Læsetid: 4 min.

Hykleri uden grænser

27. juni 2000

Hvorfor var du, Bent Jensen, så spag, da obersterne overtog styret i Grækenland?
Hvor var du henne, da hæren med CIA's hjælp bragte Pinochet til magten i Chile?

Opgør om fortid
Gennem bøger og artikler har professor Bent Jensen (BJ) til fulde vist, at hvis hans historieskrivning om den kolde krig skulle stå alene, ville eftertiden få et fordrejet billede.
Fra intervewet den 16. juni skal to forhold tages frem. I det ene siger BJ: "Socialdemokratiet holder i 1960'erne under Jens Otto Krag en 'fin balance mellem de korrekte og høflige forbindelser, man må have til en stormagt, og en iskold afstand til det kommunistiske system'". Men denne balance vælter efter Bent Jensens mening, da Krag afløses af Anker Jørgensen, og et nyt kuld socialdemokrater sætter deres præg på partiet.
I 1969, eller det kan have været i 1970, gav Krag mig i opdrag via lokale ambassader at kontakte en række østeuropæiske parlamenter samt vesteuropæiske søsterpartier. Hensigten var at få arrangeret en parlamentarikerkonference for at diskutere en atomvåbenfri zone fra nord og ned gennem Europa. Vi var på det rene med, at det var Kreml, der i den sidste ende skulle træffe afgørelse om en sådan konference, og vi vidste at systemerne i Østeuropa var lige så undertrykkende som i Sovjetunionen. Men Krag vurderede, at konferencen kunne sætte atomnedrustning i focus, og om ikke andet kunne den få meningsforskellene op til overfladen. Af praktiske årsager blev konferencen aldrig afholdt.
Så hans afløser Anker Jørgensen fortsatte såmænd Krags linie med den kritiske dialog. BJ har ret i, at det var Moskva og ikke DKP der ønskede Norden som atomvåbenfri zone sat på dagordenen. Ved flere lejligheder har BJ skrevet, at Socialdemokratiet tilsluttede sig det sovjetiske forslag. Det er hans mest markante historieforfalskning. Forslaget gik ud på at traktatfæstne den eksisterende våbenfrie zone, der udgjordes af de nordiske lande.
Fra allerførste færd afviste Socialdemokratiet imidlertid en sådan løsning. Sammen med andre vesteuropæiske socialdemokratier indledte vi en kritisk dialog med østlandene. Til russerne sagde vi, at skulle der være tale om en nordisk zone, måtte det indebære, at de trak alle taktiske atomvåben væk fra Kolahalvøen og landområder omkring Østersøen. Dette har BJ hidtil fortiet, selvom han ligger inde med vort referat af en diskussion med russserne i 1984.
At have en kritisk dialog er på ingen måde en accept af systemet. Og det er oprørende, når han i interviewet tillader sig at sige, at vi accepterede det sovjetiske system " ... også på grund af et positivt syn på store dele af det sovjetiske samfund". Det er socialdemokraterne, der har taget de store opgør med de hjemlige kommunister og netop argumenteret med deres afhængighed af det menneskefjendske system i Moskva. Og det var os, der i Moskva i 1979 kritiserede deres krænkelser af menneskerettighederne med konkrete eksempler og krævede at aflægge en dissident besøg. Men jeg kan for-stå på BJ, at vi skulle holde os langt væk fra den kritiske dialog. I stedet burde Vesten nøjes med korrekte formelle forbindelser.

Skam få...
Skam få så det USA, der under den kolde krig sendte
Louis Armstrong til Moskva. Skam få alle de tillidsskabende initiativer der dengang blev taget. Og skam få i dag den vestlige verden, der i stedet for at nøjes med korrekte diplomatiske relationer priser den kritiske dialog med Kina, mens erhvervslivet står i kø for at handle.
Vi og visse borgerlige politikere er tendentiøse og unuancerede i deres syn på Socialdemokratiet under den kolde krig. Hvis deres holdninger havde været gældende i denne periode, ville Vesten i Sovjets øjne med rette have fremstået som en stærk og truende militærmagt med baser nær Sovjetunionens grænser. Politisk ville enhver fredelig sameksistens være bandlyst. Oppositionsgrupper skulle opmuntres og hjælpes. Målet skulle være det sovjetiske systems sammenbrud.

Hvorfor så spage?
Det er indlysende, at Sovjetunionen ville føle sig truet af en sådan holdning. Spørge sig selv om ikke et vestligt angreb ville være en logisk forlængelse af denne politik. Indadtil ville de undertrykke endnu mere, og udadtil ville de vise så aggressive holdninger, at det ville bringe en a-tomkrig uhyggeligt nærmere.
Og så kan jeg ikke lade være med at spørge BJ og borgerlige politikere: Hvor var I henne, da USA invaderede Guatemala i begyndelsen af 50'erne for at forsvare rent økonomiske interesser? Hvorfor var I så spage, da obersterne overtog styret i Grækerland?
Hvor var I henne, da hæren med CIA's hjælp bragte Pinochet til magten i Chile? Hvor var I henne da USA imod Den internationale Domstols kendelse minerede havnene i Nicaragua?
Hvorfor var I så passive, da vi skulle yde hjælp til kampen mod apartheid for senere at sleske og bukke for Mandela i Folketinget?
Hykleriet synes uden grænser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu