Læsetid: 4 min.

Folkelig globalisering

22. juni 2000

Globaliseringen har splittet verdens civilsamfund. Nye løsninger findes måske i denne uge

KOMMENTAREN - Ti-året for Rio
I denne uge mødes 70 folkelige organisationer i København. Danskere vil sidde ved siden af ghanesere, nepalesere, argentinere, amerikanere, japanere, russere – i alt 50 nationer vil være repræ-senteret. Alle arbejder de med miljø og udvikling, alle ønsker de at lægge en fælles strategi for deres arbejde frem mod det store topmøde i 2002, der skal markere tiåret for Rio-konferencen.
På samme tid og sted mødes repræsentanter fra civilsamfundet i ti u-lande og Danmark for at diskutere den officielle FN-opfølgning på Det Sociale Topmøde i København.
Denne opfølgning finder sted i Genéve i næste uge, og de mange nationaliteter forsøger at lære af hinandens erfaringer og planlægge et fælles fremstød i Geneve.

Nye tider
Begge arrangementer er udtryk for en ny virkelighed for verdens civilsamfund, og begge indgår i MS’ arrangement Solidaritet 2000, der netop har som overordnet formål at diskutere de nye forhold.
Realiteten er, at ingen organisation i dag kan agere eller reagere uden internationale partnere og uden internationalt engagement. Jo mere økonomi og politik bliver globaliseret, desto mere flytter civilsamfundet fokus. For ti år siden var Christiansborg den vigtigste politiske kampplads for de folkelige organisationer, i dag er det FN, WTO og EU. Når der debatteres med danske politikere, handler det oftest om, hvordan Danmark skal forholde sig i disse fora. Tendensen er ikke bare tydelig for de organisationer, der har til formål at beskæftige sig med internationale forhold, den gælder også for stort set alle typer af miljøorganisa-tioner, fordi så mange aftaler på dette område har global karakter.

Nye muligheder
De nye tider skaber enorme muligheder og enorme problemer for verdens civilsamfund. Blandt de positive konsekvenser er en langt større grundlæggende for-ståelse af hinandens ståsted og perspektiver. Det nødvendige samarbejde tvinger organisationer i Nord, Syd, Øst og vest til at lytte til hinanden på en ny måde, og deres politiske arbejde bliver dermed mere rummeligt. Det giver organisationer i u-landene en stemme, som de aldrig har haft før. Men det største problem ligger også lige for: Civilsamfundet i u-landene har stadig langt færre chancer for at gøre sig gældende i de internationale fora, hvis man sammenligner med deres vestlige kollegaer.
Derfor er det stadig i beskæmmende grad de vestlige regeringer og de stærke vestlige NGO’er, der sætter den internationale politiske dagsorden. Den største udfordring i de kommende år bliver, at sikre de fattige lande en langt stærkere indflydelse i de internationale organer.

Nye konflikter
Oveni i disse strukturelle problemer oplever næsten alle større folkelige organisationer samtidig konflikter i deres egne baglande. Konflikter mellem organisationer og konflikter i organisa-tioner, der handler om politisk ståsted og politisk strategi, om identitet, historie og hjerteblod. Som regel har disse konflikter to omdrejningspunkter.
Det første handler om, hvor snitfladen mellem det nationale og det internationale engagement skal ligge.
De fleste større danske NGO’er er startet med et rent dansk udgangspunkt, det vil sige danske medlemmer og dansk kultur – fra dengang man stadig kunne tale om én dansk kultur uden straks at være i tvivl om, hvad den så gik ud på. I dag oplever flere organisationer en stærk modsætning mellem det dybe engagement i det nationale og lokale på den ene side og de internationale aktiviteter på den anden side. Nogle gange giver disse modsætninger sig udtryk i diskussioner mellem græsrødder og top i organisationerne – sidst set i Danmarks Naturfredningsforening – nogle gange går den på tværs af alle dele af organisationen, som de sidste måneders diskussion af WTO i Ibis.
Debatten om det nationale/lokale i forhold til det internationale er som bekendt en debat, der i disse år er relevant for hele den danske befolkning, men den rammer ikke mindst det folkelige engagement i de folkelige organisationer - og dermed deres eksistensgrundlag, deres hele sjæl.
Det andet omdrejningspunkt handler om, hvilken rolle civilsamfundet så skal spille i den internationale politik. Siden Rio-konferencen i 1992 har civilsamfundet fået stadig større indflydelse på de globale konferencer og er rykket stadig tættere på de formelle beslutningsprocesser. Det giver organisationerne en enestående adgang til informationer og nye muligheder for at påvirke deres regeringerne ved de store konferencer. Men de kan også skabe en større afstand til medlemmerne i den enkelte organisation, fordi lobbyisterne kommer så tæt på beslutningsprocesserne, at de meget ideelle synspunkter opgives til fordel for pragmatik og konkrete resultater. Det skaber konflikt, fordi idealisme er det stof, som folkelige organisationer er gjort af, og det er derfor en standende diskussion, hvor grænsen ideelt trækkes.

Ny dynamik
Det er disse debatter, der udgør kernen i denne uges diskussioner om solidaritet i globaliseringens tidsalder. Det er en debat, der rejser flere spørgsmål end svar. Hvordan får vi bygget broen mellem Syd og Nord, hvordan forener vi det lokale, nationale og internationale niveau, idealismen og pragmatismen? Man kan begræde disse spændingsfelter, de valg og opgør, der nødvendigvis følger med dem. Men man kan også betragte dem som en ny tids dynamik, der også er med til at bringe energi og vitalitet til det civilsamfund, vi mere end nogensinde har brug for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu