere vil altid blive hevet ind, også nye instruktører. Nye emner vil dukke op, nye etiketter. Men den stemning af opbrud og oprør, der prægede 90'ernes teater synes langt borte. Revolutionen er blevet en institution, de sikre kræfter er i ledende stillinger, de siger det rigtige, men mener ingenting. Tænk bare på den sorte onsdag, hvor de nye teaterchefer blev udnævnt.
Dramatikeren har en særlig problematisk stilling i alt dette: Dramatikeren er konstant nødsaget til at nyproducere.
Instruktøren, skuespilleren, scenografen, de er alle kronisk illoyale. De kan med rette og med hele teaterhistorien bag sig sige at fornyelsen ligger i klassikeren. Fra det tyvende århundrede. Fra det nittende århundrede. Fra århundreder før Kristi. Eller minsandten med en ny dramatiker en gang imellem. Dramatikeren har slet ikke denne valgfrihed. Han har kun sig selv. Han er loyal.
I filmens verden ville det svare til at Casablanca blev genindspillet 100 gange hver år med nye skuespillere og nogle skøre instruktører der brugte røde farvefiltre, så alle klappede. Og så en sjælden gang kom en ny historie forbi, som anmelderne frådende kastede sig over. Jeg beder ikke filmverdenen om at sætte sig ind i situationen. Det er den ikke i stand til. Jeg siger bare: Dramatikeren er loyal. Det er vi nødt til at være.
Nu vil jeg så sige en anden ting: Der findes ikke meget der frister min ondskab så lifligt som at se skuespillere hoppe rundt i min forestillingsverdens mørke. Det er en adrenalinskabende effekt der bringer sadisten op i mig, og med min sadisme mit hjerte og min sorg.

Som romanen er teatret en gåde, en gåde der ligger udenfor teksten selvom teksten er vejen ind. Dramatikken balancerer derfor mellem mystik og streng lovmæssighed, og det er jo en nydelse i sig selv, for det vil sige, at kun få kan være med.
Som dramatiker skal man kunne replikkens kunst, det kan man ikke komme uden om. Men man skal kende scenen. Jeg bruger ofte billedet af størrelser. Naturalismen arbejder hovedsageligt med en 1:1 forbindelse mellem tekst og scene. Det gør store dele af absurdismen også.
Men parallelt med det tyvende århundredes revolution indenfor sceneæstetik, hvor instruktøren er opstået som en hævnende fønix og scenografen som en grif, er dramatikeren fordømt eller velsignet med et helt andet størrelsesforhold.
Nu, ihvertfald i godt teater, eksisterer forholdet 1:1000 mellem tekst og scene. Sagt med andre ord, scenen er et felt for semiotisk støj som dramatikeren sender sine figurer ind i. Der bliver ikke meldt tilbage. Du vinker farvel ind i den hvide støj. Og det er denne støj du som dramatiker skal lære at elske. Nogle dramatikere elsker den ikke. Det kan man se på deres teater. Andre dramatikere elsker støjen. De har indblik i teatrets gåde. De har selvfølgelig ikke svaret men nogle af de rigtige spørgsmål.
Det er mig en stor glæde at skulle uddele Johannes Allen-legatet til tre nye dramatikere der, i mine øjne er på sporet. Nicolas Bro, Nicole Maria Langkilde og Claus Beck Nielsen er tre yderst talentfulde dramatikere der allerede nu indenfor deres første dramatiske værker viser en markant udvikling og stigende sikkerhed i usikkerhed.
nNicole Maria Langkilde debuterede i 1998 med forestillingen Når duer bløder, et vildtvoksende trekantsdrama der spillede på vores alle sammens yndlingsteater Kaleidoskop. Nu har hun bedrevet stykket Eremitter der spiller på Café-Teatret, instrueret af Rolf Heim. Og det er med Eremitter at jeg kan konstantere at Langkilde er inde i en aggressiv kunstnerisk udvikling og allerede nu er i kontrol.
I sin portrættering af hovedpersonen Antonius, spillet af Nikolaj Lie Kaas, benytter Langkilde sig af dramatikkens parallel til billedbeskæring, rollebeskæringen. Antonius opleves som en sjæl i frit fald fra en gammel radioteaterby med knasende fortove ud til et forladt hotel uden for byen, et dødehus. Det er lang tid siden jeg har oplevet samme knugende mørke omkring en figur, synligt og bedrøvet som mørket omkring en stumfilm.
Langkilde drejer os sikkert væk fra et genkendeligt lineært portræt af Antonius. Ingen replik, ingen plotfortætning får lov til at virke opsummerende eller udtømmende, der er intet punkt hvor tilskuer eller læser oplever, nåhh, det er sådan han er. For Antonius er ikke sådan. Han er fortabt, et sted udenfor synsvinkel. Hans ensomhed ved at vende tilbage til sin tomme lejlighed, portrætterer Langkilde ved at lade en gammeldags billetdame sidde og vente på ham for at billettere ham for entré. Effekten er morsom. Eftervirkningen er sorg.
Ordene er nøje valgt. Langkilde benytter sig af maleriets gamle kneb: Skønheden.

