Kronik

Min skrift er min krop

5. maj 2000

Bliver vi umenneskelige på Nettet, hvor vi aldrig ser eller hører hinanden? Eller får de kvikke en ny maske - tekstens krop?

Det virtuelle rum
Når man taler om Internettets sociale konsekvenser, er det tit baseret mere på håb eller frygt end på studier af det, der helt konkret foregår mellem de mennesker, der engagerer sig i de nye samværsformer på nettet.
Her ses for en stund bort fra den oplagte kendsgerning, at ikke alle har adgang til nettet, og at nettet i hele sin struktur afspejler de gældende magtforhold, lokalt og globalt.
Men vender vi os mod de samværsformer, der faktisk findes, må man konstatere, at de primært er baseret på udvekslinger af tekst. Det betyder også, at grundvilkåret både er kroppens usynlighed og stemmens fravær. Deltagerne i computermedieret kommunika-tion er således adskilt rent fysisk. De sidder alene foran hver deres skærm og er gennem teksten sammen på hidtil ukendte vilkår. Alligevel kan samværet være både engageret og involverende, afhængigt af hvem der kommunikerer om hvad, hvordan og hvorfor.
Selvom teknologien sætter de ydre rammer for kommunikationen, er menneskeligt samvær ofte en kompleks og kreativ proces, præget af både nye vinkler og genopfindelse af savnede tegn. For deltagerne er der tale om hverdagsagtige tilføjelser til de sociale kompetencer, de allerede har. Computermedieret kommunikation er med andre ord langtfra altid så sensationel og provokerende, som fortællingerne derom lægger op til.

William Gibsons firserroman "Neuromantiker", handler om en særdeles dyster fremtid. Cyberspace fremstilles som et tilgængeligt tredimensionelt rum, skabt af alverdens datastrømme. Med det rigtige udstyr kan man rejse i rummet, se koncentrerede dataområder som kulørte klodser og møde hinanden i de fremtoninger, man har valgt. Cyberspace er på en gang et befolket rum og en fællessanset illusion, et parallelt univers af uendelige datamængder.
Gibson skrev ikke bare en fængende roman, der satte ny standard for både indhold og problemstillinger i science fiction genren. Han navngav også det hidtil navnløse, og gennem denne dåb fremstod cyberspace pludseligt som nyopdaget.

Det var en udfordring til fantasien og især til erobringens rolle i den amerikanske nationale mytologi. Kloden var udforsket, kampen om både måne og verdensrum var old hat, og cyberspace fremstod med et som det næste jomfruelige mål, the new frontier. Meget af den fantasifulde retorik omkring cyberspace har rødder i omvending af tidsrækkefølgen mellem dåb og fødsel, men trods en ihærdig indsats er der endnu langt til Gibsons visioner.
Underholdningsindustrien og forskningen i virtual reality (ofte to sider af samme sag) kan efterhånden lave noget, der ligner, men det er i små, velafgrænsede og særdeles ressourcekrævende lommer med adgang for de absolut få. Som en slags beta-version har vi i stedet Internetet, der - trods fraværet af de centrale aspekter ved det Gibson'ske cyberspace - alligevel tillægges potentialer for dybtgående forandringer af menneskeheden.
Nogle af de første forskere, der fik øje på disse nye kommunika-
tionsformer, befandt sig inden for amerikansk psykologi og socialpsykiatri. Måske bla. derfor blev tonen slået an med skrækblandet fascination: Den kropsløse kontekst åbnede angiveligt op for identitetsspil, rollekonstruktion, parallelle identiteter og så videre.
Der har uden tvivl været sammenhænge, der gjorde sådanne overvejelser relevante, men samtidig bygger de på en forudsætning om, at mennesket har en indre kerne (det Freud'ske ego, f.eks.) af ret entydig uforanderlighed. Denne kerne skulle angiveligt blive udfordret af computermediering-en, og hvad enten dette var godt eller skidt, var det i hvert fald sensationelt.
I et andet perspektiv kan man sige, at mennesker altid har konstrueret sig til og for hinanden, og at dette ikke er hverken uærligt eller identitetstruende. Tværtimod er det netop definitionen af sociale kompetencer, at man kan agere i forskellige sammenhænge med forskellige krav, og at disse forskellige fremtrædelser ikke udelukker hinanden.
For eksempel kan vi udmærket tale i telefon uden at miste evnen til at mødes ansigt til ansigt, og færdes som anonyme karakterer i byrummet uden at miste evnen til intim kontakt. Mennesket er en sammensat og kompleks social natur, og ind i alle vores muligheder for kommunikation kommer nu også computermedieringen.
Pointen er her, at kontakten via computeren, baseret på tekst og ofte med mennesker, man aldrig har mødt i den fysiske verden, også kan være socialt udbytterig. Så længe de, man kommunikerer med ikke opfører sig usammenhængende (modsiger sig selv afgørende eller afviger fra den ellers fremviste identitet) er de fleste parate til at tro på realitets-referencen.
Og hvorfor ikke? Heller ikke uden for computeren kan vi være sikre på relationen mellem det fremviste og det tilbageholdte, mellem det frit opfundne og det faktisk eksisterende i en persons karaktertræk, før vi kender vedkommende endog ret godt. Selvfølgelig er der udenfor computeren flere tegn at forholde sig til, men det er vigtigt ikke at se tilstedeværelsen af den fysiske krop som garant for troværdigheden af den fremviste personlighed. Tillid og troværdighed er altid et ud-vekslingsforhold, etableret over tid, og derfor kan der også opstå tillid i sammenhænge, hvor kommunikationen besværliggøres af en reduceret tegnmængde.
Dette gælder den skrevne tekst, som er det, vi viser frem for hinanden på Internettet. Ganske vist har teksten langt færre tegn at bringe i spil end kroppens kød og blod, men alligevel kan en tekst udmærket indgyde tillid eller så mistro. Disse muligheder forstærkes selvsagt af interaktion og gensidig udveksling, dét at det er muligt at diskutere og forholde sig aktivt til hinanden i et givet tekstbaseret forum.
Men hermed er kroppen ikke sat ud af spillet, tværtimod. Den er nærværende som realitet for den enkelte deltager i kommunikationen, og den bringes så at sige med ind i teksten på en anden måde end gennem fysisk synlighed.

Når vi forholder os til hinanden gennem ren tekst, er det nødvendigt med bestemte kompetencer for at kunne aflæse de nuancer, som kroppen og ansigtet ellers har været bærere af. Hvor vi traditionelt set har lagt stor vægt på den fysiske fremtrædelsesform i bedømmelse af andre, må man i de tekstbaserede sammenhænge vurdere på et væ-sentligt andet grundlag.
Fraværet af kroppen er som antydet en af hovedårsagerne til den ret udbredte frygt for, at kontakten gennem computeren automatisk bliver mindre menneskelig; at vi så at sige mister det særligt menneskelige ved at kommunikere uden adgang til de andre som synlige kroppe.
Modsat bringer det tekstbaserede nyt liv til det trøstende råd, der ofte står i damebladenes spalter (mellem tøj- og parfumereklamer...). Nemlig at det er det indre, der tæller. Befriet for fremvisning-en af den konkrete krop er man samtidig befriet for en masse forstyrrende elementer i kommunikationen. F.eks. lægger kendetegn som køn, race, alder, vægt, på-klædning og stil sig meget ofte som selvstændigt betydnings-dannende eller betydnings-hindrende filtre for kommunikationen.
Teksten gør nu hverken kommunikationen værdifri eller super-demokratisk. Men det er en væsentlig pointe, at fraværet af kroppen også kan opleves som særdeles positivt. Det, der så faktisk sker i meget af den computermedierede, tekstbaserede kommunikation, er at det fysiske genindsættes på mere eller mindre formaliseret facon. Den overras-kende aftegnelse af det udtryksfulde ansigt med ganske få tegn er således utrolig populær: kolon + bindestreg + højreparentes = øjne + næse + mund = et liggende smil, en såkaldt smiley :-).
Smiley'en fortæller om afsenderens humør og intentioner, og udskiftningen af enkelte elementer giver en del nuanceringsmuligheder. Brugen af semikolon vil f.eks. give et særligt blink i øjet, ligesom en venstreparentes afgørende vil ændre humør-signalet. Brugen af smiley'en er så udbredt, at nyere tekstbehandlingsprogrammer ganske enkelt opfatter tegnkombinationen som genvejstast til noget, der ligner de gamle gule syrehoveder.
Men også både lyd og bevægelse inddrages i den kreative genopfindelse af kroppens signaler som bidrag til en udtryksfuld tekst. Der er enkeltbevægelser og lydbilleder indsat i pile, som f.eks. og , og der er mere indforståede forkortelser af handlingsbeskrivende karakter:
*ROFL (Rolls on Floor Laughing) eller;
*NIFOS (Naked In Front Of Screen).
Alt i alt er der tale om en genintroduktion af kroppen, der tillægger det fysiske en ny og dog såre velkendt betydning. Både som afsender og som modtager skal man således lære at kode og afkode den tekstbaserede udveks-ling. Præcis som man i alle andre sociale sammenhænge skal tilegne sig omgangsformen for at deltage.
Det enkelte menneske er stadig bundet til tilstedeværelsen i den fysiske krop, også selvom bevidstheden går på visit i det forestillede cyberspace. Det er i kroppen at reaktioner, følelser og stemninger manifesteres, og sker det som følge af kommunikation med andre, får det også indflydelse på det videre forløb.
Computeren gør ikke mennesket kropsløst, men den ændrer bestemt på nogle af vilkårene for social interaktion. Det bliver på mange måder nemmere, og så længe der primært er tale om supplerende kontakt, kan det være en berigelse i hverdagens møder.
At det måske også kan rumme en forøget risiko for indskrænkning og kontaktmæssig fattigdom er der ikke plads til at komme nærmere ind på her.
Men tilsyneladende er det en nødvendig cyklus, at medieteknologiske forandringer skal udråbes til først frelsere af samfundet og siden alle dårligdommes årsag, før der kan foregå en mere nuanceret debat.

*Stine Gotved er kultursociolog og er netop blevet ph.d. på en af-handling om 'cybersociologi' med titlen Det samme på en anden måde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu