Kronik

Ud af fortidens skyttegrave

Debat
26. juni 2000

Hvorfor samler henholdsvis den gamle højre- og venstrefløj ikke alle kræfter til et doku-projekt om Den kolde krig, som vi alle kunne blive klogere af? - spørger en fhv. østtysker

Historisk set
Debatten om venstrefløjen under den Kolde Krig fortsætter. Siden historikeren Uffe Østergaard i denne avis opfordrede tidligere kammerater og meningsfæller til at sige undskyld for fejltagelser er tonen yderligere skærpet, idet nogle af de tidligere venstrefløjs-aktivister afviser Østergaards opfordring og samtidsanalyse. Nogle af dem, som jeg ellers kender som ret besindige mennesker, føler sig endda nødsaget til at henvise til fækalier ("rent pis"), når det gælder om at afvise Østergaard.
Og sådan kan vi jo blive ved: Højrefløjs-debattører kræver, at tidligere kommunister ikke må have ledende stillinger i det danske samfund (uden dog i samme åndedrag at kræve Ole Hassel-
bach fyret som jura-professor og Dansk Folkeparti forbudt), alt imens dele af den tidligere venstrefløj svarer lakonisk med "pis og lort" (undskyld, det er ikke mit eget sprog).
Men formålet med en sådan debat kan ikke være, at man bebrejder og anklager og fordømmer og bare fortsætter med gensidige beskyldninger som under den Kolde Krig. Der er forskel mellem en rettergang i sort og hvid, hvor sejrsherren i envejs-kommunikationen afgør straffemålet ved at kræve tidligere topkommunister fyret fra fremtrædende stillinger, og den demokratiske debat for at blive klogere på historien.
Da jeg i 1989 kom til Danmark fra det tidligere DDR, vidste jeg ikke meget mere om mit nye hjemland end det, Olsenbanden-filmene havde formidlet.
Men der var alligevel også én anden begivenhed, der gjorde indtryk på mig, inden jeg satte mine fødder på dansk jord. Denne begivenhed var nogle østtyskeres besættelse af den danske ambassade i Øst-Berlin i 1988, som skulle muliggøre de pågældende østtyskeres udrejse.
Besættelsen endte med, at de ansvarlige danske myndigheder lavede en deal med de tilsvarende østtyske, hvorefter besætterne blev smidt ud af den danske ambassade uden at have opnået deres mål og med følge af den chikane, forfølgelse og repression, som deres uheldige forsøg på at forlade det tidligere DDR måtte føre til.
Kort efter kom Poul Schlüter på statsbesøg til Øst-Berlin, for det var dengang en borgerlig dansk regering, der havde sjusket sig frem til det, der senere resulterede i retssager mod den danske stat.

At jeg mindes begivenheden, skyldes to aspekter, som måske kan bidrage til at bringe debatten på rette spor med henblik på at kortlægge, hvad der egentlig skete og hvilke politiske konsekvenser dette havde.
Eksemplet viser nemlig for det første, at nok har der altid været ideologiske skyttegravskrige, men at disse er noget helt andet end realpolitiske forhandlinger og kompromiser, hvor selv borgerlig politik kan resultere i så formidable forhandlingsløsninger, at de bliver meget mere uheldige (i hvert fald som i dette tilfælde for de involverede østtyskere) end et mundtligt eller skriftligt forsvar af DDR eller Nordkorea i den danske offentlighed.
Det var altså en borgerlig dansk regering, der for disse menneskers vedkommende var skurken - og ikke den såkaldte 'femtekolonne' af danske venstrefløjsaktivister.
For det andet bidrager denne begivenhed imidlertid også til, at vi ikke glemmer de konkrete begivenheder og deres konsekvenser. For, hvis der er én ting jeg ikke forstod igennem 90'erne, er det den vattede eller helt manglende konfrontation med den politiske fortid hos de danskere, der i ord og dåd støttede de 'realsocialistiske' regimer i østlandene. Og her taler vi jo ikke udelukkende om venstrefløjen - og vi burde heller ikke glemme, at også det Radikale Venstre plejede gode kontakter til kredse i det tidligere DDR, som ikke just tilhørte oppositionen.

