Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

10. juni 2000

Om kommunisme
1. JUNI - I bagsidelederen den 31. maj skriver bjm et sted: "Kommunismen spillede fallit..."
Er det nu rigtigt? Ville det ikke være rigtigere at sige, at kommunismen blev nedkæmpet? Under revolutionens forløb i Rusland 1917-1921 sendte kapitalistiske lande: USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland m.fl. tropper ind i Rusland for at hjælpe de 'Hvide' og at slå de 'Røde'.
Denne kampagne (inspireret af Churchill) måtte Vestmagterne imidlertid opgive bl.a. på grund af deres arbejderes protest under parolen: Hænderne væk fra Rusland.
Men det verdensomspændende, overmægtige kapitalistiske system opgav ikke, men fortsatte med, med økonomiske såvel som militære midler, at gøre alt for at forhindre, at eksperimentet i Rusland kunne få mulighed for at konsolidere og udvikle sig. Sovjet brød sammen under presset.
Men hvad er der sket i den forløbne tid? Takket være Sovjetunionens eksistens - jeg gentager, takket være Sovjetunionens eksistens kunne befolkningerne i følgende områder: Kina, Indokina, Indien, afrikanske lande, Cuba, Chile, befri sig for imperialistisk og kolonialistisk undertrykkelse og udplyndring. Og kommunismens ide: Frihed, Lighed, Broderskab, har ingenlunde spillet fallit.

Jørgen Strange
Krogebjerg 39
2720 Vanløse

Slå bremsen i
4. JUNI - Fem journalister ved Information efterlyser den 30. maj en debat om visioner for en politisk og økonomisk union. Jamen, har vi nogensinde diskuteret, om vi overhovedet er interesserede i at have en politisk og økonomisk union? Danskerne har befundet sig, med Niels Hausgaards ord, "på et tog, som de ikke aner hvor kører hen". Modstanderne har ved hver afstemning råbt "Brems, hvad fører det her til?"
Det, der er blevet kaldt 'modstandernes skræmmebilleder', er i dag EU-politik. Vi kan ikke skrue tiden tilbage til 1972 og begynde forfra med en grundig folkelig debat om et fornuftigt samarbejde inden for en ramme, som ikke kvæler al national selvbestemmelse. Men vi kan godt bremse og sætte alle dem, der nu finder på nye direktiver og forordninger, til at rense ud i de tusindvis af sager, de hidtil har overført til EU. Hjemsend det meste til de nationale parlamenter, som så igen kan få indflydelse på og ansvar for landets interne sager. Rens grundigt ud, så der kun bliver det tilbage, som virkelig er grænseoverskridende, som f. eks. miljøproblemer.
Handelsaftaler har Danmark i hundreder af år haft med andre lande og langt udover EU. Danskerne har rejst verden over og haft et godt ry, måske fordi vi ikke kom fra en stor magtbegærlig stat, der havde brug for undersåtter verden over.
Det vil være fint med en visionsdebat, men tavlen må viskes ren forinden, så debatten ikke blokeres af bundethed til EU's snævre rammer.
(Fork. af red.)

Aase Bak-Nielsen
JuniBevægelsen
Skalvej 14,
9240 Nibe

Hørt ved stoppested
A: "Har du nu sørget for din selvpensionering?"
B: "Ja for fanden, jeg er igen begyndt at træne på værtshusbillardet!"

Birk Keller, Wesselsgade 10,
2200 Kbh. N

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu