Morten Korchs bøger kan kunsten at vække al læserens nostalgi efter det enkle liv og duften af muld... hvad enten minderne stammer fra Syrien eller Danmark. Læs ham - og bliv klogere på din længsel!
Lørdagskronikken
Mændene fik øje på Bente, den ældste datter på Hamre. Hun var høj og kraftig og gik med sikre, bestemte skridt. Hun så ned i græsset foran sig, hun var hensunket i sine egne tanker, man kunne se på hende, at hun var bekymret; men der var alligevel noget stolt og stærkt over hendes holdning." (s. 9).
Sådan får man præsenteret Bente, den kommende frue på gården Hamre i Morten Korchs roman Fruen på Hamre. Den er filmaktuel i Zentropa og Katrine Wiede-manns vision af romanen. Katrine Wiedemann er kendt for at portrættere stærke kvinder, og Bente i Fruen på Hamre er da også en af slagsen. Men her skal det ikke handle om Wiedemanns film, men om Morten Korchs romaner, film, danskhed og nutiden.
Man er jo ikke et øjeblik i tvivl om, hvad man skal synes om personerne i Morten Korchs roman(er). Vi kender dem nærmest i forvejen. Bente er den stærke kvinde, som bliver udsat for hårde prøvelser. Da vi møder hende første gang, har hun bestemt grund til at være bekymret, for hendes far ligger for døden.
På sin fars dødsleje lover hun ham at gifte sig med Gorm, der er søn fra den konkurrerende gård, Store Linde. Gorm er en halvskidt fyr, der fester, drikker og horer og ikke vil finde sig i, at Bente ifølge sin fars testamente får hele magten på Hamre. Men grunden til, at Bente skal giftes med Gorm får hun aldrig at vide, for det brev, hvori faderen forklarer sig, er blevet stjålet. Derfor må hun kæmpe for magten på sin egen gård - imod sin mand og hans kumpaner - uden at kende grunden.
Der er ikke så mange nuancerede figurer i Fruen på Hamre. Den ondskabsfulde og svigagtige prokurator Grove er nemlig ondskabsfuld og svigagtig hele vejen igennem (som navnet også antyder), ligesom Bentes farbror Ole er så reel, som nogen farbror kan være. Der er ikke så mange svinkeærinder her. Og handlingen er næsten givet på forhånd. Så det er ikke for den store persontegning og de dybe filosofiske betragtninger, man skal læse Morten Korch. Men man kan sagtens lade sig underholde af ham.
Jeg vil endda anbefale folk med flygtninge-/indvandrerbaggrund at læse både denne roman og andre Morten Korch-romaner. De kender nærmest allerede handlingen på forhånd: En uretfærdighed bliver begået, og den unge helt/heltinde må arbejde hårdt, være brav og reel, før tingene endelig bliver ordnet til helten/heltindens bedste. De onde er onde, de gode gode - og der er ikke nogen muligheder for at komme i tvivl.
Når man allerede kan gennemskue plottet, når der er så meget givet, kan man bedre koncentrere sig om f.eks. det sproglige. (Det er ganske vist gammelt dansk sprog, men romanlæsning er en god måde at lære korrekt dansk og ikke mindst skriftligt dansk - hvilket folk med flygtninge-/indvandrerbaggrund har sværest ved at lære). Man kan bedre koncentrere sig om de enkelte små episoder. Man kender konflikternes form, for de er klassiske, ja nærmest universelle. Handlingen minder også meget om handlingen i indisk og arabisk triviallitteratur. Min far var meget begejstret for Morten Korch-film, ligesom han var for indiske kærlig-hedsfilm (selv om han var palæstinenser).
En anden grund til at læse Morten Korch, hvis man har flygtninge-/indvandrerbaggrund kunne være, at der er så mange kendte ting at relatere til. F.eks. foregår Fruen på Hamre i et landsbysamfund, som landsbysamfund så ud i Danmark dengang, men som de stadig kan se ud i f.eks. Mellem-østen.