Som en række debattører gjorde opmærksom på, blev de politiske aktive, fordi de havde nogle fornemme sociale idealer, fordi de ønskede at forhindre krig og fordi de ikke mente, at industrikapitalismens værdigrundlag tilstrækkelig tilgodeser de svage i samfundet. Dette i sig selv betyder imidlertid ikke, at resultaterne og konsekvensen af de handlinger, der tog afsæt i disse idealer, var ligeså positive som disse idealer. Her er der ikke nogen grundlæggende forskel på hvad topkommunister i de 'realsocialistiske' regimer gjorde og hvad topkommunister i Danmark eller i andre lande gjorde.
Tværtimod blev den støtte, eksempelvis østtyske politikere erfarede fra ideologiske meningsfæller i Vesten (så kan man altid være lidt uenige om den konkrete udformning af det socialistiske projekt) brugt og misbrugt til både indadtil og udadtil at legitimere diktaturerne og repressalier.
Derfor er det efter min opfattelse lidt for letkøbt og nærmest grotesk, at nogle tidligere aktivister henviser til deres gode intentioner og på denne baggrund mener, at der vist intet er, man burde sige undskyld for.
Til forskel for disse danske venstrefløjsaktivister, der jo kunne danne partier, rejse verden rundt, holde Land & Folk-fester i Fælledparken osv., var det i de socialistiske diktaturer sådan, at alle andre synspunkter end den officielle doktrin blev forfulgte.
Måske ville det falde disse debattører nemmere at forstå, hvis de selv havde oplevet forholdene på egen krop. Ikke som besøgende på et partiskolekursus med en returbillet til Danmark i lommen, men helt på linie med befolkningen i de tidligere regimer, der som regel ikke engang kunne søge om et pas.
Et sådant forsøg på at sætte sig ind i, hvordan det opleves, ikke at kunne tilkendegive sin mening om stort set hvilket som helst emne udenfor hjemmets fire vægge, kan måske give den forståelse, der er brug for. For, det er trods alt først og fremmest venstrefløjens synspunkter, udtalelser og handlinger, der skaber et forklaringsbehov, såfremt man ønsker at undgå gentagelser.

Desværre er der alt for mange smutveje, der muliggør en ahistorisk og/eller ensidig fordømmende holdning til venstrefløjen som helhed. Enkelte tidligere venstrefløjs-aktivister har valgt at trække sig tilbage fra offentligheden.
Om Pelle Voigt stadig plejer sin forkærlighed for Libyen eller andre tidligere topkommunister stadig tager til Nordkorea bliver så til deres personlige problem, om end jeg ikke kan forstå, at man slet ingenting kan eller vil lære. En af de tidligere østtyske topkommunister, Egon Krenz, har heller aldrig forstået noget. Han mener fortsat, at intentionerne jo var gode.
At målet ikke helliger midlerne - herunder at skyde på mennesker, der prøver at forlade landet - er åbenbart noget, som ikke er indlysende for alle. Men i dette lys bør også tidligere danske topkommunisters støtte til diktaturer ses, og derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, om de forsvarede terroristiske angreb med døden til følge eller indspærring og undertrykkelse af hele landes befolkninger under Den Kolde Krig.
Men uanset hvad, så viser disse mennesker i deres manglende lyst eller evne til at lære også, at de har rygrad - i og med, at de fastholder deres synspunkter, også når de ikke længere er populære.
Vigtigere end disse sørgelige betonhoveder er imidlertid alle dem, der fortsat tror på, at det nuværende samfund ikke er historiens sidste ord. Når nogle af de tidligere topkommunister fortsat ønsker indflydelse på den offentlige mening og politikken i dagens Danmark, er jeg enig med historikeren Østergaard, der i et interview i Information den 10.-11. juni op- og udfordrer: "De skal sgu sige undskyld!" - Og jeg fristes til at tilføje "... til de bliver hørt!"
Hvis man derimod uden rygrad "hyler med ulvene" (Øster-
gaard), lige meget for vinden blæser fra, fremstår man som utroværdig og vil næppe være i stand til at sælge billetter, når det gælder om at overbevise befolkningen om, at historien ikke er afsluttet med murens fald.
Nogle tidligere venstrefløjs-aktivister - og her tænker jeg på Mikkel Plum eller også Jacob Mollerups lørdagskronik i Information den 10.-11. juni - har vist, hvordan det kan gøres.

I øvrigt er det faktisk værd at huske, at nutidens velfærdssamfund er mindst lige så meget et produkt af den marxistiske kapitalismekritik, som af de frie markedskræfters spil - selvom Socialdemokratiet i dag har svært ved at vedkende sig sine rødder.
Opgøret med egen fortid er smertefuldt. Det gælder ikke mindst alle de mennesker, der selv levede under de kommunistiske regimer. Det gælder også mig selv, eftersom jeg tilbragte de første 23 år af mit liv i det tidligere DDR og blev udvist som regime-kritiker.
Om end jeg ikke har gjort mig personligt skyldig i noget, så var jeg jo en del af flokken. Andre har handlet på måder, som har generet deres medborgere direkte. Og måske endda ødelagt liv. Som personligt anliggende er opgøret dermed sværere for nogle end for andre. Nogle vælger fortrængningen.
I det tidligere DDR kan alle borgere få aktindsigt i deres sag i Stasi-arkiverne, og debatten om ansvaret for diktaturet - også det intellektuelle ansvar - startede allerede kort efter Murens fald.
Enkelte ansvarlige politikere og embedsmænd blev stillet foran domstole - men hvad der er vigtigere, er at hele befolkningen fik mulighed for at deltage i debatten. Selvom mange østtyske kommunister ikke længere fik adgang til fremtrædende stillinger og offentlig ansættelse - nogle af dem, herunder i universitetsverdenen, måske endda med urette - foregår bearbejdningen af Den Kolde Krig i den brede befolkning på forholdsvis fredelig vis.
Måske, fordi det ikke bare er en ideologisk debat, men kan relateres til naboen og til konkrete handlinger, som giver en mere menneskelig forståelse for motivationer og -baggrunde. Vi ønsker alle at vælge det rigtige - men alligevel havner i hvert fald nogle af os (og ikke nødvendigvis de mest ringe eller mindst begavede) på den forkerte side.

Sammenligner man debatten i Tyskland og Danmark, så er der nogle iøjnefaldende forskelle.
For det første har danske topkommunister - modsat de østtyske - trods alt kun talt og skrevet deres sag, og ikke gjort sig skyldige i direkte overgreb mod mennesker. Deres ansvar er med andre ord - alt andet lige - mindre og har ikke haft den samme type konsekvenser.
For det andet forekommer det i forlængelse heraf mærkeligt, at den danske debat især ligner en fortsættelse af den ideologiske skyttegravekrig, der blev udkæmpet under selve Den Kolde Krig. Dermed mangler debatten selve interessen for og forståelsen af baggrunden for venstrefløjens handlinger.
En sådan afklaring må den tilbageværende venstrefløj selv være yderst interesseret i, såfremt den vil fremstå som et troværdigt og realistisk politisk alternativ, når der om nogle år formentlig kommer et opgør med de neoliberale markedsprincipper som nutidens mantra.
Og endelig er det mærkeligt, at debatten har haft en så svær start i Danmark. Det burde jo have været PET, ikke Ekstra Bladets journalister, der gravede de gamle Stasi-sager frem? Hvorfor har den socialdemokratiske regering, der har siddet det meste af 90'erne, eksempelvis ventet så længe med agt rejse spionagesagerne, at de nu er forældede som Lenz-sagen?
Så er det bestemt ikke underlig, at højrefløjens talerør, folk som Ulrik Høy og Birthe Rønn-Hornbech, får næsten eksklusiv-retten til at præge den dagsordenen på så afgørende vis.
Lad mig derfor slutte med et konkret forslag, som ligger i forlængelse af det hidtil sagte: Hvorfor samler sig de berørte personer - måske i samarbejde med Information og Weekendavisen - ikke omkring et bogprojekt, hvor de gør rede for deres og vores nærmeste fortid?
Jeg mener, det ville være et relevant bidrag - såfremt denne bog samler refleksionerne omkring venstrefløjens forhold til realsocialismen og dens implosion. Et sådant projekt kunne indeholde såvel personlige refleksioner som en faghistorisk debat om emnet. Det kunne samle synspunkter og perspektiver, der er forskellige - men som dog søger dialogen.
Hovedformålet burde ikke være offentlig mudderkastning omkring enkeltpersoners (tidligere) tilhørsforhold til venstrefløjen. Det er der ingen, der har gavn af - ligesom fortrængning heller ikke nytter. Hovedformålet må derimod være at formidle disse erfaringer og fejltagelser for at undgå gentagelser. Eftersom DR's egen øverste chef, Bjørn Erich-sen, også spiller en rolle i denne debat ville en serie af fakta-programmer om emnet også være et oplagt projekt. Eller er der vigtigere ting, pengene skal bruges på - herunder nye prestigefyldte lokaler på Amager?

Roy Langer er adjunkt i kommunikation på Handelshøjskolen i København og i født og opvokset i DDR.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her