Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
28. juni 2000

Færøerne
21. JUNI - Er sandheden den, at Færøerne er ved at overhale lille Danmark indenom?
I sit olieagtige inserat (20. ds.) skriver alkymisten Henning Prins om de uforstandige færø-jomfruer, der ikke har smurt forhandlingskrumtappen mellem den færøske nation og DK.
Og derved er den trakasseagtige sag bragt ned på jorden i al enkelthed for, det drejer sig jo blot om simpel mammon!
Det er altid rart at få verden skåret ud i pap. Måske skulle Henning Prins overveje at stille op som særminister i specialanliggendet færøsk suverænitet?

Ole Kløcker
Gasværksvej 35
1656 København V

Dom uden tilfældighed
19. JUNI - Romantik og konservatisme er det eneste der står i vejen for at den kommende landstræner Morten Olsen får sin vilje, med hensyn til 'elektronisk overdommer' - video og øresnegl.
Sådant udstyr er billigt, og er allerede indført i tennis, ishockey og fægtning mm.
Hvorfor ikke indsætte chips i støvler og bold og erstatte liniedommeres skøn med usvigelig millimeter-retfærdighed.
Men det næste krav kunne blive, at de mange af Fremskridtspartiet foreslåede forbedringer af retssystemet gennemføres, så tilfældighedernes store magt fjernes der.

Bo Warming
Bjelkes Alle 46
2200 N

Troværdighed, Østergaard?
12. JUNI - I interviewet (Information den 10. juni, side 3) siger du: "Det er nok ikke tilfældigt, at centralstyring af økonomien hidtil også har ført til centralisme i det politiske og kulturelle liv. Det er en simpel, men nødvendig erkendelse." Selv ser jeg lige for tiden kun udtrykkene for det ensrettende og autoritære potentiale i EU og de stadig klarere omrids af en EU supermagt med atomvåben og globale aspirationer. Du siger selv, at den næste store 'proces' vil blive ført med den globale markeds-kapitalisme på anklagebænken. Jeg tror, du har ret. Men den er jo kernen i EU-projektet!
Den globale markedskapitalisme har lige så store ulykker og lige så mange ofre på samvittigheden som nazismen og kommunismen. Den har bare været en tre hundrede år om det. Derfor er ofrene knap så iøjnefaldende som i forløb på henholdsvis 12 og 72 år. Tænk også på danskernes holocaust på slaverne på De vestindiske Øer kun 90 år før nazisterne tog fat.
Hvordan kan du dog være varm tilhænger af EU?

Geo Horn
Teglværksvej 10
9362 Gandrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her