Skidenskab
6. JUNI - Jeg har flere gange været pinligt berørt over Robin Engelharts artikler, når det gjaldt fysik, men med artiklen "Lyset for enden af tunnellen" var der nærmest tale om et chok. Havde der været tale om et læserbrev, kunne det da endda gå, i den henseende er avisen jo (lykkeligvis) ganske liberal, men at en journalist, endog en redaktør skulle fylde spalterne med en så fordummende og ukorrekt artikel er beskæmmende.
Kære Robin, hvis dit kendskab til et emne er så begrænset som i dette tilfælde, må du få nogle andre til at hjælpe dig ud af dine vrangforestillinger, f.eks. den præmis du lægger til grund for hele artiklen, nemlig at lys ikke skulle være ordentlig for-stået fra et relativistisk-kvantemekanisk synspunkt. Formentlig er lys det bedst forståede fænomen i fysikken overhovedet og kvante-elektrodynamikken giver en fuldt relativistisk beskrivelse af lysets kvantemekaniske egenskaber. Teorien er således fuldkommen på plads, og det nye er, at man kan lave eksperimenter, der belyser (!) denne.
Jeg håber, dette bliver sidste gang, jeg skal se en så ringe artikel under videnskabssiderne. Ellers ville en navneforandring til misInformatíons skidenskabsredaktion desværre være på sin plads.
Sune Rastad Bahn
Kagsåkollegiet 86,
2730 Herlev
At kaste med sten
5. JUNI - Hvem er Bjarke Larsen, som føler sig kaldet til at revse andre for ungdommelige holdninger, hvis moral og idealistiske følelser formodentlig var reelle, omend det ideologiske fundament siden har vist sig ikke at være så lødigt, som man troede.
Hvad tror eller troede BL på og har der aldrig været skår i fundamentet for hans holdninger?
Det er, som om tanken går mod de vestlige frihedsidealer, og hermed USA som den fremmeste eksponent for disse i modsætning til den fæle kommunisme. Jeg behøver vist ikke for dette blads læsere opregne svaghederne i dette fundament.
Eller skal vi over i den religiøse lejr, hvor der også ved Gud stadig begås vanvittige over-greb i idealismens navn. Eller skal vi måske over i holdningsløshedens lejr for at finde BL. Og hvad er han da for et menneske, hvis han ikke har nogen moral: Et dyr, der kun har sig selv?
Men hvilken lejr det end er: De nyhellige svinger svøben mest bittert, og det er ikke ligefrem en duft af overbærenhed og tilgivelse, der stiger op fra BL´s indlæg. Får vi en udtømmende redegørelse, Bjarke Larsen?
PS. Undertegnede var på Tvind 1974-75. Oh, jeg skammer mig dybt over min firkantede vrede over krigene i Indokina, hvor USA med velsignede bomber og gode miljøgifte prøvede at rense junglen for fæle kommunister.
Bo Richardt
Dagmarvej 5
3060 Espergærde