Den uendelige uskyld
14. JUNI - Det portugisiske formandsskab ønsker at styrke princippet om, at EU kan bevæge sig i flere hastigheder. Det er et EU-princip men også et rent ualmindeligt princip. De fleste føderationer løser problemerne med den nødvendige udvikling på en anden måde. Nemlig, ved at medlemslandene ikke har vetoret ved forfatningsændringer. Amerikanerne f.eks. kan ændre forfatningen ved to tredjedele politisk flertal og tilslutning af tre fjerdedele af medlemsstaterne.
En af fordelene ved de andres måde at gøre tingene på er, at de ikke skaber A- og B-medlemmer. En af fordelene ved vores måde er, at man både kan få den nødvendige udvikling i EU og bevare sin politiske uskyld. Det giver nogle stater, politikere eller politiske partier mulighed for at bevare uskylden i det uendelige.
Henry Jensen
Odinsvej 18
7480 Vildbjerg
Spadsertur til Beograd
17. JUNI - I sin excellente artikel om den kolde krig i Information den 17. juni synes David Rehling, at datidens angststemning var modbydelig. Vist var den det, men den var også realistisk og fremtvang en klog og forsigtig politik.
Nu er situationen anderledes. Ikke siden sommeren 1914 har der været en sådan tryghed og mangel på frygt som nu. Og det skønt alle advarselslamper lyser rødt, og alarmsirenerne hyler som aldrig før. Massemedierne- også Information - opfatter det som lykkelig fuglesang i solnedgangens rosenrøde skær. Og i virkeligheden er det en verden, der er ved at gå under.
En sjælden gang mærker alle gyset fra afgrunden. Således udtaler Solsjenitsyn til Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent Flemming Rose, at NATO optræder som Hitler selv mod Serbien og omringer Rusland. Dette er den almindelige opfattelse i Rusland. Men Vesten overvejer alligevel nye militære interventioner i Serbien med samme sangvinske indstilling som oberst cibulka i den østrigske generalstab. Han forklarede beroligende i juni 1914: "Hvad kan der ske? En spadseretur til Beograd!" En måned efter udløste hans spadseretur Første Verdenskrig.
Den, der bliver ramt af bomber, har sjældent samme opfattelse af situationen som angriberen. Med en aggressiv udenrigspolitik forholder det sig som med strået, der knækkede ka-melens ryg. Det summeres op, således at til sidst en helt ubetydelig handling udløser ragnarok, til NATO-landenes målløse for-bløffelse: Det plejede jo at gå så godt, og russerne gjorde aldrig alvor af deres advarsler.
Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Allé 78
2720 Vanløse.
Dansk
13. JUNI - Kulturministersken holder sammenstimling om det danske sprogs fremtid på Lousiana, og hun inviterer så vidt jeg kan se ikke en eneste skønlitterær forfatter. Det er jo sært, eftersom de er det danske sprogs mest professionelle brugere. Det ligner en tanke, men det er det nok ikke.
Peter Laugesen
Hans Brogesvej 9 C
8220 Brabrand