I rollen som udyret ved jeg ikke om jeg skal vælge Nicolas Bro eller Claus Beck Nielsen. Men når Nicolas Bros debutstykke nu hedder Den biologiske abe.
nNicolas Bro er uddannet skuespiller. Han debuterede som dramatiker med netop Den biologiske abe, der spillede som en af Københavns Skuespillerskoles afgangsforestillinger i 1998, instrueret af Christoffer Berdal og med scenografi af Mia Steensgaard. Senere kom så Natsværmer der spillede på Mammutteatret i 1999 med samme instruktør/ scenograf bag sig. Men det er Den biologiske abe jeg vil snakke om, for stykket har taget mig med storm.
Bros debutstykke er en eksplosiv og sikker begyndelse på et dramatisk forfatterskab. Eksplosionen er en central del af handlingen i skuespillet: En biologisk bombe er sprunget og alle kan mærke forandringen. Varanen. Kaptajnen. Adam og Eva. Aben. Strålingen maler rollernes nætter og gør det omgående plausibelt at figurerne er i konstant forvandling. Varanen fra dyr til menneske, Skyggen fra skygge til krop og Adam og Eva fra uskyldige forældre til biologiske væsener på flugt.
Handlingen er dybt kompleks og ligner noget under vand. Bros replikker derimod ligger et sted mellem lyrik, cirkuskomik og fjerde klasses retstavning. Uden at ænse det ledtes jeg ind i dette dramaturgisk højt intelligente univers hvor grundelementet er konfigurationen: Rollens konstante forvandling og ligeledes beskuerens egen forvandling.
Ingen af rollerne er genkendelige afrundede psykologiske figurer. Hverken Varanen eller Skyggen eller Adam.
Og da slet ikke Adam og Evas biologiske afkom, deres 'kødgrød med tandsæt' der ligger og skvulper og skriger i en sort box de altid bærer med sig.
Rollerne er nærmere en slags ansatser til noget måske-eksisterende, der i stykkets uhyggelige og erotiske belysning begynder at bevæge sig før livet, som legemsdele udsat for elektricitet. Og det er jo hvad alle roller er. Spøgelser der venter på at blive besat og selv besætte.