Bente er en stolt kvinde og hendes rolle i landsbysamfundet er problematisk: "Der var en stolt ro og værdighed over hende, der virkede som en kold douche. Enkelte veninder prøvede at indynde sig hos hende og fiskede efter invitationer; men heller ikke disse havde held. I sin skoletid havde Bente stået ganske ene som en lille bondepige mellem velhavende købstadsbørn. Nu var hun lige så ene og om muligt endnu mere stolt. Hun kunne godt sige nogle venlige ord og tale med dem; men det blev aldrig til fortrolighed fra hendes side. Men handle med dem ville hun, og det forstod hun til gavns. Netop hendes reserverethed var vel en af grundene til, at byens unge fruer flokkedes om hendes bord." (s. 23)
Der er sladder, og der er intriger, og der er nysgerrighed. Det er et ganske normalt landsbysamfund, hvor man ved så meget som muligt om alle. Bentes stolthed og privathed er derfor en udfordring og kilde til sladder. F.eks. er sladderen uundgåelig, da Gorm har en utilsløret affære med tjenestepigen Anna. Men Bente er den stærke, der har valgt at sætte sig ud over den slags, og derfor er hun værdig til at være hovedperson i en Morten Korch-roman. Hun sætter både Gorm og Anna på plads med kloghed og godhed og ignorerer sladderen.
Landsbysamfundet, som det fremstår, er ellers meget almindelig: Selvfølgelig får tjenestepigen Sidsel den gode Jens, selvfølgelig tager søsteren Grethes mand sig sammen, da Bente sætter ham og hans mor stolen for døren, så de ikke længere tyranniserer hende. Og selvfølgelig ændres tonen over for Bente, da hun udfører sin heltegerning.
Den stakkels Bente må gå så grueligt meget igennem, før det til sidst bliver happy end. Og hun klarer det hele med en jernvilje, som er beundringsværdig og stor. At hun til sidst finder kærligheden, skal jo ikke være nogen hemmelighed, men man må selv læse romanen for at finde ud af, hvorfor faderen egentlig fik hende til at gifte sig med Gorm. Den manglende forklaring er nemlig en af grundene til, at man må læse romanen til ende.
Og man kan sagtens sætte Bentes historie i relation til nutiden på en relevant måde. F.eks. er Bente del af et arrangeret ægteskab. Hun er selv gået med til det, for sin fars skyld. Hun indgår ægteskabet frivilligt, men hun har ikke selv bestemt sig for Gorm. Faktisk ville hun hellere have haft Mogens.
Det arrangerede ægteskab i
Fruen på Hamre har nærmest den form, som de har i familier med en traditionel flygtninge-/indvandrerbaggrund i dagens Danmark, hvor kollektivets interesser går forud for den enkeltes.
Bente gifter sig for faderens og jordens skyld. Hun elsker begge dele, men elsker ikke Gorm. Han elsker heller ikke hende, men er også gået med til arrangementet af egen vilje. De har altså underlagt sig familiens traditioner og har valgt at tilsidesætte deres egne behov. Det vil sige: Gorm har ikke. Han tror blot, han kan både blæse og have mel i munden.
De unge mennesker, der i dag går med til et arrangeret ægteskab, har måske fået en opdragelse meget lig Bente og Gorm. De har lært, at ligegyldigt hvad er det gården, jorden og familien, der tæller. Det er ikke for deres egen skyld, de gifter sig, men for familiens. De mener, at deres forældre ved det bedste for dem, fordi de f.eks. har lært igennem deres opvækst, at kærlighed ikke er det, man kan bygge et livslangt ægteskab på.
Man skal ikke forveksle denne slags ægteskaber med tvangsægteskaber. Der kan være tale om både fuld frivillighed og indirekte tvang, så der er tale om meget flydende definitioner. Bente og Gorm har forholdsvist frivilligt ladet sig gifte, så deres ægteskab er mere arrangeret end tvunget, trods alt. I deres tilfælde er de endda så heldige, at kærligheden opstår med tiden. Kærligheden bygger i deres tilfælde på tillid, som opbygges.
