Kronik

Konvertitter og renegater

Debat
28. juni 2000

Selv om de venstre-orienterede principielt kan afvise jævnføringen mellen kommunismen og nazismen, bør praksis, rædslerne begået i egne rækker, dog give dem anledning til den selvransagelse, som sjældent kommer. Humane idealers skjoldborg bør ikke yde ly mod stemmen i deres indre, samvittighedens røst

Tro & Filosofi
I det protestantiske folkekirke-land, Danmark, bruger man som regel udtrykket 'at konvertere' om en persons overgang til katolicismen. Men det er ikke den specifikke religiøse omvendelse, der optager mig her. Det er slet ikke religiøse anliggender i almindelig forstand.
Derimod sekulariserede trosanliggender, der passede bedre til Det 20. Århundrede, vi netop har forladt, men som vi fortsætter med at diskutere med største ildhu.
Det drejer sig om Paralleliteten til religiøs tro, som mange mennesker lod sig friste af. Fristelsen ved tidens totalitære politiske bevægelser, kommunisme og nazisme.
Her var tale om politiske konvertitter, som i trosiver bestemt ikke lod religiøse brødre og søstre noget efter. Fællestrækket ved dem var, at de tog deres følelsers intensitet som sandhedsbevis.
I tidligere, religiøst dominerede tider havde man talt om Troens sandhed. Nu talte man om Sandheden som tro.
Konvertitter er altid overbeviste om at have ret, og jo mere ny- omvendte de er, des mere overbeviste er de. De konvertitter, som mister troen og bliver frafaldne eller apostater, er ingen undtagelse fra utålsomhedens regel.
De søger tit tilflugt i et eller andet kætteri og dyrker vranglæren med det raseri, der får dem til at fremstå som renegater, overløbere, vendekåber. Neutrale heretikere er sjældne som fisk på jorden.
Konvertitter er egocentriske. De opfatter sig som verdens navle, og navlen bevæger sig udelukkende, når de rører på sig. Afhoppere i politik, konvertitter med modsat fortegn, er altid overbeviste om, at tidspunktet for netop deres afhopning var det rette og eneste rigtige.
Før havde været for tidligt. Så var Troen respektive Sandheden blevet snydt for de chancer, man skyldte den.
Efter havde været for sent. Så havde man for længe holdt fast ved en falsk tro eller politisk løgn og undladt at tage ved lære af tidligere afhopperes eksempel.

Den tanke, at afhopning er resultatet af en måske årelang psykologisk proces, som fuldbyrdes på samme måde af samme grunde, men individuelt forskudt i tid, synes for meget i strid med egenforståelse og trang til selvhævdelse. Af subjektive 'sandheder' kan ikke uddrages nogen objektiv 'sandhed' om et rigtigt tidspunkt for afhopning.
Erindringsglimt. I 1958 sad vi efter en konferencedag og snakkede på Hotel des Roses' terrasse på Rhodos. Talen faldt på Willi Münzenberg, som i 1921 havde gjort 'den mageløse opdagelse', at intellektuelle elsker at ofre sig for politiske sager, og som derefter organiserede dem i Kominterns talløse frontorganisationer at medløbere.
Med i snakken var forfatteren Ignazio Silone, som i 1921 havde været med til at stifte Italiens kommunistparti med Palmire Togliatti og Antonio Gramsci og samme år var til møde i Moskva med den førstnævnte.
Silone mindedes nu i retrospekt, at Münzenberg allerede dengang havde været Lenins tro tjener som kynisk udnytter af merneskelige svagheder. Politisk illusionsløs. Men det tog Silone ni år, før han i 1930 forlod kommunismen som følge af Stalins metoder i opgøret med Trotskij.
Münzenberg selv havde det held at kunne kæmpe for en god sag i Kominterns tjeneste, da Hitler blev en trussel. Det varede dog kun til Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939.
Pagten fik mange Münzenberg-folk til at hoppe af. Arthur Koestler f.eks. Han var blevet hemmeligt medlem af det tyske kommunistparti året efter, at Silone meldte sig ud af det italienske, altså i 1931.
Koestler tjente tykt på sin succes som den afhopper, der for alvor havde afsløret kommunismens forræderi. Samtidig havde han evig dårlig samvittighed over for venner som Grete Buber-Neumann, der måtte bøde med år i Stalins og Hitlers fangelejre for de fælles fejltagelser.
Koestler forlod kemmunistpartiet i 1938 på grund af dets forløjethed i Den spanske Borgerkrig. Nogle måneder efter sagde Münzenberg farvel til et liv som tro kommunist.
Tidligere kommunisters bøger går stadig som varmt brød. Anderledes er det med erindringer fra tidligere nazister.
Jeg kørte i 60'erne digteren Dic-nisio Ridruejo på tur i Nordsjælland efter et anti-Franco møde i København, hvor Ridriejo og Frede Jakobsen havde været talere. Ridruejo havde i sin ungdom været falangist og forfatter til Falangens hymne "Cara el sol", men brød med partiet og meldte sig til Den blå Division på Østfronten. Efter år i eksil var han nu leder af et socialdemokratisk parti.
Vi talte om, at han og Koestler var kommet ud af deres tilknytning til totalitære bevægelser fra hver sin side under Den spanske Borgerkrig og næsten samtidigt. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke have udgivet erindringer? Han blev tavs, men sagde så: "Der er ingen tilgivelse for os, som kommer ind fra højre."
Der er forskel på at være skejet ud til venstre og være skejet ud til højre.
Det første er stadigvæk forståeligt, tilgiveligt, noget, man kan være bekendt at tale om, det andet er det ikke. Hvorfor? Må de, der har set løgnen, da ikke fortælle sandheden? Hvad er det, der spærrer?

Der er afgørende forskel på at have forskrevet sig tiI venstre eller forskrevet sig til højre.
Kommunismen holdt idealet op, som alle bør tilslutte sig: Den gode sag, freden og retfærdigheden blandt lykkelige mennesker, som lever i fordragelighed. Ingen er fødte syndebukke.
Svagheden var den, jakobinerne m. fl. under Revolutionen blev fortalere for. Verden skulle laves om i en fart og helst i den levende generations tid. Sådan blev Maraz, Robespierre og Saint Just terrorister. Alle, der var imod dem, var fjender. Det gjorde centralmagtens tilhængere, jakobinerne, til funktionelle forbrydere, alligevel er de stadig dem, historiens forvaltere hylder.
Lenin, Trotskij, Stalin og efterfølgerne i kommunismens historie, Mao Zedong, Pol Pot, Ho Chi Minh, Kim II-sung, Fidel Castro blev terrorister. Alle, der var imod dem, betegnedes som folkefjender. Det gjorde kommunisterne til funktionelle forbrydere, men det er stadig kommunisterne, Historiens forvaltere hylder og sympatiserer med.
Nazismen var en anden sag. Den levede på fjendebilleder. Jøder og sigøjnere var fysisk synligt primære fjender og skulle udryddes. Sekundære fjender skulle undertrykkes. Primærfjender kunne hylde Hitler, være troende nazister. Det hjalp dem ikke. De skulle udryddes, så verden kunne blive bedre for Herrefolket af overmennesker.
Det er forskellen. En kommunist kan være i god tro, hvis han er i stand til at se bort fra praksis. Nazister er aldrig i god tro. Alene det, de tror på, gør det umuligt. Over for den forskel tæller intet kvantitativt argument. Kommunismen har givetvis slået flere mennesker ihjel end nazismen, men det er ingen konkurrence på millioner.
Alligevel, selv om de venstre-orienterede principielt kan afvise jævnføringen mellen kommunismen og nazismen, bør praksis, rædslerne begået i egne rækker, dog give dem anledning til den selvransagelse, som sjældent kommer. Humane idealers skjoldborg bør ikke yde ly mod stemmen i deres indre, samvittighedens røst.
Den debat er rejst i Danmark à propos TV-direktør Bjørn Erich-sens og Informations chefredaktør Jacob Mollerups undervisning på DDR-partiskolen 'John Schehr' i Rostock i sammenhæng med ny amerikansk forskning i McCarthy-æraen.
Om det første forhold: Praksis blandt kommunister gør det højst usandsynligt, at ansættelsesforholdet var politisk uskyldigt. Det fortjenstfulde afdækningsarbejde, som Per Michaelsen og Mette Herborg har udført på Stasi-arkiver, fortjener at blive taget alvorligt.
Det er i sig selv hverken kriminelt eller noget, der nedsætter de pågældende i almen agtelse, at have været kommunister og været det i DDR, men kendsgerningerne bør heller ikke uden videre bagatelliseres, som om arbejde udført i DDR-partiskolers regi blot er noget, der falder ind under en højere eksamen for politiske turistførere.
Om det andet forhold: Ny forskning i McCarthyismen giver resultater, der piller ved vedtagne forestillinger. I dag kan kun folk, som ønsker at være døve og blinde, tro på påstande om, at der ikke fandt en omfattende kommunistisk infiltration sted af det amerikanske regeringsapparat i Mellemkrigstiden, i Verdenskrigen og i Den Kolde Krig.
De tidligere kommunister Whitaker Chambers og Elisabeth Bentley havde ret i deres anklager. Alger Hiss blev dømt for mened og var skyldig sammen med flere andre. Det er dokumenteret hinsides al tvivl uanset smædekampagner mod Chambers og Bentley i mange år.

Afdøde senator Joseph McCarthy's rolle er problematisk. McCarthy påviste nemlig ingen kommunistisk infiltration i USA's regeringsadministratien overhovedet. Ingen spioner. Selv om deres angivelige tilstedeværelse var substansen i McCarthy's årelange kamp mod uamerikansk virksomhed, og selv om andre altså kunne påvise deres tilstedeværelse, forblev Joseph McCarthy tomhændet, hvad angik det, der må anses for det væsentligste.
McCarthy's nytteløse heksejagt udløste kun en midlertidig krise i det amerikanske demokrati, selv om forøgelsen af vulgære fordomme, grundløse gensidige beskyldninger og mudderkastning i et hidtil uset omfang må siges at have været slemt nok for dem, det gik ud over.
Men de amerikanske institutioner led ikke varig skade, og retssamfundet fandt hurtigt tilbage til normaliteten. Ret beset blev den negative psykologiske effekt af krigen i Vietnam både dybere og af længere varighed.
Hvad viser den nyeste forskning os om årsagerne til det, jeg vil kalde McCarthy's politiske fallit? Han kunne ikke få mål og midler til at hænge sammen i sin populistiske kamp. Han vidste stort set intet om det, han ville bevise, og det, han vidste noget om, tjente ikke hans formål.
Regeringsadministrationens forhold var stort set lukket land for senatoren fra Wisconsin. Han vidste intet om den spionage han ville afsløre, bortset fra, at han som alle andre formodede, regeringskontorerne i Washington rummede det, spioner var interesserede i.
Til gengæld kastede han sig over intellektuelle, forfattere og andre kunstnere, filmfolk i Hollywood, journalister og meningsdannere af enhver art.
Han jagtede lige præcis de mennesker, Münzenberg havde mobiliseret for Komintern i årene op til Krigen.
Jeg véd ikke, om McCarthy kendte til Münzenberg. Kendte Münzenberg gjorde han næppe. Münzenberg besøgte kun USA 1934, hvor han var ledsaget af Labours nye Bevan som en politisk chaperone.

Joe McCarthy var da kun 21 år, men kan selvfølgelig have været tidligt politisk vakt, og antifascismen var efter Hitlers første ugerninger på alles læber.
Men netværket af kommunistiske frontorganisationer, som Münzenberg havde skabt blandt den gamle og nye verdens intellektuelle, må have været kendt af politikeren Joe McCarthy, da han trådte ind i Senatet i 1947.
Professionelle spioners arbejde kendte McCarthy ikke, men kommunismens arbejdsmark blandt de intellektuelle var han fortrolig med. Så det blev på den front, antikommunismens modangreb blev sat ind, med McCarthy's heksejagt og hele personhetzen, der akkompagnerede den. De intellektuelle ofre for McCarthyismen udgjorde ikke nogen som helst trussel imod USA's sikkerhed, men McCarthy udgjorde en akut trussel imod det amerikanske frisind.
McCarthy styrede lige ind i en politisk blindgyde. I 1947 stoppede Senatet hans uamerikanske virksomhed. Han døde i 1957, kun en skygge af sin fordums indflydelse, glemt i levende live. Exit Joe McCarthy. Han huskes kun i dag af prokommunistiske venstreorienterede, der har brug for et skræmmebillede at spejle deres forlorne martyrglorie i.
Men kommunismen udgjorde en reel trussel imod USA i Den Kolde Krigs tid. Det har nye amerikanske forskere ret i. Både spioner og forrædere fandtes. Findes.

Jørgen Schleimann er redaktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her