Hvorfor gør mænd det så alligevel? En belysning af årsagen til mænds vold mod kvinder - og hvordan man ikke løser problemerne
Retfærd og Velfærd
Demokrati er ikke et system eller en lære, det er en livsform som under talrige nederlag er groet frem i Vesteuropa i løbet af de sidste 2000 år...
Det er en tankegang man først tilegner sig derved at man lever den igennem i det allersnævreste private liv, i forhold til familie og naboer, derefter udadtil i større kredse, i forhold til landsmænd, og endelig i forhold til nationer".
Hal Koch i Hvad er demokrati? fra 1945
Kvinder og mænd har en forskellig forståelse af vold. Forskellig forståelse af hvorfor og hvordan vold opstår, og hvad den kan bruges eller misbruges til.
Hvor kvinder ofte sætter grænsen der, hvor man 'skyder' på hinanden med en kæp, ligger mænds grænse et helt andet sted. Her er det 'fejt at sparke i skridtet', 'fejt at sparke på en der ligger ned', 'fejt at være to mod en'.
Maskulin vold mod kvinder er et af de argumenter der gang på gang trækkes frem for at legitimere mødres fortrinsstilling over fælles børn. Har en mand først stukket konen et par på kassen, betragtes han som uegnet, ikke alene som ægtemand, men også som far.
Spørgsmålet hvorfor ordene slipper op, og erstattes af de mere hårdtslående argumenter, stilles simpelthen ikke. Derfor får vi heller ikke noget svar, hvilket begrænser vores muligheder for at komme volden til livs - eller for blot at begrænse den. Man kan tværtimod frygte, at der iværksættes initiativer, der virker voldsbefordrende snarere end voldsdæmpende.
Rigspolitichef Ivar Boye har lavet en undersøgelse af vold mod kvinder. (1) Det er interessant, at volden stadig betegnes og registreres som 'hustruvold', selvom parterne ikke længere lever sammen, og måske aldrig har været gift. Selv vold forvoldt af en fyr hun har samlet op i byen og inviteret med hjem, vil i statistikken optræde som 'hustruvold'.
Rigspolitichefen finder frem til, at "80 % af alle hustruvoldsepisoder begås af tidligere ægtefæller/samlevere".
Skønt enlige mødre kun udgør ni % af alle kvinder mellem 20 og 49 år, lægger de ifølge Rigspolitichefen ryg til 63% af alle forekommende 'hustru'voldsepisoder. Rigspolitichefen konkluderer: "Kunne man forebygge, at enlige mødre mellem 20 og 49 år blev udsat for vold fra deres forheværende ægtefælle/samlever, ville den samlede mængde hustruvold i det danske samfund falde drastisk".
Også udenlandske undersøgelser viser, at det at gifte sig ikke udgør en potentiel risikofaktor for kvinder, faktisk tværtimod. Kvinder der lever i familier med børn og mand har den laveste voldsrisiko overhovedet. (2).
I Foreningen Fars Lokalafdeling i Århus taler vi af og til med mænd, der har slået deres koner. Men modsat krisecentrenes erfaringer, oplever vi ikke, at volden er årsag til skilsmissen. Tværtimod oplever vi, at skilsmissen og specielt den afmagtsfølelse i forhold til børnene fædre føler i forbindelse med den, er den direkte udløser. Fordi de ikke har noget at skulle have sagt.
Årsagen skal søges i forældrenes forskellige juridiske stilling i forhold til deres børn. Den ubalance umuliggør en ligeværdig diskussion, og dermed også et rimeligt kompromis. Når kvinden spiller sin trumf, nemlig at hun kan blokere forholdet mellem far og børn, da slipper ordene op. Så har vi forladt den jævnbyrdige diskussion, fordi den netop kun fungerer i en demokratisk ramme.
Fælles forældremyndighed er betinget af en enighed, som er en illusion i selv velfungerende familier. At lade indflydelse være betinget af enighed er en selvmodsigelse.
Den enevældige magt myndighederne som udgangspunkt giver mødre i barselsgave, har intet at gøre i den treenighed, som den nybagte familie gerne skulle være. Det er en trussel, der vil ligge og lure under enhver nok så lille konflikt, og som i høj grad vil medvirke til dens optrapning.
Kvinders overgreb mod mænd, er i deres virkning næppe bedre. Krisecentrene oplyser, at 40 % af deres klientel ikke har været udsat for fysisk vold, men psykisk. I det stykke har kvinder næppe noget at lade mændene høre. Det er svært at forestille sig en mere raffineret form for psykisk vold, end at komme hjem til et tomt hus, og være afskåret fra enhver kontakt til sine børn, hvilket er den praksis krisecentrene anbefaler deres klientel.
Rent fysisk er det velkendt, at mænds dødelighed er større end kvinders. Svenske undersøgelser viser, at skilte mænds dødelighed er seks gange større end gifte mænds. (3). Så den psykiske vold kan være ret så blodig.
Det kan godt være, at mange kvinder ikke kan leve sammen med en mand, der slår dem. Det er et synspunkt man næppe kan være uforstående overfor.
Men det er bestemt heller ikke let at leve sammen med en kone, der direkte eller indirekte udnytter sin fortrinsstilling over børnene til økonomisk, arbejdsmæssig eller seksuel afpresning. Eller blot til at sætte trumf på diskussionen om familien nu skal i skoven eller til stranden.
At kvinder overhovedet kan spille det kort, og i stigende omfang gør det, er mindst lige så uacceptabelt for faderen, som øretæverne er for konen. De to ting kalder på hinanden!
Democracy is the most lousy form of government.
Until you have considered the alternatives".
