Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
7. juni 2000

Tavse genkritikere
31. MAJ - For nogle måneder siden var der en god debat om genteknologi, genmanipulation og genmad. Selv EU mente vi skulle holde en tænkepause før vi tillod yderligere eksperimenter indenfor genteknologi. Og i England gjorde en forsker opmærksom på at genmad kan have skadelige virkninger på mus. Og man talte om at genplanter kunne sprede sig til alm. planter i naturen.
Nu er der pludselig tavshed, og ikke en hævet røst mod at EU har besluttet sig til at gå videre med eksperimenter med genteknologi. Jeg opfordrer til en seriøs debat i hele Europa hvor kritikerne af genteknologi kommer til orde, så befolkningen kan blive advaret mod ukritisk accept af udviklingen. Vi må slå bremserne i, og indføre strammere lovgivning.
Genteknologi er i virkeligheden et "Oppenheimerproblem", en slags langsomtvirkende atombombe, med uanede konsekvenser for fremtiden.

Henrik Stampe Jensen
Landlystvej 24 b, 2500 Valby

Tak, Information
29. MAJ - Ang. Informations seneste artikler og indlæg om besættelsestiden: Det er en illustration af, at den tids anskuelser lever videre. Det behøver man da bare at tage emnet op i sin bekendtskabskreds for at få bekræftet. Diskussionen vil hurtigt komme til at ligne et "Dagligstuemøde" i besættelsens første år.
For også historikernes opfattelser er (ikke altid ufortjent, men ofte) upopulære, f.eks. når Kirschoff kalder en spade for en spade, vil kollaborationens forsvarere stadig holde fast ved skovlen, selv om skaftet skulle knække.
Det glemmes, at historikere også påvirkes af samtidens synsmåder, og det er da rigtigt, som Morten Thing siger, at man ikke kan stille sig udenfor, være neutral, det synes jeg nu heller ikke Claus Bryld er, men måske lidt diplomatisk.
Men at have en mening, især hvis den går imod 'Bjergets', forveksles jo ofte med at være udemokratisk. Det glemmes, at demokrati er meningers brydning, og det gælder også i dag. Morten Thing siger, at vi undertiden er nødt til at sige nej og tage ubehagelighederne. Som en af mine venner fra besættelsen sagde, få dage før han døde 90 år gammel: "Vi må aldrig tie over for det, vi mener er uret!"
Det kan hjælpe os at få historien fortalt, som den var, uden manipulationer! Ja, men det jo just derom uenigheden er, og hvem manipulerer? Poul Dam fik da sat nogle tal på plads, og
Sohn halet nogle ubehagelige realiteter frem af mørkekammeret.
At virkeligheden fra dengang kan hjælpe os, når den tages ud af arkiverne, er Knud J.V. Jespersens 2. bind om S.O.E. og modstandskampen et fortræffeligt bevis på, hvad også Georg Metz påviste i sin anmeldelse den 29. maj. (Fork. af red.)

Grete Lorenzen
Gyvelvej 42
6621 Gesten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her