Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
6. juni 2000

Eurovision
30. MAJ - Der er nedskrevet en fælles forfatning for hele Europa, fra nord til syd, fra øst til vest, der klart fordeler magten mellem centralmagten og de lokale delparlamenter og -regeringer. Denne føderation har fælles valuta, hvilket ikke vil sige ens indkomstskat, men harmoniserede understøttelser etc. Desuden arbejder de enkelte delstaters politi tæt sammen med det fælles europæiske politi, der hører under centralmagten.
Fælles militær råder føderationen ikke over. Forsvaret består af NATO, der har en del med-lemslande, bl.a. alle de, som er medlem af den europæiske føderation. For føderationens borgere er denne en stor gevinst. Markedet er pludselig blevet meget mere gennemskueligt, samtidig med, at de gamle handelsgrænser ikke længere eksisterer. Handelen med omverdenen, herunder Afrika, er underlagt WTO.
Sikringen af de basale rettigheder, såvel personlige, sociale som miljømæssige, er nedfællet i forfatningen. Overholdelsen af denne forfatning varetages af en uafhængig institutin af jurister, der holdes til ilden af et hav af græsrødder og NGO'ere. Borgere i lande, der længe har brugt tortur, nyder de nye rettigheder.
Nationalfølelsen er ikke forsvundet, ligesom den heller ikke er væk alle andre stæder, hvor der er nationale mindretal. Na-tionalfølelsen er blot ikke betinget af fysiske grænser, som den var før i tiden. Stem ja!

Andreas Nylandsted Benediktson
Snavevej 1, Snave
5683 Haarby

Tvivlsom kritik
30. MAJ - Det var dog en meget negativ kommentar af Thomas Hjortsø til Birte Weiss' og Karsten Fledelius' bog Vanviddets vidner den 25. maj. Her har man en bog, hvor man følger en engageret politiker gennem et dramatisk forløb i en fremstilling, som både er velskrevet og veldokumenteret. Og så hengiver man sig til pindehuggerier som vægtfordelingen af grusomheder i en historisk oversigt bag i bogen og forfatterskabet til de forskellige afsnit. Bogen kritiseres endvidere for, at antallet af ofre for sult i enklaverne i Østbosnien er overdrevet. I FN's rapport om Srebenica, som man kan finde på Internettet, sættes tallet for sult- og mineofre i og omkring Srebrenica, Zepa og Gorazde til skønsmæssigt op mod 3.000, så kan man da godt tillade sig at sige "i tusindtal". Det er da rigtigt, at man senere undgik en massehungersnød i de muslimske enklaver, fordi udlandet sendte nødhjælp, men det var netop rapporterne om de mange dødsfald af sult og miner i området, der satte gang i nødhjælpen. Hvorfor skal Hjortsø, som ellers er på jagt efter passager, som kan bruges som argument for, at serbernes grusomheder underspilles, netop trække en passage frem, hvor antallet af ofre for grusomhederne efter hans mening er sat for højt? Det kan da kun være, fordi han absolut vil finde noget at udsætte på bogen. Ligesom bemærkningen om "Birte Weiss' forsøg på at sminke sit minde som ansvarlig minister med denne bog". Det var jo ikke mindst hende, som fik sikret de bosniske flygtninges ophold i Danmark, efter at de var undsluppet rædslerne.

Kristoffer Gravgaard
Sjællandsgade 57
Kbh. N

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her