Kronik

Afskaf dr. phil.-graden

20. juni 2000

En doktordisputats er omgærdet af megen mystik - som et livsværk, der har været undervejs i årtier... Finere, ja, men er den også bedre end en ph.d.-afhandling, der afsluttes på tre år?

Retfærd & Velfærd
For nogle år siden indførte de danske universiteter ph.d. graden, for at sikre sig en ny generation af forskere og undervisere. Hensigten var, at den efterhånden skulle erstatte dr.phil. graden, der i høj grad ligner den udvidede tyske doktorgrad. Dermed blev vores forskeruddannelse harmoniseret med udlandets mest almindelige doktorgrad, den ph.d. der specielt er kendt i USA og Storbritannien.
Denne overgang fra et system til et andet er ikke sket, og indenfor humaniora lever vi i dag i en dualistisk verden, med to doktorgrader, mens naturvidenskabsfagene stort set har taget den amerikanske doktorgrad til sig.
I det følgende vil jeg argumentere for, at bevarelsen af dr.phil. graden har været en stor fejltagelse, der forhindrer en modernisering af humaniora som forskningsområde i den danske universitetsverden.

Af hensyn til de læsere der ikke er indviet i de akademiske snirkler, vil jeg begynde med at konstatere, at dr.phil. graden tildeles i forbindelse med forsvaret af en disputats. Der stilles ikke specifikke krav til sidetal eller antal ord, men de fleste disputatser indenfor de humanistiske fag er på mindst 400 sider, og nogle er oppe på 800 eller 900. Ph.d-afhandlinger fylder sjældent mere end 300 sider.
Kravene for at få en disputats antaget er omgærdet af megen mystik, men der hersker enighed om, at den afspejler et livsværk og er et enestående produkt, der i mange tilfælde har været undervejs i årtier. En ph.d. afhandling skal til gengæld afsluttes indenfor tre år, og i dag aflønnes de fleste for deres arbejde.
Disputatsforsvaret er en tradi-tion der går tilbage til den europæiske middelalder og skolastikken, hvor unge gejstlige mænd demonstrerede deres viden i en dis-kussion med deres fags mest garvede lærere. Den gang som nu forsvarede kandidaten 'teser', påstande der på trods af modstandernes kunnen skulle overbevise i kraft og logik og sandsynlighed.
Tanken bag disputatsbegrebet har til alle tider været, at forsvareren præsenterer nye ideer eller tolkninger af et problem eller emne. Arbejdet skulle rumme elementer som fører faget videre, og som ingen tidligere forsker har fremlagt.
Det ironiske er, at der stilles nogenlunde de samme krav til ph.d. gradens afhandling: den skal ligeledes indeholde ny forskning, som ikke tidligere har været udgivet. Endvidere skal en ph.d. afhandling også videreudvikle faget. En ph.d. skal også forsvares, dog ikke helt så mange timer og under helt så megen dramatik som det ofte er tilfældet ved et dr.phil. forsvar. Men efterhånden er ph.d. ritualet med opponenter og svar fra kandidaten kommet til at ligne dr.phil. seancen.
Hvad er så forskellen? For det første prestigen! En dr.phil. grad anses den dag i dag af mange danske akademikere for at være den 'rigtige' doktorgrad som kun de 'bedste forskere' kan opnå. Ph.d. graden opfattes til gengæld som en anden klasses doktorgrad beregnet på de mindre 'ånder'.

