Læsetid: 3 min.

Den tredje vej

11. maj 2000

Måske er svaret på tidens kulturalisme at vedkende sig en kristen europæisk tradition for radikal kritik

Messianisme
Da den engelske sociolog Anthony Giddens udgav sin bog The Third Way - The Renewal of Social Democracy, vakte den berettiget opsigt. Det vil være en overdrivelse at påstå, at bogen er et solidt politisk teoretisk værk, men hvad gør det, når dens forfatter er en af Englands kendeste sociologer, og endnu væsentligere når bemeldte hr. Giddens har fungeret som rådgiver for selveste Tony Blair og Bill Clinton.
Man bør imidlertid nu anføre, at disse grunde præcist er de forkerte til at interessere sig for bogen. Det interessante er snarere dens titel og timingen for dens udgivelse.

Ti år efter
Det interessante ved The Third Way er, at den udkom ti år efter, at den anden vej - socialismen - var desavoueret. Sandheden om den tredje vej er derfor basalt set, at der ingen tredje vej er. Hvordan kan der være en tredje vej, når der ikke engang er en anden vej? Der er i virkeligheden kun én vej, og det er den samfundsmodel, som baserer sig på et symbiotisk forhold mellem kapitalisme og liberalisme. Den tredje vej er intet andet end den første vej - globaliseret kapitalisme med et menneskeligt ansigt.

Kritik uden brod
Uomtvisteligt er det, at tilhængerne af denne socialdemokratiske tredje vej med snilde og vid drejer på haner og håndtag. Lykketoft og Nyrup er ikke undtagelser. Systemkritikken er der til gengæld lukket helt ned for. Den kommer i dag udelukkende fra på den ene side en reaktionær og populistisk højrefløj, som ønsker mere Gud, konge og fædreland, og på den anden side fra resterne af en intellektuel venstrefløj, som gladeligt kæmper for udvalgte grupper, når blot de er små nok.
Hvad enten man kæmper for de sande danskere eller for f.eks. bøsser og lesbiske, så er det centrale, at man kæmper en kamp om kulturelle rettigheder. Undskyld mig, men hvor bliver den politiske økonomi af?
Den kulturelle kamp rykker ikke en meter ved det forhold, at stadig flere aspekter af det menneskelige liv kapitaliseres. Og videre, hvilke institutionelle svar giver tidens kulturalisme på en globaliseret kapitalisme? Ingen. Absolut ingen!
Tidens kulturalisme er den ideelle overbygning på en global kapitalisme. Den traditionelle marxistiske kritik af kapitalismen har bl.a. været, at den ensrettede individerne og producerede en ikke tidligere set homogenitet.
Af den marxistiske lære kunne man f.eks. udlede, at kapitalismen skyede homoseksuelle, fordi de ikke reproducerede arbejdskraften.
Teser som denne har altid været håbløst naive og reduktionistiske. Under alle omstændigheder burde man i dag være klar over, at kapitalismen præcist lever af produktionen af forskelle. Der produceres varer til alle typer af livsstil. Nye livsformer bliver kapitaliserede, så snart de opstår. En hævdelse af disse gruppers kulturelle rettigheder kan derfor aldirg erstatte en politisk økonomisk kritik.

Proletariatet
Hvorledes tænkes da en kritik, som formår at stille spørgsmål til tidens globaliserede kapitalisme? Måske begynder svaret der, hvor også Giddens startede: Med den anden vejs sammenbrud. Med dette sammenbrud er det blevet muligt at læse en europæisk tradition for samfundskritik på ny.
Måske er svaret på tidens kulturalisme offensivt at vedkende sig en kristen europæisk tradition. At vise, at denne tradition præcis er en tradition for radikal kritik.
Næste skridt kunne passende være at luge ud i efterkrigstidens scientistiske
marxisme og erkende, at det marxistiske projekt i bund og grund er drevet af en messiansk idé.

Marx startede
Marx startede en tradition for det, der kaldes immanent kritik. Han kritiserede ikke kapitalismen med baggrund i en fjern utopi, men viste, at proletariatet gav krop til kapitalismens indre modsætninger. Som sådan kunne proletariatet blive fortroppen for en revolutionær forandring.
Er denne kritik ikke en forsættelse af revolutionær kristen praksis, som tog sit udgangspunkt i en identifikation med samfundets out-casts?

Hvad er det centrale
Det centrale er under alle omstændigheder at erkende, at det væsentlige ikke er, om man er arbejder eller ej, men hvordan man forholder sig til kapitalismens hele.
Hvordan ser en sådan kristen marxistisk identifikation ud i dag? Hvem materialiserer den globale kapitalismes indre modsætninger. Ikke den velbjergede arbejder, men globaliseringens tabere - flygtningen og indvandreren.
Det centrale er ikke, hvad de spiser, hvordan de taler, og hvordan de klæ'r sig. Det centrale er, at de er sandheden om det system, som også er vores. Lad en tredje vej begynde her!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu