Læsetid: 1 min.

Vi kan selv

Debat
2. juni 2000

Lad os få en nordisk mønt-union, når vi har forkastet euroen

NOMU
Norden består af Europas kerne- og foregangslande, fordi Norden har:
*Fælles, forståeligt sprog.
*Faktisk fungerende fælles arbejdsmarked.
*Samme slags skattefinansierede socialpolitik.
*Ca. samme høje skatteniveau.
*Fælles høj vægtning af beskæftigelsen i den økonomiske politik.
*Fælles åben og ikke-korrupt administrationskultur.
*Komplementær udenrigshandel.
*Konjunktur 'over middel'.
*Fælles høje miljøstandarder.
*Fælles høj beskyttelse af forbrugere.

Fælles nordisk valuta
Derfor vil en fælles nordisk valuta blive utroligt stærk og stabil, hvilket vil føre til verdens laveste renteniveau, investeringerne vil boome og økonomien blomstre yderligere, (og Ørestaden vil være udsolgt i løbet af en måned, hvad man kan være glad for eller ikke).
Men i stedet vil vore politikere sælge os en ØMU, der er umulig, netop fordi deltagerlandene ikke udviser ovennævnte fællestræk. Derfor har euroen da også allerede fået det gule kort af valutaspekulanterne, den falder og falder. Det kan kun betegnes som en uafhængig kollektiv ekspertudtalelse fra et meget stort antal meget sagkyndige på området.

En mere social union
Franske og tyske politikere, senest Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer, har gentagne gange talt om, at en gruppe lande må gå foran i integrationsprocessen. Det ønske kan de få opfyldt ved, at de nordiske lande laver en, i modsætning til ØMU'en, velfungerende valutaunion. Også en fælles nordisk (plus polsk) fredsbevarende militærstyrke har vi. At euro-landene ikke er med i kernelandene, der er gået videre, må de leve med, indtil de bliver bedre til at opfylde FN's menneskerettigheder. Her tænkes særligt på retten til bolig, job og uddannelse, også til de fattigste dele af landenes befolkninger.
Det vil være et klogt og vigtigt politisk signal også at tilbyde de baltiske lande at være med i møntunionen. Så vil EU-superstats-nationalisterne måske omsider indse, at østudvidelsen er vigtigere end deres institutions-fnidder. At Norge, Island og de baltiske lande ikke er med i EU behøver ikke at være noget problem. Det er i princippet ikke anderledes end at Færøerne og Grønland ikke er det, men alligevel har danske kroner som valuta.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her