Filosofien bag arrangerede ægteskaber er som oftest: Får man ikke den man elsker, bliver man nødt til at elske den, man får. Og i længden vil man sikkert holde sammen for børnenes skyld.
Et arabisk udtryk hedder: Ægteskaber bygget på kærlighed starter varmt og bliver koldere og koldere med tiden, mens arrangerede ægteskaber starter koldt og bliver varmere og varmere. Man mener, at bagsiden af medaljen ved selv at kunne vælge frit i kærligheds-spørgsmål er, at selvrealisering kan føre til ensomhed. Og sandt nok, vi har mange ensomme og enlige mennesker i nutidens Danmark.
Ikke desto mindre: Morten
Korch romantiserer det arrangerede ægteskab. Både dengang og i dagens Danmark er det barsk virkelighed og ikke nødvendigvis særligt lykkeligt at indgå i et arrangeret ægteskab. Der er mange triste skæbner på den konto. Det må være muligt at finde en mellemform...
Ikke desto mindre bliver jeg uvægerligt grebet af en nostalgisk følelse, når jeg læser Morten Korchs romaner. Han beskriver bølgende marker, strålende sol eller grusomt uvejr. Han beskriver enkle mennesker med store følelser og beskriver det hårde arbejde på landet. Når jeg læser Morten Korchs romaner eller ser filmatiseringer af dem, tænker jeg på min barndom.
"Det var en septemberdag [..], varmen lagde dis over Hamre, og bag det slørede grå stod solen og flimrede. Tærskemaskinen på Hamre brummede, dens duven blev til en sang, der bredte sig ud over hele den lille verden" (s. 5). Sådan lyder det i bogens begyndelse. Egentlig foregår Fruen på Hamre i en lille dansk by, men jeg kommer til at tænke på duften af jord og korn - og dermed på Syrien. Efter skole skulle jeg som barn ofte hjælpe med at vande og plukke oliven og vandmeloner hos mine bedsteforældre. Morten
Korchs beskrivelser af jorden og markerne frembringer minder om jord under neglene, vandmelonpauser i skyggen. Jeg kan næsten dufte jorden ved at læse romanerne. Vi er vel alle bønder et eller andet sted. Måske var vandmelonpasningen i virkeligheden hårdt arbejde, men folk i Danmark husker jo også, at der var hvid jul hvert år i deres barndom!
Og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der bliver grebet af nostalgi ved at læse og se Morten Korch. Mange danskere husker og har sat stor pris på de danske Morten Korch-film fra 50'erne og 60'erne. I de film udfoldede de store danske skuespillerstjerner sig: Poul Reichhardt, Tove Maës, Ib Schønberg, Ib Mossin osv. Nogle ser filmene og længes efter et Danmark, hvor alt var ukompliceret og enkelt, og hvor de unge piger var lyshårede, og de unge mænd brød ud i danske sange.
Men jeg er faktisk overbevist om, at folk med flygtninge-/indvandrerbaggrund også får nostalgiske følelser ved at se Morten Korchs film. Deres lande har også en fortid, hvor landbolivet var det primære. De har også et romantisk billede af en fortid, hvor tingene var enkle, menneskene reelle, og løsningerne på problemerne at være god og konsekvent. Deres nostalgiske billeder er blot fyldt med unge mænd og kvinder med mørkt hår.
Morten Korchs Danmark findes ikke. Men den følelse af nostalgi, som han får frem, er efter min mening almenmenneskelig. Det Danmark, som Morten Korch beskriver, er en fiktion, en konstruktion. Fiktionen tog udgangspunkt i Korchs samtid og fortid, men var ikke desto mindre aldrig virkelighed i sin fulde form. Tingene var med garanti ikke så enkle, Danmark med garanti ikke så konfliktfrit og sort/hvidt.
Den længsel mod et Morten Korch-Danmark, som man finder hos nogle mennesker den dag i dag, stammer nok mest fra, at nutiden ikke er så enkel igen. At verden er kompleks og derfor skræmmende, hvis man ønsker, at alt skal være enkelt og kontrollabelt.