En akademisk loge med centrum i København og filialer i Odense og Århus fastholder med næb og klør den prestigefyldte grad og ser ned på en ny generation af forskere, der ikke har tid eller lyst til at bruge ti til tyve år af deres liv på at skrive en disputats.
For mange i den nye ph.d. generation, der prioriterer venskaber, parforhold og eventuelle børn lige så højt som karrieren, er en doktorgrad et svendestykke der skal overstås for at kunne komme videre med det egentlige og nærtforbundne: Forskning sammen med undervisning. For den gamle disputatsgeneration, er en dr.phil. grad adgangskortet til den 'rigtige' slags forskning som stolt svæver indenfor dens egen himmelske sfære.
En anden forskel mellem dr.phil.og ph.d. graden består i, at disputatsen normalt skal trykkes, mens en ph.d. afhandling blot skal kopieres i et bestemt antal eksemplarer. Dette betyder, at der skal søges støtte fra adskillige fonde for at sikre, at disputatsen udgives. Når en disputats er på flere hundrede sider, kan prisen nå op i mange tusinde kroner. Spørgsmålet er, om det virkelig er værd at betale op til hundrede tusinde kroner for denne udgivelse.
Svaret kan være positivt, hvis det drejer sig om banebrydende nyforskning, men for den disputats der mere ligner en telefonbog, med utallige appendices, kan det virke overflødigt at trykke helheden. Men dette er normalt fremgangsmåden, mens en ph.d.s resultater enten kan udsendes som artikler i fagtidsskrifter eller kan bearbejdes i en monografi der henvender sig til et større publikum.

Selvfølgelig findes der disputatser hvis appel er så bred og hvis stil er så tilgængelig, at ganske almindelige humaniora-interesserede kan læse dem. Men traditionen siger, at en disputats skal skrives i et sprog som er vanskeligt og 'fagspecifikt'. Resultatet kan være, at en disputats læses og bruges af en ganske lille kreds på fem til ti personer.
Det samme kan være tilfældet med en ph.d. afhandling, men denne er samfundsmæssigt set meget billigere i produktion, fordi den ikke skal i trykken. Samtidig er der ikke en forventning om, at en ph.d. afhandling forskningsmæssigt skal være et emnes suveræne udtryk, en 'pièce de résistance' som er opsummeringen af alt der kan blive sagt om et emne.
En ph.d.er dermed et udgangspunkt for en forskningskarriere og ikke karrierens 'kroning'. Adskillige der erhverver den fornemme dr. phil. grad kommer aldrig igen til at skrive en bog. De har nået toppen af den akademiske Everest og føler sig fritaget for behovet om at nedværdige sig til fremtidige bogudgivelser.

Disputatsfolk kan føle foragt for hvad de opfatter som britisk-amerikansk overfladiskhed og dyrker dr. phil. graden som udtryk for den ædle tyske 'Wissenschaft'. Vores forskningstradition præges den dag i dag af tvetydighed: Ønsker vi at efterligne den tyske, eller den amerikanske model indenfor akademisk meritering?
Den tyske model blev etableret i 1800-tallet og kræver to doktorgrader, den første svarende til en ph.d., den anden en dr.phil. grad med disputats og hele det akademiske pibetøj. Herefter venter der traditionelt den udkårne en professorstol. De uheldige der ikke får et professorat bliver ansat som videnskabelige assistenter, tidsbestemte stillinger der sjældent varer mere end få år. Hvorefter de har udsigt til arbejdsløshed eller arbejde udenfor universitetsverden.
Det tyske system er bygget op over tanken om, at kun de færreste fortjener at nå til tops, og de der når derop skal belønnes med guld og grønne skove. I dagens Tyskland er der for eksempel i historie langt flere med dr.phil. grader end der er professorater, og mange gode folk i midten af fyrrene står uden fast arbejde.
Den danske stillingsstruktur er heldigvis ikke bygget over den tyske model. Det er muligt for forskere efter ph.d. graden at få en ansættelse der efter få års forskning og undervisning bliver lektorbedømt. Dermed kan folk i 30'rne få en varig ansættelse. Selvfølgelig er der forskere, der aldrig opnår en fast stilling, men dette skyldes ofte det faktum, at der er mere talent tilstede end der er lektorater.
Forestillingen om, at den rigtige doktorgrad stadigvæk er en dr.phil., ligger imidlertid stadig som en skygge og får mange begavede unge i dag til at føle, at de skal bruge mindst ti år af deres liv på at skrive en disputats for at få adgang til forskningslogen.