Ordene er Churchills, og det var næppe familiepolitik, han havde i tankerne, da han sagde dem. Men de er højaktuelle i en familiepolitisk sammenhæng.
Problemerne med alternativerne er, at uanset hvor gode intentionerne med dem har været, ender de altid med et element af vold og terror i sig. Den gode diktator (m/k) findes ikke.
Demokrati på det familiepolitiske område hedder fælles forældremyndighed. Men ikke i den form vi kender den, hvor man skal være enige om alting, for det er der næppe to forældre der er.
Demokrati er diskussion, kompromiser samt respekt for modpartens synspunkt. Enighed har ikke meget med demokrati at gøre. Kravet om enighed har netop ført til, at mange fædre undertrykker deres mening og erklærer sig enige i noget, de absolut ikke er enige i. Fordi de vil beholde den formelle indflydelse.
Så de fleste fædre resignerer, holder kæft og bøjer sig for moderens vilkårlige indfald.
Men trykket skal jo ud før eller senere, og det kommer det så ofte med klør fem, når der nu ikke er andre muligheder. Det kan alverdens mødrehjælpsterapier, krise- eller voldscentrer, elektroniske Falckalarmer, tåregasspray, massefremstillede polititilhold, håndvåben eller håndgranater næppe forhindre. Volden bliver blot hurtigere og hårdere.
Tager man folks børn fra dem, så risikerer man meget vel, at de bliver voldelige. Fordi folk generelt holder af deres børn og netop synes, at børnene er en af de få ting, det er værd at slås for.
Derfor er familievoldens eneste alternativ familiedemokratiet.
Det er beklageligt, at der er så ringe forståelse for demokratiets nødvendighed. De statssponsorerede kvindeorganisationer modsætter sig enhver demokratisering i familieretten. De parlamentariske organer undgår helst at tage stilling, selvom deres egen eksistens er absurd uden demokrati.
Den manglende forståelse er en stensikker vej til mere vold. Det er ikke nogen undskyldning, at det her jo handler om børnene, og demokratiet derfor må komme i anden række. Alle diktatorer kæmper for en eller anden 'ædel' sag. Netop fordi det handler om vores børn, er det særligt vigtigt med demokrati. Ikke alene fordi det er den eneste måde at begrænse volden, men også fordi det er den måde, man lærer børn demokratiets spilleregler. Det er ulykkeligt, at en hel generation vokser op med det budskab, at konflikter løses bedst med et familiemæssigt enevælde. Hvordan skal man forklare dem at andre - samfunds eller verdensanliggender - da ikke også bedst løses med et enevælde? Hvis man vil nedbringe hustruvolden, er det ikke øgede bevillinger til krisecentrene, Mødrehjælpen eller Joansøstrene man skal investere i. Eller skrappere sanktioner mod voldelige mænd. Det giver større afmagt = mere vold.
Man begrænser ikke vold ved at marginalisere mænd i forhold til deres børn, karriere, samfund eller kvinder. Tværtimod genererer man mænd, der har tabt det, som virkelig betyder noget for dem. Man skaber mænd, der ikke har noget at miste.
Det vil være langt mere effektivt (og billigere) at give flere fædre forældremyndigheden alene. Der er intet der tyder på, at børnene skulle være dårligere stillet hos en enlig far end hos en enlig mor, faktisk tværtimod. (4). Men på trods af at fædre generelt og uomtvisteligt i stigende grad tager sig af deres børn, kommer stadig færre af dem til at bo sammen med deres børn, efter en familieopløsning.
Hvis flere fædre fik forældremyndigheden, ville det have fire effekter, der hver for sig ville nedbringe volden.
* Den ligeværdige demokratiske proces genetableres i familien, med mulighed for at løse konflikter af demokratisk vej - via samtale.
* Når ingen af parterne kan være sikker på at beholde børnene, kan vi forvente et fald i skilsmissehyppigheden, så der slet ikke forekommer så mange enlige mødre.
* Fædre kan lære deres sønner at beherske den maskuline aggression, og få den kanaliseret over i noget nyttigt.
* Mange fædre vil slet ikke have behov for at slå, når de havde børnene.
Historien om Medea, som Euripides skrev år 431 f.v.t., handler om en skilsmisse mellem to mennesker, og om hvordan Medea i jalousi og afmagt foretrækker at slå sine børn ihjel, fremfor at overlade dem til faderen og hans nye frille. Dengang var det nemlig far, der sad på børnene. Moderen (Medea) havde ingen rettigheder i forhold til dem (det er kun en menneskealder siden, det blev lavet om).
Den samme historie kan vi nu læse i formiddagspressen, men med modsat fortegn. Følelserne mellem mennesker har ikke undergået de store forandringer i de mellemliggende år. Men samfundet er ændret. I dag er det mødrene, der sidder på børnene, mens fædrene har fået tildelt Medeas lidet glorværdige skurkerolle.
Historien om Medea fortæller sammen med formiddagspressens historier i dag, at det afgørende for vores følelser og handlinger ikke er vores køn, men vores sociale og juridiske muligheder i forhold til vores børn.
Vil man nedbringe volden, er det derfor her, der skal tages fat.
Kresten Lidegaard er formand for Århus Lokalafdeling af Foreningen Far og med i Maskulint Forum, en paraplyorganisation for mandeforeninger i Danmark.
1. Vold på gaden i hjem og på arbejde. Rigspolitichefen 1998.
2. Fatherless America. Confronting our most urgent social problems. David Blankenhorn 1995.
3. Social-& Hälsovårdsnytt i Norden. Nr. 1 1998. www.shn.dk/1-98/artiklar/10.html
4. Opvækst hos fædre. Mogens Nygaard Christoffersen, Socialforskningsinstituttet 1996.