Den længsel finder man både hos danskere og danskere med flygtninge-/indvandrerbaggrund. Det er svært at omstille sig til et informationssamfund, det er svært at tilpasse sig et nyt land, det er svært at tage stilling til internationalisering, det er svært at lære et nyt sprog, det er svært at se ud over sin egen næse, og derfor ønsker man sig tilbage til en fiktiv forestilling om en fortid, hvor alt var enkelt og adskilt i sort og hvidt. Folk med den slags længsel kan både hedde Pia og Abdullah.
Men under alle omstændigheder er det umuligt at skrue tiden tilbage. Det er ikke muligt at skrue tiden tilbage til Morten Korchs Danmark, dels fordi det er en fik-tion, og dels fordi det ikke er en løsning overhovedet. Hvis der er noget, man er utilfreds med må vi stå sammen om at styre udviklingen i fremtiden - også i forhold til omverdenen. Vi bliver i hvert fald ikke mere danske ved at isolere os. Så i stedet for at vende indad og dyrke en Morten Korch-danskhed, vil jeg opfordre til, at vi melder os ind i verden.
Danskhedens fundamentalister har faktisk meget til fælles med islamiske fundamentalister. Begge grupper ønsker sig tilbage til for-tiden, for islamisterne tilbage til et ideelt islamisk samfund, som heller aldrig har eksisteret. Faktisk kan man sige, at fundamentalister af alle slags vil tilbage til Morten Korch. Han hedder bare noget andet i andre verdensdele.
For Bente på Hamre ender det hele lykkeligt: "Luften var så mild, og fuglene sang, det var, som hele verden var fuld af forår og grøde. Hun tog sin fløjte frem, og hun havde aldrig i sit liv fløjtet, som hun fløjtede nu. Hun fløjtede om forår og længsel, om lykken og om den dirrende vemod, som lever i alle ting og også skælvede i hendes hjerte. Hun spillede om den store kærlighed, som nu endelig havde vundet sejr, og hun takkede Gud i himlen. Hun spillede om alt det, hun følte i sit hjerte, hun kunne ikke forme det i ord og få det over sine læber; men hun kunne tolke det alt sammen i sit fløjte-spil, og det var vidunderligt at høre på". (s. 259). Sandsynligheden for, at det ender lige så lykkeligt for os, er ikke så stor, hvis vi tror, verden ser ud som i en Morten Korch-roman.
Men hvis vi ser på nutiden og verden med åbne øjne og åbent sind og engagerer os i at forme en fremtid med plads til forskellighed, så skal vi nok også komme til at fløjte lykkeligt en dag.
Naser Khader er cand.polit., forfatter og folketingskandidat for Det radikale Venstre.
Apropos - Med andre øjne
"Kunne du tænke dig at (gen)læse en dansk klassiker og skrive en kronik om den til Information?
Meningen er at bede nogle "etnikker" (!) om at tage stilling til noget af det danskeste af det danske, nemlig danske romaner. Ganske enkelt fordi jeg synes, at nu må samtalen gerne begynde. Og min egen erfaring er, at man lærer meget om et lands kultur ved at læse dets klassikere, de bøger som folk i det lokalområde særligt har taget til hjerte."
Sådan skrev kronikredaktøren til en lille flok mænd og kvinder.
I første omgang er det blevet til tre læsninger:
*Naser Khader, radikal folketingskandidat og cand.polit. har læst Fruen på Hamre af Morten Korch (1876-1954) - bogen er netop filmatiseret.
*Huma Afandi, studerende, af pakistansk /indonesisk herkomst, f. 1974, skriver om Indenfor Murene, Henri Nathansens (1868-1944) varme jødisk-danske skuespil fra 1912.
*Mazhar Hussain, læge og radikal folketingskandidat med erklæret fundamentalistiske holdninger har læst Hans Kirks roman om en skare kristne fundamentalister - Fiskerne fra 1928.
Læs med i Information.mlk
