Læsetid: 4 min.

Hvad kan man se i etiopisk tv?

Debat
29. juni 2000

Peter Schmeichel og eritreanske lig

Global landsby
Det er stadig fjernsynet, der sætter mærkelige rekorder i uvirkelighed. Jeg er i Etiopien. Jeg rejser fra by til by, og når jeg har tid - om aftenen - ser jeg tv.
De fine steder ser jeg det ofte på hotelværelset, de fleste steder i baren sammen med mange andre. Det er sådan set det mest spændende.
På etiopisk tv (ETV) ser jeg to ting i disse dage: Stribevis af udsendelser om den måske afsluttede, utroligt blodige krig mellem Etiopien og Eritrea; og EM i fodbold.

Etiopisk sejr
Aftenen starter med det første. De sidste par aftener har en tilsyneladende rolig og besindig etiopisk generalmajor beskrevet de to års krig, den etiopiske svage position tilbage i 1998, men også den etiopiske sejr i denne forsommer. Beretningen er blevet illustreret med front-reportager i timevis. Det er ikke en front, der har haft besøg af mange journalister, og slet ikke af de såkaldt uafhængige. Både i Etiopien og i Eritrea har kontrollen været næsten total, og det er primært regeringserklæringer og propaganda, der har præget medierne. Men nu kommer der billeder, der viser, at i krigens sidste blodige fase har modstanderne hverken haft mulighed for at tage deres døde med sig eller tid til at begrave dem. De ligger bogstavelig talt spredt ud over krigsskuepladsen. Hvor mange får vi næppe nogensinde at vide, men der panoreres over mange lig af unge mænd i forvredne stillinger.
Det er så virkeligt, at det personlige filter slår til for at skåne virkelighedsopfattelsen. Sådan noget kan man ikke sidde og se i en bar i Woldia og alligevel opfatte det som virkelighed. Det bliver for uvirkeligt. Måske ikke kun for mig. Jeg tror også for mine etiopiske venner. Der er hverken sejrsrus eller det modsatte. Der er nok især fortrængning.
Kvart i ti om aftenen stiller ETV om til transmissionerne fra EM i fodbold. Man kan følge hjemlige danske og skandinaviske nederlag med engelske kommentarer. Interessen er stor. Ikke bare inde i Addis Ababa, men også ude på landet.
Tit og ofte må jeg forklare mit syn (hvis jeg har et) på den udelt beundrede Peter Schmeichel, verdens bedste målvogter. Det er han tilsyneladende også efter de seks mål i de første to kampe (den tredje har jeg i skrivende stund til gode).

En slags virkelighed
Folk føler trang til at trøste, fordi de ved, hvor skrækkeligt dårligt det er gået. Og som sagt ikke kun i storbyerne.
I en by-nær landsby med elektricitet faldt jeg i snak med en 15-årig ung mand, som også var helt ajour med fodboldturneringen og havde sit eget positive syn på Peter Schmeichel. Når sandheden skal frem, er jeg jo ikke ekspert. Men interessen varmer.
Det er næsten som om, det der sker på hele det lille samfunds fælles tv i en by-nær etiopisk landsby er en slags virkelighed.
Men heldigvis kommer jeg også til helt virkelige landsbyer. Som aldrig har set en stikkontakt og aldrig et fjernsyn. De er hverken ajour med krigen mellem Etiopien og Eritrea eller med den danske fodbold-fiasko.
Etiopsk tv skåner ikke seerne. Og dog. Jeg var i Etiopien da udenrigsministrene fra Etiopien og Eritrea underskrev en våbenhvileaftale i Algeriet. På det tidspunkt havde jeg også adgang til CNN og BBC, for jeg var inde i den store by.
De to kanaler viste, hvordan formanden for den afrikanske enhedsorganisation OAU, den algeriske præsident, sad mellem de to udenrigsministre, mens de skrev under.
Man så også, hvordan han fik dem til at give hinanden hånd, og hvordan han efter underskriften lagde en hånd om skuldrene på dem begge og klemte dem ind mod sig i et forsøg på i en omfavnelse at vise, at efter krig kommer fred og samtale og måske endda forsoning.

Dømt til samarbejde
Ingen ved den fulde sandhed om denne blodige og temmelig oversete krig. Skal de døde tælles i titusinder eller skal vi op i sekscifrede tal? Hvordan bliver fremtiden for disse to lande der geografisk og historisk er 'dømt' til at samarbejde?
Dette er ikke tiden eller pladsen til den store analyse. Men bitterheden er stor på begge sider. Jeg ved ikke, hvad eritreansk tv viste, men da etiopisk TV viste undertegnelsesceremonien (og det gjorde de) var det trods alt for stærk kost også at vise håndtryk mellem to udenrigsministre, og en algerisk præsidents forsøg på fælles omfavnelser. Det var skåret væk.
Senere kom noget af det i en avis, men det virkede trods alt mindre stærkt.
Efter to års blodig militær krig, men også efter to års massiv og grov propagandakrig ville fjendeomfavnelser på tv være blevet for uvirkelige til at blive transmitteret ind i virkeligheden.
Der er virkelighed og uvirkelighed til alle. Men ingen seer bestemmer selv doseringen. Og det er de færreste der har chance for at vide, hvad der er hvad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her