Læsetid: 3 min.

Bygning som billede

Debat
16. juni 2000

Kampen om opmærksomhed kræver enkle budskaber, også når det gælder kampen mellem byerne. Enkeltbygninger bliver ikoner for hele byer

Arkitektur
At image ofte er vigtigere end indhold er efterhånden en gammel sandhed. Det gælder også i konkurrencen mellem byerne. Da et vigtigt element i denne konkurrence er profileringen af den lokale egenart - af stedet, sker der en transformation af sted til billede. Da stedet er karakteriseret ved den stedlige arkitektur, sker der i denne proces således også en transformation af arkitekturen.
Den skærpede konkurrence mellem byerne er et træk ved samfundsudviklingen, og der er en langt tættere sammenhæng mellem arkitektur og samfund, end det oftest træder frem i arkitekternes egen selvforståelse.

Enkle budskaber
Kampen om alverdens opmærksomhed kræver enkle budskaber, også når det gælder kampen mellem byerne. Enkeltbygninger, oftest tegnet af arkitekter med stjernestatus, bliver ikoner for hele byer. Frank O. Gehrys Guggenheim-museum i den spanske by Bilbao er således først og fremmest et signal til omverden om byens genopstandelse som moderne storby efter en længere deroute som arbejder- og industriby. At bygningen også er ramme om en kunstsamling i verdensklasse er i den forbindelse sekundært. I den henseende har den for så vidt mere til fælles med nyudvidelsen af Det Kongelige Bibliotek i Københavns havn, end med eksempelvis Nordjyllands Kunstmuseum.
At vurdere Guggenheim-museet eller Den Sorte Diamant i forhold til de funktioner som de danner rammen om, forekommer således irrelevant. Det er derfor ikke så afgørende om det regner ind i det nordspanske museum, eller om bibliotekets faciliteter ikke er optimale for brugerne.
Hvor Alvar Aalto i sin tid formgav Nordjyllands Kunstmuseum ud fra det hovedformål at skabe nogle udstillingsrammer, der kunne yde de udstillede kunstværker størst mulig retfærdighed, er museer som Guggenheim i Bilbao eller Steven Holls samtidige Kiasma-museum i Helsinki ikke primært skabt som rammer om billeder, men derimod som billeder i sig selv.

Aldeles usexet
Aalto har med sine nøgterne funktionshensyn og afdæmpede modernistiske æstetik i Nordjyllands Kunstmuseum skabt en bygning, som nok er smuk i sit eget æstetiske paradigme, men som er aldeles usexet og derfor uanvendelig som mediemarkør. For denne bygning ligger den arkitektoniske oplevelse på selve stedet, som en egenskab, der først afgives gennem den taktile oplevelse af rummene.
For de nye bygninger gælder, at den arkitektoniske oplevelse i kraft af det ekspressive udtryk kan medieres langt bedre gennem afbildninger. Disse bygningers arkitektur løsrives så at sige fra selve bygningen og kan derfor opleves uafhængigt af, om man er fysisk tilstede.
At kritisere denne billedarkitektur ved, som det er yndet blandt nogle arkitekter, med hævede øjenbryn og en ironisk trækning ved overlæben at banke på væggenes gipsplader for ved den hule genlyd at tilkendegive, at der er tale om falsk og ugedigen arkitektur, ville være at misforstå dens hele idé. Her er taktilitet ikke på dagsordenen, for arkitekturen er kun en hinde mellem rum og konstruktion.

Ren iscenesættelse
Som sådan er denne form for arkitektur først og fremmest iscenesættelse. Det er derfor ikke overraskende at Den Sorte Diamant eksempelvis er en yndet ramme om modeshows og receptioner - begivenheder der ikke udspringer af dens funktion som nationalbibliotek, men derimod af dens æstetiske kvaliteter som scenografi. Denne type events gør brug af bygningen som et ekspressivt bagtæppe for tv-kameraernes referat.
Derfor er det også oplagt, at netop Den Sorte Diamant foretrækkes til dette formål, frem for eksempelvis det nye Statens Museum for Kunst. Her er der nemlig tale om en bygning der, med sit neo-modernistiske, formale formsprog er mere i dialog med stedet - den oprindelige bygning og parken, end med medierne, gemt væk som den er, på bagsiden af Dahlerups gamle museum, hvor man ikke kan komme til med et kamera.
I og med at Den Sorte Diamant ikke først og fremmest er tænkt som et sted for videnskabelige studier af De Islandske Sagaer eller Jyske Lov, og at Guggenheim-museet først i anden række tjener betragtningen af det 20. århundredes kunst fra Kandinsky til Damien Hirst, kunne man godt spørge sig, hvorfor disse funktioner overhovedet er lagt ind i bygningerne.
Med en computerteknik, der i dag er i stand til at visualisere arkitektur med en sådan grad af realisme, at det reelt ikke er til at skelne den forestillede arkitektur fra den realiserede, kunne man måske oven i købet spørge sig, hvorfor man gør sig den ulejlighed at opføre disse bygninger, og ikke blot lader dem forblive i cyberspace som det, de er: Billeder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her