Læsetid: 5 min.

Jeg bekender

Debat
15. juni 2000

Jeg fik lært og har siden forsøgt at lære det videre til mange børn imin varetægt: Forandring er mulig du gør en forskel!

Opgør om fortid
Lad mig starte med at sige undskyld. Undskyld! Hvis jeg nu skulle gå hen og glemme det.
Min forbrydelse? Den fandt sted i 1969 ved en demonstration under overrækkelse af Sonning-prisen. Haldor Laxness skulle have prisen og vi var egentlig kede af, at det netop var ham, der måtte holde for. Manden var jo en god folkelig forfatter. Nå, det kunne ikke nytte med den øllebrødsbarmhjertighed, så da vi blev gennet væk fra Frue Plads var vi en lille gruppe, der søgte om til bagindgangen, for der måtte fru Sonnings bil jo holde. Og ganske rigtigt! Og skulle hun have lov til at køre sin vej? Nej! Så jeg tog fat i et af de gamle cykelstativer og slæbte det hen foran gitterporten bag hvilken BMW'en skinnede. Da stod der pludselig en stor betjent og trak i den anden ende af stativet. Vi stirrede på hinanden og jeg tænkte på Gary Cooper, James Stewart og Kirk Douglas, indtil han trak sin stav.
Hvorefter jeg "in slow-mo" gik over under markiserne til Daells Varehus. Sådan!
Jeg blev behørigt hyldet, men jeg så selv ind i øjnene på den unge betjent. Han så ud til at være ked af det; måske havde han skåret fingeren på cykelstativet. Det kan være han har et traume i dag og aldrig har læst Laxness. Til ham og hans eventuelle familie vil jeg gerne sige: Undskyld!

Hæng McNamara!
Desuden var jeg med i en lille konspirationsgruppe under Verdensbankdemonstrationen et år efter.
Det startede så flot; mange mennesker på en lys dag ud mod Bellacentret med vajende røde faner - det var lige til at blive kommunist af, hvis altså ikke kommunismen havde været så betonagtig i dens daværende former.
Marchråbet blev hurtigt fundet. Et sådant er vigtigt, hvis man er mange, der skal gå sammen og sørge for at komme over for grønt i nogenlunde orden. Det var oppe foran man hittede på det, men det bredte sig hurtigt ned gennem rækkerne: Hæng! McNamara!
Jeg gik sammen med min nabo, Ib Jørgensen, og ganske vist var vi ikke specielt begejstrede for Robert McNamara, præsident for Verdensbanken, men vi var ikke helt sikre på at vi ville vinde ret meget ved at klynge ham op, så vi fulgte rytmen ved at Ib råbte: Hæng! og jeg råbte: McNamara! - Det lød egentlig ganske godt og turen gik fint, indtil vi stod over for en hel hær af panserklædte betjente med stave og skjolde. Der blev passet godt på præsidenten, men talerne blev holdt, slagordene råbt, sangene sunget og så gik det tilbage mod Rådhuspladsen. Antallet var skrumpet betydeligt; til 5-600 måske.
På Gyldenløvesgade gik det galt, fordi en provokerende taxichauffør absolut skulle forsøge at mase sig op gennem demonstrationsdeltagerne med sin Mercedes. De første rækker lod ham langsomt, men fredeligt passere, men pludselig brød fanden løs nede i sjette eller syvende række.
Bilens ruder blev knust med store køller, der var dukket frem fra jakkebylter, vognen blev vugget frem og tilbage og den unge chauffør stirrede skrækslagen ud mod en seks-syv rasende unge mørkhårede mænd. De viste sig at være en flok professionelle aktivister fra Frankrig, der nu så muligheden for en lille krig med politiet. Heldigvis fik fornuftige folk dem afledt; taxaen kørte ud til siden og demonstrationstoget fortsatte ind på Rådhuspladsen. Så røg ruderne i American Express og flere og flere deltagere forsvandt i sidegaderne og vrimlen på pladsen. Ib og jeg konspirerede med nogle andre deltagere. Vi skulle simpelthen gå direkte ind på Nimb, hvor konferencedeltagerne spiste middag, snuppe et par godbidder fra ta'-selv-bordet, rive dugene af festbordene og så forsvinde ud i Tivolis menneskemylder.
Elementært, smukt. Vores illusion holdt kun til vi drejede fra Vesterbrogade ned mod Hovedbanegården og Tivolis sideindgang. Så røg der et par sten gennem ruderne på Arbejdernes Landsbank. Kommentarerne var forargede: "Ikke arbejdernes bank, mand, det er sgu dem vi kæmper sammen med!"
Og da fik vi øje på politiopbuddet 2-300 meter længere fremme. Tak, skal du ha'!
De lignede noget fra Star Wars, og de hørte ikke til The Good Guys, så vi blev klar over at vores ide om fri bespisning på Verdensbankens regning måske havde lidt trange vilkår.
Og så stod vi der og stirrede på hinanden: 2-300 demonstranter, lige så mange betjente i panser og plade, over 2-300 meter ingenmandsland.
Da var det, at en eller anden tåbe nede fra syvende eller ottende række kastede et enormt kanonslag ind midt i ingenmandsland. Braget fik ruderne til at klirre og sendte den sorte Darth Vader-armé i skræmmende fremrykning mod resterne af dagens store demonstration. Alt gik i opløsning og vi forsvandt ind i byens gader.
De næste dages krig med politiet fulgte jeg kun på afstand via radio og bulletiner fra udsendte medstuderende. Det var ikke sjovt!

Pamperi i oprøret
Det blev min sidste store demonstration. Siden har det vist kun været nogle få fakkeltog, når Amnesty International inviterede.
Min politiske filosofi er anarkismens, så det med partier har aldrig været nemt, men vi var nogle stykker, der meldte os ind i VS dagen efter Glistrups jordskredssejr i 1973. Nu måtte der simpelthen en modvægt til, men det var så også i disse år, at der gik pamperi i det smukke, kreative oprør. De kapitallogiske paragrafryttere overtog lige så stille studenterråd og i løbet af få år en masse betydende stillinger og universitetet blev et gabende kedsommeligt sted. Vi var mange, med eller uden eksamen, der flyttede i de år, og i 1976 meldte vi os så ud af VS igen, da vi som 30-årige, bosiddende i Thy, blev indkaldt til skolingsmøder i Skive af en flok 22-årige rødgardister. Så var det lenin-lyn'me nok!
Fantasien, glæden, skaberevnen døde imidlertid ikke. Det bliver spændende engang at læse den historie, der fortæller, hvad der blev sat i gang i modtagelige sind i de 10 år fra 65-75.
Det har i hvert fald været en kulturfaktor af allerstørste betydning. Kræfterne fra de skægge, skæve år er videreført ud i medborgerhuse, økologiske projekter, teater-musikgrupper, selv-hjælpsinitiativer, frivillighedsformidlinger, sportsklubber, alternativ energi, højskoler, friskoler og efterskoler, forlag, festivaler, Sind-huse, aviser, tidsskrifter, værtshuse...

Vores eneste krav
Det er derfor, nogle er så bange for den generation. Den bliver så krævende, når den kommer på plejehjem, for den har fået alt, hvad den pegede på. Men de tager fejl. Vi fik ikke alt, hvad vi pegede på; vi lavede det selv, forkælet af rimelige økonomiske muligheder, OK, men ikke med fagforeninger og partier og kontorer i ryggen. Vi gjorde det selv, og det har vi faktisk tænkt os at blive ved med.
Og på plejehjemmet vil vi såmænd stadig bygge vores senge af ølkasser og bruge Shakespeares samlede og Das Kapital som fælles fundament for midterbrædtet.
Vores eneste krav til forstanderinden skal være: morgensang med rigtigt klaver, flere rock-cd'er til musiksamlingen, stærkt øl om fredagen og frisk basilikum til tomatmadderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her