Nu er vi ved udyr nr. 2: nClaus Beck Nielsen, der med Ci-vi-li-sa-ti-on debuterer som scenedramatiker efter at have skrevet radioteater samt skabt konceptet Twentieth Century Ghost med instruktøren Rolf Heim:
En række monologforestillinger om det tyvende århundredes spøgelser, såsom Warhol, Gandhi, Lenin og teateranmelderen Bock. En række forestillinger, der har spillet fra Hannover til Finland og rundt omkring i det danske land i halvfemserne, bærende på portrætter af disse centertunge personligheder.
Ci-vi-li-sa-ti-on er langt fra en monolog, den er nærmere en stemmemæssig kakafoni, dog omgrænset af en skarp system- dramaturgi. Første akt tegner et indcirklet pentagram i ti parvise møder mellem fem mennesker, fem repræsentanter for civilisationen: Flaskesamleren. Polterabendpigen. Industrikongen. Prinsen. Selvmorderen, i skuespillet kaldet Amnesieren. Som billardballer på en uendelig flade krydser de to og to hinanden i korte og smukke sociale hypoteser på en kirkegård i natten uden nogensinde at ramme hinanden. Møderne foregår omkring udvalgte civilisatoriske udvekslinger, for eksempel tændstikkens flamme der repræsenterer ilden, den tomme flaske, der repræsenterer handlen, og Polterpigens kys, der repræsenterer forplantningen og familien. Personerne forsøger at udveksle disse klassiske medmenneskelige forbindelser. Men der er ingen der tager imod. Måske er det sidste gang menneskene mødes.

Ci-vi-li-sa-ti-on's meriter ligger i dets monumentalisme, mod og sproglige skønhed. For replikkerne favner ekvilibristisk over humor, fabel, visdom og digt. Som industrikongen siger til slægternes prins i en replik, jeg virkelig holder af:
"Nu ved jeg, hvor jeg har set dig før: I det fedtede spejl på et offentligt toilet, hvor jeg stod og fortvivlede for et par år siden."
På den måde foregår stykket i et blik mellem væsener. Og derfor i forlængelse af Langkilde og Bro et sted i selve teatrets gåde.

Snedronningen er gået ned efter et års arbejde. Lad mig tage jer med rundt i pausen: Mennesker stod i deres stiveste puds og stampede i jorden af raseri: At de kan nænne det. Og så dagen før Dronningens fødselsdag! Folk rasede. Jeg havde lyst til at spørge: "Hvad er der i vejen med jer? Hørte I ikke Steen Jørgensen synge? Så I ikke billederne? Og mine Snedronning-scener? At glemme alle disse vintre. I Warszawa. I Marseille. Rue d'Aboukir." Men jeg er for fej.
Jeg er kommet til den opfattelse at hele Vesterlandets xenofobi har ædt sig ind i kunsten, der nu i denne samfundsform i opløsning er blevet den sidste helligdom sammen med Kongehuset og Sporten. Docu-soaps, sitcoms, de grimme film, de er alle blot rådkanten af en indre sygdom.
Publikum vil ikke længere se det fremmede. De vil se sig selv, i det samme tøj, med det samme udseende, tabt i samme håbløshed og retningsløshed. Pornografien har overtaget kunstnerens rolle som formidler af det uopnåelige. Og hvor kunstneren engang forventedes at være producent af skønhed, fremmede steder og sjæle, er han nu publikummets replikant udi dumhed og genkendelighed.

Skønheden og underet, ja det fremmede marginaliseres sammen med landets fremmede, men også hvert menneskes særpræg. Dagligstue-teater, privatvidoer og sportstjerners selvbiografier, det hele kommunikerer et sammenhold, som ikke længere findes derude. Men det er ikke sammenhold. Det er homogenitet. Og homogenitet dræber.
Så jeg håber at vores tre talentfulde dramatikere vil tage kampen op med disse dystre udsigter. Må disse rejselegater finde jer hostende og alene på dejlige hotelværelser, fyldt til randen med aggression.

*Lørdagskronikken er en let forkortet udgave af pristalen fra overrækkelsen af Johannes Allen-prisen til tre nye dramatikere, Nicole Maria Langkilde, Nicolas Bro og Claus Beck Nielsen.

*Eremitter er netop udkommet på forlaget Underskoven.
*Ci-vi-li-sa-ti-on udkom i april hos Dansklærerforeningen.
*Jokum Rohde er forfatter (Jonas' Bog, 1994) og dramatiker (Det virkelige liv, Kalejdoskop 1996; Nero, Det kongelige Teater 1998). Begge skuespil udkommer til september på Lindhardt og Ringhof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her