Spørgsmålet må være, om det danske samfund virkelig opnår en gevinst ved fortsat at investere i to doktorgrader. Min påstand er, at dr.phil. graden ikke er værd at poste penge i. Kandidaten skal for det første få forskningsrådene og private sponsorer til at støtte ham eller hende i en uoverskuelig årrække. Resultatet bliver måske dobbelt så mange sider og dobbelt så mange fodnoter, men forskningen kommer ikke afgørende videre i et omfang der retfærdiggør sidetallene, noterne og ikke mindst ofrene.
En disputats er i mange tilfælde blot en oppustet doktorafhandling, og de mange supplerende sider tilføjer ikke nødvendigvis arbejdet væsentlige forskningsresultater. En disputats kan være mere fuldstændig i sit overblik over feltet, men dette giver ikke hermed en mere dybgående indsigt og analyse.

Indenfor og udenfor den akademiske verden er der en tilbøjelighed at betragte sidetal som udtryk for opnåede resultater. Men nogle af de mest fejrede disputatser i det tyvende århundrede har været af beskeden længde. Less can be more: Gennem koncentrationen af tanker og resultater når vi ofte længere.
Min egen erfaring som ung forsker har været, at to års koncentreret arbejde i Oxford var tilstrækkeligt til at komme langt ned i middelalderens tankeverden. Jeg gik på The Bodleian Library hver dag fra 9 til 18 og holdt fri i weekenderne. Hver anden uge afleverede jeg nogle sider til min vejleder, hvorefter vi diskuterede mit arbejde. Til sidst lå jeg inde med cirka 800 maskinskrevne sider, der måtte reduceres til 300, fordi en Oxford doktorafhandling skal ikke må rumme mere end 100.000 ord. Jeg er sikker på, at min afhandling blev betydelig mere helstøbt af 'slankekuren'. Dermed havde jeg fuldført mit svendestykke, og al senere forskning i mit liv har været med udgangspunkt i hvad jeg dengang lærte.
Bagefter kunne jeg glæde mig til at komme i gang med det egentlige: Forskning kombineret med undervisning, indtil jeg kom til Danmark og fik at vide, at min doktorgrad ikke var en rigtig doktorgrad. Og i dag ser jeg nye og lovende unge forskere, som føler sig presset eller opfordret til at fortsætte traditionen med de uhåndterlige disputatser.
Humaniora i Danmark er nu delt mellem en antikveret prestigegrad og en nyttig forskningsgrad. Dette er et spild af menneskelige og samfundsmæssige ressourcer og undergraver ph.d. reformen og dermed vore universiteters fremtid. Derfor: afskaf dr.phil. graden!

Brian Patrick McGuire er professor i historie på RUC.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

  • Klimaet venter ikke

    Regeringen håber, at ny teknologi kan redde landbrugets klimaregnskab. Men hvis landbruget skal omstille sig til en grønnere produktion, er landmændene nødt til at producere mindre kød
  • Undersøgelsen fra Danske Bank sætter også Nordeas bestyrelsesformand, Björn Wahlroos, i et uheldigt lys, mener ekspert. Wahlroos var bestyrelsesformand for ejer af estisk hvidvaskbank, inden den blev solgt til Danske Bank i 2007.

    Nordeaformand var ansvarlig for hvidvaskbank

  • Filmbranchen holder vejret

    Regeringens forslag til en ny filmaftale er ikke ligefrem ambitiøst, men det rummer heller ikke mange af de ødelæggende forslag, som især Dansk Folkeparti har smidt på banen gennem de seneste måneder. Måske er det netop derfor, at der har været så stille i filmbranchen, siden forslaget blev præsenteret for en uge siden

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Interessant artikel. Men 18 år gammel. Det er vist ikke gået, som BPM foreslog. Den lille og den store doktorgrad findes stadig.