Kronik

'68 og den kolde krig

19. juni 2000

Vi genoplever nu som farce, hvad der var tragedie under selve den kolde krig. Lad os gøre plads for en bedre debat

Historisk set
Igennem længere tid har de danske aviser været stærkt optaget af den nyere historie. Som historiker er det naturligvis rart at konstatere, at historien har mediernes bevågenhed. På den anden side kan det ikke nægtes, at en stor del af denne opmærksomhed enten virker ret sensationspræget (prisen i denne henseende går ubestridt til det førende dagblad, som for nylig på forsiden proklamerede, at Danmark under besættelsen eksporterede landbrugsvarer til Tyskland - der burde være basis for en klækkelig tilbagebetaling af skolepengene til redaktøren med ansvaret for denne overskrift) eller a-historisk, når hensigten tydeligvis er at ville dømme historien på nutidens præmisser uden forsøg på at for-stå den ud fra sine samtidige forudsætninger.
Dette mønster går igen, når emnet for opmærksomheden er den kolde krig og ikke mindst forholdet mellem '68-oprøret' og den kolde krig. Men lige så nødvendigt det kan være politisk at debattere '68-oprørets' såkaldte store forræderi, fordi en sådan debat er en del af processen henimod at nå til en nærmere afklaring af forholdet til den nærmeste fortid, lige så vigtigt er det at understrege, at en sådan 'fordømmelsedebat' ikke bringer os nærmere forklaringen på, hvorfor '68erne' prioriterede, som de gjorde. Og netop bestræbelsen på at besvare sidstnævnte spørgsmål må have en central placering i enhver historisk undersøgelse af dette tema.
I forlængelse af denne bestræbelse vil artiklen her sætte fokus på, hvad det var i den internationale, storpolitiske koldkrigskontekst, som inspirerede '68-kulturen' til anti-amerikanisme og anti-kapitalisme, NATO-skepsis, nedrustningsiver m.m samt som direkte eller indirekte konsekvens heraf manglende kritisk forholden sig til den kommunistiske verdens ansvar for og rolle i den kolde krig. To forbehold må imidlertid først tages, før man søger at besvare disse spørgsmål.
nFor det første må man erkende, at ovennævnte anti-holdninger og skepsis ikke kun eller først og fremmest lader sig forklare med henvisning til de internationale militære og politiske aspekter ved den kolde krig. '68-oprøret' havde en meget mere kompleks historisk baggrund.
nFor det andet kommer man let til at overbetone det brud, som '68-kulturen' repræsenterede. NATO-skepsis og oprustningsmodstand var ikke '68-ernes' opfindelse hverken her (i Det Radikale Venstres hjemland) eller hisset. På den anden side er det oplagt, at visse aspekter af den internationale koldkrigsrivalisering var meget betydningsfuld for '68-ernes' politiske mobilisering, ligesom man må fastslå, at de ovenfor anførte anti-holdninger og skepsisser fik et nyt og bredere gennemslag med '68-oprøret'.
Når dette var tilfældet, skyldes det ikke mindst den kolde krigs karakter af overgribende systemkonflikt. Den kolde krig var nemlig ikke kun en stormagtskonflikt af mere traditionel karakter i betydningen en mere eller mindre regional magtkonflikt mellem stormagter. Den kolde krig var global i den mest brede betydning af begrebet. Den var global og altomfattende, fordi den samtidig var en systemkonflikt, der blev ført med militære, økonomiske, politiske og kulturelle midler. Den var global, fordi konflikten omspandt hele kloden, og den var global, fordi de til rådighed stående militære magtmidler, primært atomarsenalet, indebar risikoen for global ødelæggelse. Samtidig var konflikten bipolær i sin polarisering af Øst mod Vest, diktatur mod demokrati, kommunisme mod kapitalisme.

Globaliseringen såvel som bipolariseringen er meget væsentlige faktorer til forklaring af '68-opbruddet'. Opbruddet var således en reaktion på globale forhold, men var også i sig selv, om ikke et globalt, så i hvert fald et bredt internationalt fænomen.
'Foråret i Prag' viste, at selv Øst-blokken ikke var immun for opbruddet; på den anden side viste den efterfølgende udvikling også forskellen på de to systemer. I Vest fik opbruddet lov til at udvikle sig til et opbrud; det gjorde det ikke i Øst.
Opbruddets rødder i bipolariseringen hang ligeledes sammen med konfliktens altomfattende karakter, nemlig med det forhold at en stor del af den politiske debat tenderede mod at blive låst fast i en koldkrigslogik.
Som en afspejling eller som en medvirkende faktor til den bipolære inddeling af verden var den politiske diskurs ofte bipolær, sort og hvid (eller, fristes man til at til at sige, rød og hvid). Kritik og opposition mod politiske og sikkerhedspolitiske prioriteringer og dispositioner kunne altid imødegås og lægges død med anti-kommunistiske argumenter eller argumenter om behovet for vestlig solidaritet.
'68-opbruddet' kan derfor også opfattes som et forsøg på at bryde ud af denne diskursive fastholdelse, som hindrede, at der kunne stilles spørgsmål ved eller ændres ved basale politiske prioriteringer. Samtidig er det naturligvis ikke uden historisk ironi, at en del af '68-oprøret' var så indsyltet i denne bipolære omverdenstolkning, at dets eget verdenssyn blev lige så todelt firkantet som klassefjendens.

Der var især to hovedudviklinger på det storpolitiske plan, som gav næring til at bryde med den bipolære diskurs, og som blev ganske afgørende omdrejningspunkter i '68-oprøret', nemlig kernevåben(op)rustningen og den anti-kommunistiske kamp i den Tredje Verden, herunder ikke mindst Vietnam-krigen.
Skal man forklare, hvorfor netop disse begivenhedskomplekser kom til at stå i centrum for '68-mobiliseringen', hænger det naturligvis sammen med disse kompleksers særegne karakteristika, men også med en række nye historiske forudsætninger, som skabte grundlag for mobiliseringen.
Det er således - for det første - vigtigt at fremhæve, at '68-generationen' var den første generation, for hvem den seneste krig, Anden Verdenskrig, ikke var en bevidst oplevelse (selv om mange af '68-erne' netop blev født under krigen). På grund af denne 'manglende' selvoplevelse var det vanskeligere at disciplinere efterkrigstidsgenerationen til at tilpasse sig to-lejr tænkningen.
For det andet var 60'erne og 70'erne præget af relativ afspænding mellem stormagterne, ikke mindst i relation til Europa. En konsekvens af dette var, at det i Vesten blev gradvist sværere at videreføre og markedsføre billedet af truslen fra Sovjet på samme effektive facon som det var sket i 50'erne. Ja, en stor del af storpolitikken fra Brandts Ostpolitik til Nixons og Kissingers détente-politik bidrog selv til opløsningen af billedet.
Hertil må man - for det tredje - tilføje en ny dimension til det tidligere omtalte globale perspektiv, nemlig det forhold, at man med 60'erne for alvor trådte ind i den globale mediealder. Det var især af stor betydning for mobiliseringen af modstand mod Vietnam-krigen, som blev den første store 'fjernsynskrig'.

For det første af de to begivenhedskomplekser, kernevåben(op)rustningen, gjaldt det, at den skabte mindst lige så megen frygt som sikkerhed. Fredssikring gennem atomar afskrækkelse var et teknisk ræsonnement, som det var svært at overbevise endsige berolige den brede befolkning (og i Danmark også ganske mange politikere) med.
Desuden var atomoprustningen rasende dyr, som selv den amerikanske administration under Kennedy og Johnson måtte erkende (især når der samtidig skulle findes ressourcer til optrapningen af engagementet i Vietnam). I erkendelse af dette forhold forsøgte den amerikanske regering at sætte prop i med sit AD-koncept (Assured Destruction), der havde til hensigt at begrænse 'overkill' i atomafskrækkelsen ved at sætte grænser for den nødvendige ødelæggelseskapacitet.
Selv om der både økonomisk og militært set var rationale i AD-konceptet kunne det ikke forhindre fremvæksten af en stigende folkelig modstand mod atomoprustningen og tankegangen bag afskrækkelssesstrategien. Der er således ingen tvivl om, at den politiske del af '68-oprøret' hentede stor næring fra en modstand mod, hvad der blev opfattet som det politiske og militære establishments spillen hasard med menneskehedens skæbne (og i Danmark mod overhovedet at acceptere atomvåben på dansk jord).
Denne modstand rettede sig ikke mindst mod den amerikanske ledelse, som blev opfattet som hovedansvarlig for det atomare våbenkapløb på trods af, at Sovjet i denne periode gennemførte en forceret oprustning, der resulterede i, at landet fra begyndelsen af 70'erne havde opnået tilnærmelsesvis atomar paritet (hvorved AD-konceptet ændrede sig til, hvad mange mente var en mere sigende forkortelse, nemlig MAD = Mutual Assured Destruction).
Men for '68-ungdommen' i Vesten var det altså den amerikanske ledelse, som kom til at stå i skudlinjen for kritikken, hvilket på sin side bidrog til fremvæksten af en markant anti-amerikanisme.
Vietnam-krigen dannede imidlertid en endnu vigtigere baggrund for '68-oprørets' anti-amerikanisme. Vietnam-krigen fremtrådte som en klassisk konflikt mellem den store, brutale og højteknologiske militærmaskine og det lille heroiske folk, der kæmpede for sin ret.
Den amerikanske indsats i Vietnam var heller ikke nogen søndagsskoleudflugt. Allerede i 1970 var der kastet flere bomber over Vietnam end i alle tidlige krige tilsammen. Og som nævnt fik man gennem fjernsynet serveret uretfærdigheden lige ind i kollektivets fjernsynsstue. Vietnam-krigen befordrede eller bekræftede således alle forestillingerne om amerikansk militarisme og imperialisme. Selv uden for '68-miljøet' i såvel USA som resten af Vesten blev det i stigende grad vanskeligt at acceptere, at Vietnam-krigen var en rigtig og nødvendig måde at forsvare demokratiet mod kommunismen på.

Vietnam-krigen var den vigtigste af en række begivenheder, hvor amerikansk og vestlig indblanding i den Tredje Verden syntes at være i konflikt med de grundlæggende demokratiske og frihedsorienterede spilleregler og principper, som amerikansk og vestlig politik hævdedes at være baseret på - Svinebugt-affæren, Allendes fald, Nicaragua, Grenada m.fl. - eller endog i Vesten selv (juntastyret i Grækenland eller Italiens interne politiske forhold).
I en '68-optik' tog disse prioriteringer og involveringer sig ud som ren magtkynisme og hykleri. Disse begivenheder bidrog til '68-ernes' opgør med en forsimplet politik og politisk diskurs, som søgte at legitimere selv de mest dubiøse tilfælde af magtpolitik med henvisning til den overordnede og altomfattende koldkrigskonflikt.
Omvendt blev en stor del af '68-oprøret' selv fanget i et problematisk krydsfelt, når berettiget indignation og kritik på den ene side mundede ud i tilslutning til anti-liberaldemokratiske ideologier, partier og bevægelser. Eller på den anden side når ureflekterede humanistiske bekendelser resulterede i politisk naivisme.
I sidstnævnte tilfælde var det store problem sandsynligvis, at man ikke anerkendte, at den kolde krig i sit udgangspunkt grundlæggende var en ideologisk konflikt. Man anerkendte således heller ikke, at der foregik en reel magtkamp mellem forskellige samfundssystemer, herunder, at man ikke præcist nok reflekterede over eller kritiserede Sovjetblokkens magtstrategi.
I førstnævnte tilfælde anerkendte man den grundlæggende systemkamp. Det var netop en af årsagerne til, at mange '68-ere' valgte at tilslutte sig systemomvæltende partier (som ikke nødvendigvis opfattede sig som pro-sovjetiske) af forskellig socialistisk og kommunistisk observans. Dette reaktionsmønster var måske lige så naivt og under alle omstændigheder problematisk, fordi ikke-demokraters kritik af demokratisk hykleri og brud på demokratiske spilleregler altid har klinget hult.

Det gør imidlertid også mange af de anklager, som i tidens avisspalter rettes mod '68-ernes' svigt eller forræderi. En stor del af denne debat er båret af samme intolerance, som debattørerne beskylder '68-oprøret' for at have været bærere af. Og det er lige før, vi genoplever som farce, hvad der var tragedie under selve den kolde krig, nemlig tendensen til at stigmatisere alle, der har ytret modstand mod amerikanske holdninger, NATO's prioriteringer eller frygt for kernevåben som landsforrædere, Sovjet-lakajer eller nyttige idioter.
Lad os håbe, der bliver plads til en lidt mere sofistikeret debat i takt med, at temaet '68' og den kolde krig bliver gjort til genstand for egentlig historisk forskning. Der i høj grad brug for et supplement til den nyhellige og tilfældige memoire-mudderkastning, der foregår i øjeblikket.

Thorsten Borring Olesen er Jean Monnet-professor og lektor ved Historisk Institut, Aarhus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu